Sanktioner vs. oliekrise
Forholdet mellem Vesten og Rusland har haft en negativ udvikling siden tiden op til Putins 3. genvalg i 2012. Rusland begyndte at fylde mere og mere i de vestlige medier. Dette skyldtes bl.a.
behandlingen af demonstranter op til præsidentvalget, fængsling af Pussy Riot-medlemmerne, overtrædelse af menneskerettigheder, voksende homofobi, og senere skandalerne omkring Sotji og ikke mindst den voksende nationalisme. Vesten opfattede disse hændelser som et negativt resultat af
Putins politik, men blandt den russiske befolkning var opfattelsen den stik modsatte. Denne rapport vil diskutere virkningerne af EU’s økonomiske sanktioner versus den globale oliekrise.
Ukrainekonflikten
Efter et relativt succesfuldt Vinter OL formåede Putin at opnå nye højder i sin popularitet. Ifølge en undersøgelse foretaget af Gallup, støttede 54 % af den russiske befolkning Putins styre i 2013, mens hans popularitet i 2014 efter Vinter OL var steget til hele 83 %. Det var dog ikke alene de Olympiske Lege i Sotji, som gjorde udslaget. Samme år opstod uroligheder på Majdanpladsen i Ukraine. Ukrainerne var splittede omkring hvilken side af grænsen de skulle søge hjælp, for at håndtere landets økonomiske krise. Valget stod mellem EU og Rusland. Under alle urolighederne i Ukraines hovedstad, så Rusland sit snit til at annektere den ukrainske halvø Krim. Halvøen har en overvældende russisk majoritet, og det har længe været i de russiske nationalpatrioters interesse, at genforene halvøen og den etnisk russiske befolkning med Rusland. Krim er et vigtigt punkt for den russiske historie, kultur og ikke mindst for den ortodokse tro. Krim-halvøen har desuden en militærstrategisk placering og en betydningsfuld flådebase i Sevastopol. For at retfærdiggøre annekteringen afholdte russerne en ”demokratisk” afstemning på Krim under belejringen, hvor befolkningen kunne stemme på, om de ville blive en del af Rusland eller ikke.
Valget blev en overbevisende sejr til Rusland og separatisterne med hele 96,7 % for en løsrivelse af Ukraine. Mange ikke etniske russere på Krim, havde dog boykottet valget, da de ikke mente at
valget var legitimt.
Siden har pro-russiske separatister kæmpet i det østlige Ukraine, for ligeledes at blive en del af Rusland. Separatisterne menes at modtage støtte af Rusland i form af våben og køretøjer, men den
russiske regering har benægtet denne påstand. Som svar på annekteringen og våbenstøtten til separatisterne, har EU valgt at ramme Rusland med økonomiske sanktioner. Vladimir Putins
popularitet, som delvist er opnået gennem den økonomiske fremgang, som Rusland har oplevet under hans styre, kan derfor stå på spil.
EU’s sanktioner
EU startede den 6. marts 2014 med en bølge af sanktioner. Nye sanktioner blev føjet på sanktionslisten næsten ugentligt, i håb om, at Rusland ville dæmpe situationen i Ukraine. De første
sanktioner var rettet mod specifikke personer, der fik begrænset deres adgang til EU. Personerne var russiske diplomater, politikere og finansmænd. Siden er denne liste blevet udvidet til også at omfatte udvalgte separatister og organisationer, som har støttet og samarbejdet med russerne under Krim-konflikten. Den Europæiske Investeringsbank samt Østbanken blev bedt om at indstille nye investeringer og finansieringer i projekter i Rusland. Russiske bankers adgang til EU’s finansmarked blev begrænset. De statsejede energigiganter Rosneft, Transneft og ikke mindst
Gazprom Neft blev ramt af sanktionerne, hvilket betød endnu et hak i Ruslands olieindtægter.
Eftervirkningerne af sanktioner kunne hurtigt mærkes i den russiske økonomi. Allerede i 1. kvartal af 2014 forekom en omfattende kapitalflugt ud af Rusland. Det samlede beløb lå på hele 70 mia. dollars. Men det er ikke alene sanktionerne, som truer den russiske økonomi.
De faldende oliepriser
Prisen på en tønde råolie er i løbet af et år faldet fra hele 93 USD til blot 49,7 USD. Prisen på olie afhænger – som så meget andet – af udbud og efterspørgsel. Efterspørgslen har i en længere periode
været nedadgående. Dette skyldes ikke kun den dårlige økonomi, men også det voksende fokus på en mere effektiv brug af fossile brandstoffer og grøn energi. Et af de lande der producerer mest olie er Saudi Arabien, som for tiden overproducerer på trods af den faldende efterspørgsel. Sidst men ikke mindst, er USA blevet verdens største olieproducent. Deres olie er primært til eget forbrug hvilket betyder, at de importerer meget mindre fra andre lande, såsom Rusland. 45 % af den russiske stats indtægter kommer fra olieskatter. Hele to tredjedele af landets samlede eksport er fossile brændstoffer i form af olie og gas. Landet er derfor ekstremt følsomt overfor udsving i olie- og gaspriserne.
I artiklen “Falling oil prices hit Russia much harder than Western sanction” fra the Washington Post d. 2. december 2014, blev tallene for de russiske tab sammenlignet. ”Finance Minister Anton
Siluanov last week pegged the cost of lost oil revenue at $90 billion to $100 billion a year and the cost of sanctions at $40 billion”.
Den dalende Rubelkurs
Siden oliens prisdyk samt de mange sanktioner er Rublen faldet voldsomt i værdi. Den var i starten af året kun halvt så meget værd, som den var for bare to år siden. Samtidig stiger prisen på
fødevarer. Rusland har svaret igen med et omfattende forbud mod import af varer fra EU. Dette forbud gælder bl.a. svinekød, oksekød, fjerkræ, frugt, grøntsager og mælkeprodukter, hvilket
rammer Danmark, som forventes at miste omkring tre milliarder kroner i eksport indtægter. De russiske sanktioner mod EU betyder, at russerne afhænger af egenproducerede fødevarer, som gør det dyrere for russerne at handle ind i de lokale supermarkeder.
Olieprisfaldet og sanktionerne har ramt Rusland hårdt, men om sanktionerne virker på konflikten i Ukraine er stadig usikkert. Frygten for økonomisk sammenbrud optager på nuværende tidspunkt russerne mere, end den igangværende konflikt i Ukraine. Inflationen er den værste siden det russiske finansielle krak i 1998, og landet er derfor desperat efter at finde en løsning. Men den langsigtede løsning er nok at gå nye veje, da prisen på olie sandsynligvis ikke vil komme til at ramme samme højder som tidligere, pga. globale investeringer i alternative energikilder; vind og solenergi. Den russiske premierminister Dmitrij Medvedev er klar over vigtigheden i at søge nye indtægtskilder. Medvedev har udtalt, at mulige alternativer er: informationsteknologi, atomkraft, luftfart og rumfart.