Den sidste uges tid har der i nogle aviser både herhjemme og udenlands floreret nogle billeder af den velkendte B (C?) skuespiller, Stephen Seagal ved siden af Vladimir Putin. Baggrunden er, at Seagal er gået ud og har erklæret Putin sin offentlige støtte i den verserende Rusland-Ukraine konflikt. Han har kaldt Putin sin bror, samt verdens måske bedste nuværende leder. Han har kendt Putin i et godt stykke tid, forstår man, og er fornylig blevet inviteret til Rusland af Putin for at lære det russiske folk, at de skal til at dyrke noget mere motion for deres eget og fædrelandets skyld. Sammen med Putin har han desuden lavet en DVD i 2008, der hedder ”Lad os lære judo med Vladimir Putin”. Opfordringen er hermed givet videre.
Seagal er manden, det er let at grine af i dag. Men morgendagen kunne afsløre ham som en sand menneskekender. Han så, at Putin havde haft en pointe hele tiden. Eller morgendagen kunne afsløre ham som manden, der havde misforstået det hele, og faktisk gik ”fjendens” ærinde (hans eget lands, USAs, fjende). Eller morgendagen vil måske vise, at Seagal både havde ret og tog fejl på samme tid, fordi den historiske ”sandhed” afhænger af historiens udfald, vinderne og taberne, og mange andre faktorer, historisk objektivitet er en subjektiv størrelse for så vidt.
Så hatten af for, at han er så sikker i sin sag. Det er mange berømtheder, når de promoverer deres helte i medierne. De tvivler tilsyneladende aldrig en tøddel. Nuancerne i de geopolitiske eller indenrigspolitiske situationer er totalt fraværende, for de dyrker deres nye karismatiske, bedste venner som guder. Man kender det især fra de amerikanske præsidentkampagner, det kan være nær uudholdeligt, uanset hvilken partifarve man dyrker.
Den russiske zarina Katharina den Store skrev i årevis med den daværende kendte franske oplysningsfilosof Voltaire, blandt andet med det sigte, at kunne bruge ham som en slags PR agent i Europa, med henblik på at få Rusland til at fremstå som en moderne europæisk stormagt. Voltaire var en kendt kritiker af datidens samfundsinstitutioner, de statslige og kirkelige. Så over 10 års brevudvekslinger frem og tilbage mellem Zarinaen og den fremsynede Voltaire var nyttigt for Katharina, der dermed kunne fremstå tolerant og progressiv, og samtidig kunne Voltaire ikke modstå Katharinas lovprisende breve.
Joseph Stalin dyrkede også dette med at have berømte ”venner” af vestligt tilsnit. Man kan overveje, hvor morsomt det senere har været, at have været én af dem, der gladelig tog med Stalin ud til hans datja. Den britiske forfatter, Bernhard Shaw, var én af dem. Shaw var i Sovjetunionen i 1931 på et tidspunkt, hvor der var hungersnød i landet, hvor han ytrede, at han kun så håbefulde og optimistiske mennesker overalt. Hvilket vel er sandt. De håbede sikkert på at få noget mad. Eller mere sandsynligt: Han blev formodentlig skærmet for de mennesker, der sultede. Stalin har vel, som statsledere er flest, skærmet sin gæst for Sovjetunionens bagside, og Shaw har omvendt set det, han gerne ville se, dét. Shaw blev også en stor apologet for de uhyrlige skueprocesser, massehenrettelserne og den generelle terror, selv da andre kommunister i hans hjemland begyndte at undsige disse, vedblev han at forsvare dem.
Vores egen Martin Andersen Nexø, blot for at nævne et enkelt dansk kendt eksempel, erklæret kommunist, der aldrig mødte Stalin, men dog var i Sovjetunionen ad flere omgange, og i øvrigt flyttede til DDR i 1951, hvor han boede frem til sin død, var også én af Sovjetunionens lovprisere under både Lenin og Stalin. Han forsvarede blandt andet de velkendte Moskva skueprocesser med hud og hår (1936-1938), hvor Stalin kort fortalt fik dømt andre højtstående partimedlemmer, som oftest komplet uskyldige, og som oftest til døden, for at konsolidere sin egen magt i partiet.
Andersen Nexø er et nationaltrofæ på mange måder. Han har skrevet uforglemmelige romaner som Ditte Menneskebarn og Pelle Erobreren. Bøger, der tager det lille menneskes kår op. Det er bøgerne, der står tilbage, eller måske filmatiseringerne af dem. Ikke udtalelser som ”at krybet er dræbt” (under skueprocesserne), for blot at nævne en enkelt. Han ændrede, så vidt her vides, aldrig standpunkt.
Hvad får berømthederne ud af disse politiske promoveringer?
De får måske, lidt kynisk betragtet, i bund og grund promoveret egne synspunkter, synspunkter som de selv tror højt og helligt på, og finder i den stærke leder eller det stærke styre eller den stærke isme (eksempelvis kommunismen), et springbræt til at promovere disse synspunkter.
Andersen Nexø ønskede et kommunistisk samfund, og drog naturligvis østpå, hvor det hele foregik i virkeligheden, og resten af hans liv dyrkede han det sovjetiske styre som få andre. Hans beskrivelser af Sovjetunionen tenderer det religiøse, og han kalder ligefrem Sovjetunionen for Eventyrlandet Sovjetunionen, en lykkelig verden, hvor der ikke er rovdyr (de er udryddet!), hvor livets flod rinder uhæmmet etc. Det lyder som paradisets have på jord, og alene dette faktum, burde få alarmklokkerne til at ringe. Det er for godt, til at være sandt, altså en utopi.
Tilsyneladende kæder Stephen Seagal Putins synspunkter om beskyttelse af de russiske mindretal på Krim sammen med hans egen amerikanske indædte kamp for at holde grænserne fri for illegale indvandrere og kamp for en strammere indvandringspolitik, ikke mindst efter Boston terrorangrebet i 2013. Hvordan hænger det sammen? Blandt andet derved, at han ser Boston terrorangrebet som et udslag af 1) en fatal ført indvandringspolitik, hvor man gav to etnisk fødte tjetjenere, der blev ekstreme islamister, ophold 2) og så ser han terrorangrebet som et udslag af et dårligt samarbejde mellem Washington og Moskva. Havde samarbejdet mellem de to landes sikkerhedstjenester været bedre, havde Boston terrorangrebet muligvis aldrig fundet sted. Barack Obama er en elendig præsident. Det amerikanske folk burde være beskyttet af en ordentlig leder (som Putin), en ordentlig leder ville nemlig til hver en tid have beskyttet sit folk, var det i fare; som nu det russiske mindretal på Krim. Ergo gør Putin bare sin pligt i den nuværende konflikt.
Andersen Nexø, der var en ludfattig arbejderdreng i København i 1870erne under kummerlige forhold, det er nær umuligt at sætte sig ind i, i dagens Danmark, har vitterligt ville forbedre arbejdernes vilkår, hvorfor han forlod socialdemokratiet til fordel for kommunistpartiet. Han syntes ikke, at socialdemokratiet gjorde nok for den almindelige arbejder. Hvornår filmen så knækker, og det bliver legitimt at myrde krybet for at opnå dette mål, skal jeg lade være usagt. Artiklen hvorfra jeg citerede, er fra 1937 (Sovjet i dag).
I forhold til lige præcis Seagal viser det sig, at han og andre B og C skuespillere åbenbart er voldsomt populære i Rusland, hvor de i Danmark virker lidt brugte. Han får altså goodwill ud af det, hvor man i Danmark nok ville trække meget på smilebåndet, hvis Helle Thorning Schmidt pludselig prøvede at trække næste valg hjem med Seagal eller Chuck Norris ved sin side. Indenrigspolitisk er der altså bonuspoint at hente for Putin, når Seagal kalder ham sin bror. Om resten af verden også ser det på den måde, er et åbent spørgsmål, men mon ikke Putin er rimelig ligeglad…