Det er nu ved snart at være 3 år siden, jeg mødte Mette på Slavisk og Ungarsk Afdeling på vores første dag på vores nye studie. Jeg selv kom fra et hovedfag på historie og synes selv, at jeg i det russiske sprog virkelig havde valgt mig en lille niche, men Mettes niche var mindre end min.
Mette var blevet optaget på Ungarsk Studiet. Med et optag på cirka 3 studerende hvert andet år, kunne det ikke undre at Metroexpress snart efter meldte sig på banen for at interviewe Mette, da de på avisen skrev om de små og pudsige studier.
Hun forklarede mig, at hun aldrig havde været i Ungarn, hun kunne ikke et eneste ord på ungarsk, vidste faktisk ikke så meget om landet andet end hvor det lå og havde ikke nogen familie derovre. Jamen hvorfor så læse det? Svaret kom promte dengang, og er det samme, når jeg spørger den dag i dag: ”Hvorfor ikke?” Det lød spændende, så nu ville hun prøve.
De to andre på Mettes hold kunne allerede tale en del ungarsk, men så var der jo alle lingvisterne, der dengang var tvangsindlagt til at tage et års sprogstudier i et ikke-indoeuropæisk sprog. Så holdet var stort i sprogtimerne, men minimalt i kulturtimerne. Det med de 22 kasus og de lange ord afskrækker ikke Mette. Faktisk har jeg på fornemmelsen, at det er udfordringen, der holder hende på studiet. Så snart man kan se noget som en udfordring og ikke en forhindring, så er det let at komme videre.
De af os på Afdeling for Østeuropastudier, der klager over de dyre priser på bøger fra Rusland og Serbien, eller som har prøvet at bestille bøger hjem fra udlandet, har intet at sige, når vi møder Mette. På Ungarsk er det normalt, at de studerende selv tager til Ungarn for at hente deres bøger inden semesterstart. Hvordan skulle man ellers få fat i dem?
Nu har Mette så været i Ungarn nogle gange. Det har ikke fået hende til at løbe skrigende væk, nærmere tværtimod. Som os alle kan hun berette om fordelene ved at kende nogen, der kender nogen, der kan gøre dig en tjeneste. Ungarerne er venlige og imødekomne og Mette har fået mod på meget mere.
Da jeg spurgte hende om mine muligheder for at begå mig på russisk i Ungarn, anbefalede hun mig stille at lade være med at gøre forsøget. Så skulle man alligevel komme længere med lidt få gloser og lidt engelsk – Selvom det selvfølgelig ikke er nogen garanti, for at nogen forstår en.
Så er det godt, at der bliver uddannet folk som Mette. Og at nogen beskæftiger sig med de sprog, som vi andre ikke aner noget om. De, der tør sige: Hvorfor ikke?