Pussy, for fræk til Rusland…

Forleden sad jeg midt i endnu en russisk propædeutik time med vores underviser, Galina Starikova. Klassen diskuterede fordele og ulemper ved noget så banalt som dette at bande. Det var naturligvis ikke vores filosofiske evne til at debattere, der skulle vurderes, men snarere vores russiske sprogformåen, der her kort før de kommende eksamener skulle trænes. Vi fik at vide, at man i Rusland netop nu var ved at indføre en lov, der ville censurere diverse obskøne ord fra diverse medier. Eksempelvis skal det være umuligt at finde sådanne obskøniteter, når man søger på internettet.

Obskøne ord er i den russiske lovs sammenhæng hovedsageligt ord, der på seksuel vis refererer til de mandlige eller kvindelige kønsdele. Pussy Riot bør måske overveje at tage navneforandring, hvis de i fremtiden vil kunne googles. For et par dage siden blev forbuddet mod de obskøne ord udvidet, da Putin underskrev en ny lov, der forbød, at man bandede ved kulturelle arrangementer.  Det betyder eksempelvis, at bands, der har sange med tekster, der har ord af seksuel karakter, er nødt til at moderere (læs; censurere) deres tekster, inden de giver koncerter. Formålet med loven er, at forbyde brugen af det obskøne sprog for at kunne beskytte og udvikle sprog kulturen. Jævnfør dansk sprognævn. Det lyder jo vældig godt og smukt. Loven er ikke effektueret, men kan blive det allerede til juli.

Faren fremstår, så vidt her vurderes, åbenlys: Det obskøne er et definitionsspørgsmål. Det obskøne kan hurtigt udvides til at gælde ikke kun noget seksuelt, men også noget politisk, nogle forkerte meninger af den ene eller anden art, det ukorrekte i magthavernes øjne. Det kan naturligvis lynhurtigt blive ikke blot det seksuelt ukorrekte, men også det politisk ukorrekte. Den seneste lov, som Putin underskrev, var ikke klart defineret. Ordene var uspecificerede. Det principielt forkerte i en lov mod at forbyde bandeord er dybt problematisk af flere grunde per se, men det er især den snebold effekt, det kunne tænkes at have, som mange frygter. Censur lovene kan ganske enkelt misbruges.

Det er ganske enkelt betænkeligt, og timen, hvor vi kom til at tale om emnet, faldt tilfældigvis sammen med, at jeg læste en bog om Sovjettidens censur, der er et uhyggeligt eksempel på, hvor ekstrem og altomfattende en statscensur kan blive.

Hvad var det så med den Sovjetcensur? Den var statsstyret udi det ekstreme, hed GLAVLIT, beskæftigede titusindvis af medarbejdere, der ikke lavede andet, end at kontrollere, at absolut alt, hvad der blev skrevet eller sagt i pressen, var i nøje overensstemmelse med de af staten nøje angivne retningslinjer.

Glavlits overordnede formål var, at undgå offentliggørelse af information, som kunne kompromittere statshemmeligheder i pressen (aviser, radio og tv) og bøger. Statshemmeligheder kunne tolkes utrolig bredt, og kontrollen blev da også mere og mere detaljeret og absurd.

Oprindeligt var der tre store kategorier af hemmelig information, som offentligheden ikke måtte få del i; militær, økonomisk og ”andet” (som jo kunne tolkes som hvad som helst. Som med den nye Swearbot, som man kalder den nye russiske lov, blev også her det uspecificerede det farlige, en slags Pandoras æske, som man kunne hælde hvad som helst i), og med tiden kom flere kategorier til; finansiel, politisk, videnskabelig m.fl. Helt fra starten arbejdede Glavlit og Sovjetunionens hemmelige sikkerhedstjeneste tæt sammen.

Glavlit blev oprettet i 1922 som en del af Undervisningsministeriet under Lenin. I starten var der blot et par hundrede medarbejdere, og det var begrænset, hvor mange bøger og bogstaver Glavlit beskæftigede sig med i årene efter borgerkrigen (1917-22). I stedet kastede Glavlit sig over at pynte på alskens statistikker. Takket være censorernes ihærdige arbejde faldt antallet af prostituerede, hjemløshed og kriminalitet forbedredes drastisk år for år, og selvmord blandt proletariatet forsvandt fuldstændig ud af statistikkerne. Folket havde det tilsyneladende fantastisk godt.

Uden Glavlit havde den sovjetiske totalitarisme simpelthen været umulig.

Censuren var en forudsætning; et helt igennem nødvendigt kontrolredskab, man kunne skabe den verden, man ønskede, at folket så, og partiets linje blev gennemtrumfet igennem pressen ned til mindste detalje fra 1922 og frem qua det gigantiske censor korps. Ingen censur uden et tabu (altså et for magten generende element) at censurere, og man havde da også hele tjeklister med tabuer, som censorerne skulle krydse af, og som man kunne føje nye tabuer til.

Dels var der det største tabu af dem alle, nemlig det kommunistiske system selv, dogmerne, som man under ingen omstændigheder måtte grine af, kritisere eller krænke. I og for sig kan man sige, at Glavlit blev skabt på baggrund af denne tanke, for man ønskede i 1922, at den kommunistiske linje, der vandt efter borgerkrigen, skulle være den eneste linje; derfor den nødvendige statistik propaganda; man måtte sikre sig, at folket forstod, hvor rigtigt det var, det man stod for. I 1926 føjede Lenins enke yderligere bøger til denne tabuliste, bl.a. bibelen, koranen og Dostojevskijs værker, for at nævne nogle få. Vores egen Søren Kierkegaard var også vældigt upopulær. Han taler alt for meget om individet, det enkelte menneske versus kollektivismen.

Der var lokale Glavlit ”filialer” rundt omkring i hele Sovjetunionen. Men mange af Glavlits censorer arbejdede også på selve aviserne, tv-stationerne, radiostationer, trykkerierne mv. Der havde de styr på, at retningslinjerne blev fulgt. De skulle sætte et slags nummereret ”censur-mærke” på hver eneste publicering, der blev udgivet i Sovjetunionen.

Censorerne skulle ikke forklare deres beslutninger. De kunne blankt afvise en avisartikel uden begrundelse, og man havde ingen juridisk appelinstans som eksempelvis skribent. Efterhånden, hvis man var vant til at skrive avisartikler, vidste man godt, hvad man kunne og ikke kunne skrive. Man vidste godt, at Glavlit ville censurere pornografisk materiale, kritik af Lenin, upassende omtale af diverse højtstående kommunister, af det kommunistiske system og alt mulig andet. Derfor lod man være med at skrive om det. Det ville alligevel blive censureret. En selvcensur udviklede sig, som den naturlige og forventelige reaktion. Bliver den nye lov endeligt vedtaget i Rusland, vil man måske heller ikke gide skrive en rocksang med ordet pussy eller fuck eller…Tjah, hvis der alligevel skal lyde et biiiiiiiip, hver gang man hører det i radioen, eller skal synge sangen til en koncert?

Men det er en anden historie. Glavlit eksisterede igennem hele Sovjetunionen frem til 1985, hvor Gorbatjov initierede ”Glasnost” og dermed var med til at løsne op for parti kontrollen over information, for at kunne skabe den fornødne offentlige debat og åbenhed. Netop derfor kunne mange redaktører og skribenter på dette tidspunkt omgå Glavlits rigide censur, selvom den ikke forsvandt helt før 1990, hvor en ny presselov trådte i kraft. Med den nye lov, der eventuelt træder i kraft i Rusland om få måneder, er det ”spændende” at se, hvad der sker. Der er langt til Glavlit, men der er alligevel også en mindre obskøn skygge af censur over landet igen. 

Maria True

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.