Alle lande i Europa har traditionelle mindretal. Med traditionelle menes der mindretal, som har været der meget længe eller altid (fx tyskere i Sønderjylland, jøder, sigøjnere osv), og ikke indvandrere, skønt indvandrere i mange lande har rettigheder på linie med traditionelle mindretal. Kun Island og Færøerne kan med nogen ret hævde, at de er etnisk homogene. Således har også Østeuropa et stort antal mennesker, der tilhører mindretal. Behandlingen af mindretallene svinger meget fra land til land. Man kan inddele mindretal i flere kategorier. Den første er mindretal, der udgør flertallet i et andet land. Det kunne fx være russerne i Letland eller tyrkerne i Grækenland, som begge udgør flertal i et andet land (hhv. Rusland og Tyrkiet). Det giver ofte anledning til politiske konflikter mellem de involverede lande. Den næste kategori er mindretal, der ikke udgør flertal i noget land. Denne kategori kan inddeles i to underkategorier: mindretal, som kun findes i eet land (fx kasjuberne i Polen, sorberne i Tyskland), og grænseoverskridende mindretal, som altså er mindretal i flere lande (fx romaer eller ruthenere). Den første kategori, altså et folk, der udgør flertal i et andet land, er nok det, der giver flest problemer. Mindretallet havner ofte midt imellem det land, de bor i, og deres ”storebror-land”. Nogle lande har svært ved at anerkende sådanne mindretal. Det er ofte tilfældet, hvis der er anstrengte forhold mellem de to lande. Letland er et godt eksempel på et sådant land. Af den lettiske befolkning er 27 % etniske russere, og dertil kommer hviderussere og jøder, der også taler russisk. Alt i alt skønnes 34 % af den lettiske befolkning at bruge russisk til dagligt. Letlands eneste officielle sprog er lettisk, hvilket gennem tiderne har givet gnidninger. I mange år var det næsten umuligt for lettiske russere at få lettisk statsborgerskab, noget der først for alvor forbedrede sig efter Letlands tilslutning til EU. Pt. skal minimum 60 % af timerne på minoritetsgymnasier foregå på lettisk. Der findes russiske skoler, men de er så vidt vides planlagt at blive udfaset til 2018. Det kan lyde hårdt og diskriminerede, men vi må huske, at alt har to sider. Den anden side er, at de fleste letter kan russisk, mens mange russere ikke kan lettisk, som trods alt er sproget i det land, de bor i. Desuden ser letterne USSR-tiden som en besættelse, og mange af russerne i Letland er indvandret i netop den periode. Et andet eksempel fra Østeuropa, som virkeligt karakteriserer, hvor delikat et spørgsmål, mindretal kan være, er Ungarn og dets naboer. Ungarns grænser blev fastlagt i 1920, under Versailles-freden. Mange ungarere er vrede over det den dag i dag, idet aftalen efterlod en tredjedel af de etniske ungarere uden for det nye Ungarns grænser. Således bor der i dag 500.000 ungarere i Slovakiet (9 % af befolkningen), 1,28 mio i Rumænien (6,5 %), 250.000 i Vojvodina, Serbien, 156.000 i Subkarpatien i Ukraine og omkring 40.000 i Østrig. Det er lig med 2,23 mio. ”indfødte” ungarere, som altså stadigt i dag finder sig selv i et ”forkert” land. Det har medført rigtigt mange spændinger, i de senere år især med Slovakiet. Gudskelov kan der også komme gode ting ud af sådanne situationer. Således har Ungarn – noget overraskende, deres konservative og nationalistiske regering taget i betragtning – en af Europas bedre mindretalslove. For at blive anerkendt som et officielt mindretal i Ungarn, skal man have været i landet i mindst 100 år. Der er 13 officielle mindretal: sigøjnere, tyskere, ruthenere, ukrainere, rumænere, bulgarere, grækere, serbere, kroater, slovakker, armenere, slovenere og polakker. Alle disse har kulturel autonomi, dvs. de styrer selv deres skoler, biblioteker, medier osv. Loven er meget generøs. Således tæller den bulgarske minoritet omkring 1000 sjæle, den armenske ligeså og den græske omkring 6000. Det er forsvindende lidt i et land, der har ca. 10 millioner indbyggere. Men det politiske spil i baggrunden fornægter sig heller ikke her. Ungarn gør naturligvis alt dette med den bagtanke, at hvis de viser et godt eksempel, kan det være, at ungarerne uden for landets grænser opnår tilsvarende gode rettigheder. Her tænker de især på Slovakiet, der kører en hård sprogpolitik til fordel for slovakisk.
Sådan kan man let se ud i den store verden og tænke ”godt det ikke er os!”, men vi bør ikke glemme, at det først er for ganske nyligt, at Skandinavien så lyset hvad angår indfødte mindretal. Søg bare på samernes historie i Norge eller på Danmarks egne katastrofale ideer med Grønland gennem tiderne.
Alt dette viser en interessant problemstilling, nemlig den, at vi europæere ikke kan finde ud af at acceptere, at folk er anderledes. Og det på trods af, at vi har levet med andre sprog og kulturer altid, på trods af, at stort set ingen europæiske lande i virkeligheden er nationalstater. Europa har været nede at skrabe bunden, hvad angår racehad. Nu slår vi i det mindste ikke længere hinanden ihjel, men et kik rundt omkring afslører hurtigt, at der stadig er god plads til forbedringer…