Sergej Lavrov, som man ikke kan undgå at se en del til i disse dage, hvor han grundet Rusland-Ukraine konflikten bliver omtalt en del i medierne, vil netop i år kunne fejre ti års jubilæum som Ruslands allestedsnærværende udenrigsminister.
Lavrov er manden, der i flere internationale aviser ofte er blevet kaldt Mr. Net, et James Bond-agtigt tilnavn, der bed sig fast i 2012, da USA var snublende nær ved at angribe Syrien og præsident Bashar Al-Assad, hvor altså Lavrov – på Ruslands vegne – kontinuerligt sagde ”nej!” til samtlige forslag (der indebar planer om militære angreb), som USA fremsatte for at løse Syrien krisen. Tilnavnet er også blevet brugt flittigt om ham alle de gange, hvor han har gjort brug af Ruslands berettigede veto ret i FN’s sikkerhedsråd.
Lavrov har i det hele taget aldrig været bange for at kritisere sikkerhedsrådets arbejde i FN. Allerede under 90ernes Balkan krige var han kritisk, og den kritiske linje fortsatte, da man forsøgte at afvæbne Saddam Hussein under optakten til Irak krigen i 2003. Han kendte sikkerhedsrådets arbejde indefra, da han havde arbejdet der en stor del af sit liv.
Han har flere gange været meget kritisk over for det, som han betragter som et i bedste fald naivt amerikansk træk, i værste fald utopisk, idealistisk (tenderende det imperialistiske), når USA har forsøgt og forsøger at promovere demokrati i mellemøsten, ikke mindst under det arabiske forår (2010-11), hvor han anså amerikanerne og EU for at være voldsomt naive i deres støtte til de spirende arabiske oprør. Mange af de oprørere, man har støttet med våben, båret af en utopisk illusion om at omvende dem til en vestlig form for demokrati, har sidenhen vendt sig mod netop vesten, med Afghanistan og Libyen som gode eksempler, udtalte Lavrov – det samme vil ske igen, mente han.
Lavrov er født i 1950 af en russisk-georgisk mor og armensk far. Han gik i det, der svarer til gymnasiet, fik et tårnhøjt snit, løb med skolens sølvmedalje for sin særlige indsats, og studerede herefter videre på Moskvas statslige institut for internationale relationer. I løbet af studiet giftede han sig med sin nuværende kone, Maria Lavrova, og sammen fik de datteren Jekaterina. Under studiet lærte han fransk, singalesisk, maldivisk og engelsk.
Han blev færdiguddannet i 1972, og siden da har han været inkarneret diplomat begyndende med en fireårige udstationering i Sri Lanka. Efter udstationeringen vendte han tilbage til Moskva, hvor han blev 2. sekretær for det sovjetiske udenrigsministerium i afdelingen for internationale økonomiske organisationer frem til 1981, hvor han blev Sovjetunionens FN repræsentant i New York, hvorefter han fortsatte som Ruslands permanente repræsentant ved FN med en midlertidig afstikker som viceudenrigsminister fra 1992-1994, før han atter arbejdede for Ruslands interesser i FN.
I 2004 blev Lavrov som kronen på værket udnævnt til Ruslands udenrigsminister og genudnævnt i 2012.
I magasinet ”Foreign policy” har den tidligere amerikanske præsident George W. Bush beskrevet Lavrov som et ”totalt røvhul”, og Lavrov har i følge diverse amerikanske aviser haft en del sammenstød med de tidligere udenrigsministre Condoleezza Rice, (der i øvrigt taler flydende russisk) og Hillary Clinton. New York Times har bl.a. citeret Lavrov for at kalde Clinton for hysterisk (i diskussioner over Syrien situationen). Hans forhold til den nuværende udenrigsminister, John Kerry, skulle efter sigende være glimrende, flere amerikanske aviser kalder dem ligefrem et dream-team, selvom der har været, hvad man vist kun kan karakterisere som meget voldsomme verbale udfald de sidste par uger under den russisk-ukrainske konflikt.
På det mere personlige plan er Lavrov poetisk af natur. Han skriver digte og sange, og spiller på guitar. Han er vildt begejstret for fodbold, og holder som en rigtig moskovit med den russiske fodboldklub Spartak Moskva. Han elsker skotsk whisky, og er så glad for at ryge, at da FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan indførte et rygeforbud i FN bygningen i 2003, blev han så rasende, at han fortsatte i protest med at ryge overalt i bygningen, og kaldte det et åbenlyst brud på diplomatiske rettigheder. Han skulle efter sigende have sagt, at det jo ikke var Kofi Annan, der var bygningens ejermand, men ethvert land, der var en del af FN. Herudfra kan man vel konkludere, at han gør lige, hvad der passer ham, hvis han finder reglerne decideret urimelige.
Hans yndlingsbog er Mesteren og Margarita af Mikhail Bulgakov (skrevet mellem 1928-1940), i hvilken der forekommer – omend forsigtige – hentydninger til den stalinistiske terror, der selvfølgelig blev bortcensureret.
Når man leder efter magasin- og avisartikler om Lavrov fra både ind- og udland, især de mere personligt deskriptive af slagsen, så læser man hurtigt mellem linjerne, men også af og til citeret direkte, at én af Lavrovs største styrker rent menneskeligt, men derved også i hans arbejde som udenrigsminister, er, at han skulle være yderst karismatisk. Nu er karisma jo altid noget vanskeligt noget at definere, men han skulle kunne indtage et rum ved sin blotte tilstedeværelse, og få debatten til at dreje i den retning han ønsker. Folk husker jo altid et karismatisk menneske. De har en udefinerbar udstråling, de har personlighed, og således altså også Lavrov. Man skulle have svært ved at glemme ham og de ting han har argumenteret eller talt om, når man har været sammen med ham, således fungerer vel karisma i praksis. Et ganske belejligt personlighedstræk for en politiker eller en diplomat!
Af Maria True