György Dragomán: Den hvide konge. 236 sider. Oversat fra ungarsk af Peter Eszterhás. Borgens Forlag. Pris 299 kr.
Genanmendelse af Rasmus Bertelsen
Der findes bøger, der sætter uudslettelige spor og efterlader læseren i en tilstand af ekstase: Ungarske György Dragománs lille mesterværk Den hvide konge (2008), der handler om livet under Ceauşescus rædselsregime i 1980’ernes Rumænien, er en sådan bog.
György Dragomán (født.1973) voksede op som en del af det ungarske mindretal i Târgu Mureş, der ligger i hjertet af Transylvanien i Rumænien, men i 1988 flyttede han til Ungarn med sin familie, hvor han har boet siden. Dragomán er over de sidste par år blevet belønnet med talrige priser for sit forfatterskab bl.a. Sándor Bródy-prisen og da Den hvide konge udkom i 2005, blev den prompte tildelt Ungarns mest præstigefyldte litteraturpris, Sándor-Márai-prisen. Det er således ingen overdrivelse at kalde György Dragomán for en af de mest toneangivende forfattere og største stemmer i nutidens ungarske litteratur.
Fortælleteknisk skriver Dragomán sig ind i den centraleuropæiske tradition; og ligesom forfattere som Franz Kafka (1883-1924) og Thomas Bernhard (1931-1989) er hans prosa karakteriseret ved den kancellistil, der er så typisk for stor litteratur fra Mitteleuropa: Det er en flydende prosa, fyldt med kommaer og lange sætninger, hvor der sagtens kan gå op til en til halvanden side mellem hvert punktum, og hvor skellet mellem bevidsthed og beskrivelse; tanke og tale opløses i sprogets malstrøm. Således bugter og snor György Dragománs prosa sig afsted ligesom Donau, og for den læser, der tør at springe i med begge ben, er der garanteret en medrivende rejse gennem et barns sind og et dunkelt kapitel i Rumæniens historie.
Romanens hovedperson og fortæller er drengen Dzsátá og romanen begynder med, at han ved et tilfælde kommer til at overvære sin far blive anholdt af det berygtede sikkerhedspoliti, Securitate.
Faderen – der selv er en del af systemet – har skrevet under på en protestskrivelse, og det har vakt myndighedernes vrede; derfor sendes han i genopdragelseslejr og tvinges til at udføre slavearbejde ved Donaukanalen, et sted man ikke er sikker at slippe levende fra. En af bogens hovedkonflikter udspiller sig bl.a. omkring Dzsátás usympatiske bedstefar, der er tidligere partisekretær, og som bliver tvunget på pension efter faderens deportation. Bedstefaderen, der stadig en meget magtfuld mand med forbindelserne i orden, nægter kategorisk at hjælpe sønnen, da han sætter partiet højere. Som romanen skrider frem aftager faderens breve hjem, men gennem hele romanen bevarer Dzsátá håbet om at se sin far igen.
Efter anholdelsen udsættes den lille familie for husundersøgelser og chikane fra statsmagtens side. Vi befinder os – som allerede nævnt – i Ceauşescus kommunistiske diktatur i 1980’erne; et depraveret samfund præget af overvågning og korruption, vareknaphed og frustration; hvor man kan stå i timelange køer udenfor de tomme butikker, og hvor der kan gå op til tre år mellem hver banan man spiser.
Gennem romanen er det kommunistiske system beskrevet med en alvorligt ætsende og kulsort humor: Alting er reguleret ned til den mindste detalje i hverdagen, gennemsyret af korruption, og Dzsátá er således tvunget til at deltage i dette store skuespil, hvor selv fodboldkampe mellem en flok drenge er fikset på forhånd og dommerne bestukket så partiets hold vinder, ja, selv i skolekonkurrencerne er det bestemt på forhånd, at partiapparatets egne skoler og børn altid skal vinde. Systemets kynisme og ligegyldighed overfor menneskeliv når dog sit absolutte højdepunkt, da Dzsátá og hans venner dagen efter Tjernobyl-ulykken tvinges til at spille en fodboldkamp på en bane dækket af radioaktivt nedfald. Der er jo ingen grund til at skabe unødig panik, og hvis man bare undgår at kaste sig for meget i græsset eller for megen boldkontakt, så går det hele jo nok.
Lige fra side et i romanen følger vi Dzsátás udvikling fra naivt barn til oprørsk teenager. Dzsátá er på ingen måde en uskyldig engel, og bogen er spækket med drengestreger og lystige optrin, der grænser til det kriminelle. Især den fandenivoldske skildring af den rumænske ungdom og drengebanderne er fængende: Her er brug af flasker og mursten i slåskampe og knivstikkeri mellem kvarterets børn helt almindeligt. I det hele taget er romanen gennemsyret af vold, og man fornemmer, at den brutale vold som udgår fra det kommunistiske system og som spreder sig som ringe i vandet ud i resten af samfundet, på rystende vis opfattes som fuldstændigt naturlig.
Et godt eksempel herpå finder man bl.a. i den sadistiske fodboldtræner onkel Gica som Dragomán skildrer på følgende måde: “onkel Gica havde også sagt, at hvis vi ikke slog soldaternes hold, Gennembrud, så var det ude med os, efter kampen ville han knuse anklerne på os alle med jernrøret, for ham ville det det alligevel ikke gøre nogen forskel, for træning var hele hans liv, og hvis vi røg ud, var det hele forbi, og fra den dag skulle vi alle gå i skole på krykker, han viste os jernrøret og knaldede det ned i et bræt, så det splintrede, han sagde, at vores knogler skulle splintre på samme måde, og der var ikke den læge, der kunne sætte dem sammen igen. Vi vidste, at han ikke overdrev.” (s.26) Faktisk er størstedelen af mændene i bogen portrætteret på samme ondskabsfulde måde: I skolen f.eks. får lærernes afstraffelsesmetoder lektor Blomme til at ligne en børnehavepædagog, når eleverne efter en tur i “redskabsrummet” tisser blod i et par dage. Som læser får man bogstavelig talt smæk for skillingen.
Den hvide konge er en barsk og brutal historie på godt og ondt om at vokse op uden far i et depraveret og undertrykkende system, men samtidigt er det også en historie om den magi, der omkranser dét at være barn, om at lege krig på markerne med sine venner, om at blive forelsket for første gang osv. Afslutningen på romanen skal her ikke røbes, kun at der for den læser, der giver sig i kast med Den hvide konge, venter en oplevelse af de særlige.