Engang i Budapest var jeg faret vild. Det var ikke noget, der skete særligt ofte, idet jeg efterhånden er ret godt kendt i byen, men ikke desto mindre fandt jeg mig selv i en bydel med smalle gader, små parker og et virvar af kafeer, boghandler – endda café-boghandler og små restauranter. Det var langtfra det værste sted at fare vild. Jeg gik ind i en boghandel og så mig omkring. Jeg endte ikke alene med at vide hvor jeg skulle å hen, men også med en bog under armen, der gjorde mig meget klogere på en kultur, der er så østeuropæisk som noget overhovedet kan være: den jødiske. Eller for at være mere præcis: ashkenazi-kulturen. Askenazi-jøderne boede i hele det, vi i dag kalder Østeuropa og talte et sprog tæt beslægtet med og udviklet fra tysk, nemlig jiddisch. Sproget består for størstedelens vedkommende af middelaldertysk iblandet slavisk og hebræisk, og blev skrevet med hebræiske bogstaver. Den ældste skriftlige overlevering på jiddisch stammer fra 1271. I mange år levede jøderne på kanten af samfundet, uaccepterede af de kristne og i mange tilfælde ikke interesserede i at blive en del af det omgivende, kristne samfund. De boede i små, fattige landsbyer, som de kaldte shtetl – ”lille by” – og var oftest arbejdere, håndværkere eller handlende. Jøder var underlagt visse forbud, fx måtte de i de fleste af de lande, de levede i, ikke eje jord og ikke tjene i hæren. Som en interessant konsekvens af det, har jiddisch kun et begrænset ordforråd inden for plante- og våbenverdenen. Under oplysningstiden begyndte der at ske noget inden for den europæiske jødedom: der opstod en splittelse mellem de jøder, der ville assimilere sig i det omgivende samfund, og de jøder, som enten ikke ville, eller ikke kunne. Især i Vesteuropa var assimileringstendensen stærk, hvorfor den vestlige udgave af jiddisch uddøde. Dermed var jiddisch et østeuropæsik fænomen. Som sagt levede flertallet af de østeuropæiske jøder i deres shtetl i dyb fattigdom, men der fandtes også handelsmænd, bankmænd og adminitratorer, der klarede sig rigtigt godt – måske er det derfra, fordommen om, at jøder er rige stammer? Disse mennesker talte ofte mange sprog, var bedre uddannede end deres kristne modparter og det er faktisk blandt dem, vi skal finde de første spor af en fælleseuropæisk identitet – måske især i Østeuropa, hvor jøderne i alle lande var forenede af deres fælles sprog, men var mere eller mindre diskriminerede i deres respektive lande.
Traditionelt var jiddisch et sprog med lav prestige. Der var ingen officielle ordbøger eller retskrivning – en kunne skrive, som han ville, og sproget var desuden farvet af det omgivende ”kristne” sprog. En polsk jøde ville altså iblande masser af polske ord, en ukrainsk ukrainske osv. Skrevet jiddisch var for kvinder, børn og uuddannede. De uddannede talte nemlig det sprog, som havde prestige: hebræisk. Eller rettere, de forstod det, kunne skrive og tale det, uden dog at gøre det andet end til gudstjenester. Hebræisk var et dødt sprog, kun anvendt som liturgisprog, som latin i den katolske kirke. Jiddisch blev kaldt ”mame-loshn”, modersprog, og blev – og bliver stadig – opfattet som et varmt, hyggeligt og humoristisk sprog. Det har masser af finurlige ordsprog og sjove ordspil og er utroligt udtryksfuldt og fleksibelt. I løbet af 1800-tallet var det også ved at gå op for jøderne selv, og en seriøs, verdslig jødisk litteratur på jiddisch begyndte at spire frem. Det skete samtidigt med det, man kunne kalde jødernes nationale opvågnen. Alle de kristne folk kæmpede for deres egne sprog og lande, og nu ville jøderne være med. Blot havde de intet land, men et sprog. Faktisk voksede to konkurrerende jødiske bevægelser frem: zionisterne, som ville oprette et hjemland i det for 2000 år siden tabte Palæstina og genoplive hebræisk som talesprog, og bundisterne, som gik ind for at give jøderne et hjem, der hvor de allerede boede, nemlig Europa – og på jiddisch. Resultatet var dels en politisk involvering og et stort fokus på sproget. Omkring århundredeskiftet var der oprettet aviser i mange byer, jøderne blev mere politisk aktive og litteraturen gik kun en vej, nemlig op. Vilnius blev dengang et centrum for jiddisch kultur med sit enorme bibliotek. Sproget blev officielt anerkendt i den Ukrainske SSR, den Hviderussiske SSR, den Galiciske SSR og den Jødiske Selvstyreregion i Sibirien. Alt gik selvfølgeligt til grunde under Holocaust, hvor størstedelen af ashkenazi-jøderne omkom. De, der overlevede tog enten til USA eller til Palæstina. I Palæstina så man jiddisch som et svagt sprog, de overlevende blev set ned på fordi de ikke gjorde modstand. Der var stort fokus på at bruge hebræisk, der nu var moderniseret og brugbart i den moderne verden. Med hebræisk kunne man også have et sprog, der var fælles for alle jøderne, ikke kun de jiddisch-talende. De eneste i Israel, der afveg fra reglen, var de ultraortodokse, som stadig i dag mener, at det er en synd at bruge det hellige sprog til profane dagligdags gøremål – og taler jiddisch indbyrdes. I USA holdt sproget sig i live noget længere, men efterhånden assimilerede folk sig også der. New York var ellers længe et stort, jødisk centrum. Jødisk er det endnu, men nu er det meste på engelsk. Der findes stadig aviser på jiddisch, den største er nok Forverts/The Jewish Forward, men selv den er nu tosproget. Desuden huser byen YIVO, Yidisher Visnshaftlekher Institut, som er verdens største bibliotek og forskingscenter inden for jødisk og jiddisch kultur.
Jiddisch har siden 70’erne undergået noget af et opsving. Jødiske musikere i USA fik øjnene op for klezmer-musikken, den traditionelle jødiske musik, og teksterne er på jiddisch. Musikken og sangene blev hurtigt populære og interessen for sproget blussede op. Selv i Israel, hvor folk så længe skammede sig over og så ned på jiddisch, er det nu blevet en fuldt ud acceptabel ting at beskæftige sig med. Man kan studere det på universitetet. Ved starten af 2. verdenskrig var sproget talt af omkring 13 mio. mennesker fra Berlin til Birobidzhan i Sibirien. I dag er der mellem 1 og 2 mio. der taler det, mestendels i Israel, New York og Østeuropa – mestendels Ukraine og Moldova. Det er et anerkendt minoritetssprog i Moldova, Bosnien-Hercegovina, Holland og Sverige og ko-officielt i den Jødiske Selvstyreregion i Sibirien, hvor de fleste dog taler russisk. Af vigtige talere kan nævnes Isaac Bashevis-Singer, forfatter, som fik Nobelprisen i litteratur i 1978, og Ludvig Zamenhof, som skabte kunstsproget esperanto.