I de seneste år har vi europæere set, at højreekstreme partier er gået frem. Højrefløjen generelt, det er ikke engang altid, at det er ekstremisterne, der har fået størst fremgang. Islamofobi er vore dages svar på antisemitisme, og islamofobien er overalt. Samtidigt er antisemitismen stadig til stede, især i Central- og Østeuropa. Disse ting er ikke noget, vi kan lide at indrømme, men sådan er det ikke desto mindre. En ekstrem handling, der beviser dette, er helt klart Anders Breiviks massakre på Utøya, hvor han skød og dræbte 69 mennesker tilbage i 2011, idet han mente, at deres politik ville oversvømme Norge med indvandrere og at det ville bringe nationen i fare. Og mange steder i Europa ser man lignende ting. I Frankrig har det højreorienterede, nationalistiske Front National for nyligt klaret sig betænkeligt godt i lokalvalgene. I Ukraine er der flere og flere kritiske røster imod Svoboda, der beskyldes for at være fascistisk og nationalistisk, og i det kriseramte Grækenland er det nynazistiske parti Chrisi Avgi (Det gyldne Daggry) blevet landets tredjestørste parti. Alt i alt en ret deprimerende læsning, især hvis man hører til dem, der synes, at Europa efter verdenskrigen, Holocaust osv burde vide bedre. Derfor var det også en lettelse, da jeg fandt historien om Csanád Szegedi. Szegedi var medlem af det ungarske ultranationalistiske parti Jobbik 2003-2012. I den tid gik hans karriere stærkt fremad. I sine taler tordnede han mod jøderne, som ifølge ham opkøbte landet, var skyld i kommunismens lidelser og meget mere. Desuden hadede han romaer/sigøjnere, og så gerne, at Ungarn fik sine grænser lavet om (i 1920 mistede Ungarn 2/3 af sit territorium og 1/3 af sin ungarsktalende befolkning i kølvandet på 1. verdenskrig. Unægteligt et nationalt traume – men der er gået 94 år…). I 2007 var Szegedi med til at grundlægge Magyar Gárda, en paramilitær organisation, der af mange er blevet sammenlignet med det nazistiske SA og i Ungarn fremkalder associationer med Pilekorspartiet – nazipartiet, der regerede Ungarn med et terrorregime i 2 verdenskrigs sidste måneder. I 2010 skete der imidlertid noget, der ændrede Szegedi’s liv radikalt. Han blev fortalt, at han var jøde. Det må unægteligt have været et alvorligt chok for en, der har tilbragt hele sit politiske liv med at være antijødisk. Først i 2012 blev han imidlertid sparket ud af partiet Jobbik. Det siges, at han bestak det partimedlem, der fandt ud af det, til at tie med sin viden. Jobbik påstår, at han blev sparket ud pga bestikkelsessagen, og ikke fordi han var jøde – et ret forvrøvlet argument, partiets antisemitiske holdninger taget i betragtning. Siden har Szegedi foretaget en kovending. Hans tidligere partifæller vil ikke have med ham at gøre – der var sågar nogle, der fortalte ham, at det bedste han kunne gøre for Ungarn, var at blive skudt! Han har sagt, at det var et stort chok for ham. Den ene dag var han partiets darling, og den næste dag ville ingen have med ham at gøre for noget, han ingen indflydelse havde på, nemlig hans herkomst. Han er i dag ved at lære hebraisk, forsøger at følge de jødiske leveregler (overholde sabbat, spise kosher osv) og er blevet omskåret. Desuden går han i synagogen og får undervisning af rabbi Slomó Köves. Han har besøgt Israel, hvor besøget i mindecentret Yad Vashem gjorde stort indtryk. Han har fået sin jødiske bedstemor til at fortælle om Auschwitz. Hans bedstemor er stadigt overbevist om, at jødedommen kun vil bringe ulykke. Med hendes erfaring er det svært at sige hende imod. Hun har efter krigen skjult sin jødedom, gået med langærmet for ikke at vise sit KZ-nummer, tatoveret i huden og ikke givet religionen videre til sine børn. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad hun dog må have tænkt, da hun så sit barnebarn, sit eget kød og blod være imod den religion (eller folk, om man vil), hun selv var en del af.
Szegedi har også taget navneforandring, fra Csanád til Dovid. Beskyldninger er haglet ned over ham. Man kalder ham en opportunist, en vendekåbe, der først vedkendte sig sin jødedom, da alle andre muligheder var udtømte. At han blot forsøger at tjene penge på historien var en anden beskyldning. Den jødiske menighed i Budapest har ikke været vild med at optage ham i deres rækker. Forståeligt. Rabbi’en tror imidlertid på ham. Uanset hvordan det hænger sammen, må det have været noget af en mavepuster for en højreekstremist at finde ud af, han var jøde. Han siger, han fortryder. Hvor alvorligt han mener det, må vi lade hans videre handlinger bestemme. En svale gør ingen sommer, som man siger, og Szegedi’s historie kan ikke dæmme højreekstremismen op. Men personligt kan jeg ikke lade være at håbe på, at flere fremtrædende højreekstremister finder ud af, at deres baggrund ikke er den ønskede. Hvor fedt ville det ikke være, hvis en leder af Svoboda fandt ud af, han var jøde? Et medlem af Front National sigøjner? En højtsående Chrisi Avgi-medlem tyrker eller albaner? Om ikke andet, så bare for at de selv kan opleve, hvad deres racistiske holdninger medfører. At smage deres egen medicin, simpelthen.
Af Alex Gram