Af Maria T
“Krig er rædselsfuld og vidunderlig på samme tid” – sådan lyder det tankevækkende budskab i slutningen af bogen The Sky Wept Fire (fra 2013), af Mikail Eldin, en på daværende tidspunkt tjetjensk kulturredaktør, der er taget til fronten under den første russisk-tjetjenske krig i 1994-1996, for at beskrive krigen indefra. Eldin ender med at gennemleve og skrive om ikke kun første, men også den anden tjetjenske krig (1999), og går hurtigt fra at være en relativt neutral journalist, til at være en dybt personligt involveret tjetjensk guerilla kriger, der bliver fanget af den russiske hær.
Under den første tjetjenske krig er Eldin en udadtil neutral civil journalist fra Groznyj med hang til melankolske romaner og poesi. Han er kurer for de tjetjenske styrker, men er endnu ikke for alvor deltagende i de egentlige krigshandlinger.
Alt dette ændrer sig, da han tages til fange af en russisk patrulje, og her begynder rædslerne for alvor. Ikke de krigens rædsler, der omfatter de almene krigsudgydelser, hvor der i sagens natur altid er tab af menneskeliv i alle aldre, men den personlige tortur, hvor en sadistisk russisk officer med fuldt overlæg skyder ham i foden, så han aldrig mere kommer til at gå normalt, og hans læber sprænges halvt i stykker. Alt sammen for at få ham til at angive andre tjetjenere, og – selvfølgelig – for at få ham til at afsløre, at han arbejder for de tjetjenske styrker, hvilket han da også gør, men aldrig afslører (efter eget udsagn).
Han holder fast i, at han er en intetanende journalist, der blot er ude for at rapportere fra fronten. Spil dum og red livet. Og således fortsætter det dag ud og dag ind, med progressive fremskridt så som elektroder på de mandlige ædlere legemsdele. Eldin foretrækker til sidst døden frem for livet.
Og så møder han en ukrainsk læge, der er barmhjertigheden selv, og formodentlig reder hans liv, da det ser mørkest ud. Lægen plejer ham som en anden Florence Nightingale, lægger for eksempel ekstra madrationer til side, når russerne ikke ser det.
Eldin slipper til sidst fri, og bogen omhandler herefter krigen i 1999, hvor vi møder en Eldin, der, knuget af torturen og krigserfaringen, er blevet kyniker. Han er nu tilknyttet en modstandsbevægelse, der specialiserer sig i taktisk intelligens.
Tjenenerne vandt ikke deres besatte lands jord tilbage, og som bekendt er kampene i dag flyttet langt uden for den tjetjenske republiks grænse, som man ser det i f.eks. Boston, Moskva (Dubrovka teatret) og endda København (2010, den etbenede bombemand, alias Lors Dukajev, red.).
Mikael Eldin bor i dag i Norge, hvor han har fået politisk asyl. Han kæmper nu sit lands kamp med pennen. Og han gør det udmærket, for han har hverken skrevet et decideret anti-russisk skrift eller et lovprisende helteode om tjetjenerne, men et vidnesbyrd om krigens gru og rædsler set indefra. Naturligvis ud fra de ar på sjæl og krop han har erhvervet sig i den kamp for Tjetjenien, der nu engang blev hans.
Og nu tilbage til denne anmeldelses første sætning; hvad mente Eldin?
Måske at krig, som få andre livsbegivenheder, sætter mennesket i en eksistentiel krise, og at mennesket netop derfor afslører sig selv, som det virkeligt er i denne situation – på godt og ondt.
Intet sted kommer et menneskes ære eller godhed mere til sin ret end i krigens midte, men heller intet sted findes mere menneskelig råddenskab og æreløshed. Og det virker måske som besynderlig fremmedartet snak på os danskere, for hvem sætninger som “kæmp for alt, hvad du har kær, dø om så det gælder”, er noget, man måske en sjælden gang hører til en begravelse, men ikke forbinder med kamp for nogen større sag, og slet ikke for et fædreland.
Men for tjetjeneren Eldin, hvis land er besat, og som har mistet venner i hobetal, og set æreløshed, kujoneri og forrædere blandt sine egne, men heldigvis også det stik modsatte; modige mennesker, der risikerede liv og lemmer for at gemme ham for de russiske myndigheder, og folk, der nægtede at stikke venner – skal sætninger som at dø og kæmpe for land og kære, og krig som vidunderlig og forfærdelig forstås i den kontekst de er levet – og derefter skrevet i. Der er virkeligheden til forskel.
Ønsker man en meget faktuel bog om krigene i Tjetjenien er dette ikke bogen. Men den giver et fremragende indblik i, hvordan verden ser ud med tjetjensk farvede briller på, og i, hvad krig i det hele taget er for en størrelse.
Én af bogens største forcer er, at den bliver personlig, uden at den bliver sentimental. Den svælger ikke i lidelserne, men beskriver dem ganske nøgternt. Måske Eldins journalistiske profession er kommet ham til gode.
Uden for Tjetjeniens hovedstad, Groznyj, står nærmest profetisk “Welcome to Hell”, da Eldin først komer til byen. Og man kan ikke andet end give Eldin ret, for efter endt læsning har man vitterligt en fornemmelse af at være draget med ham ned i dybet af det mørkeste helvede og tilbage igen – sådan nogenlunde – for helt tilbage kommer Eldin nemlig aldrig. Dertil er han for mærket af det erfarede.
Mikael Eldin: The Sky Wept Fire: My life as a Chechen Freedom Fighter. 2013. Portobello Books. London. Translated from Russian by Anna Gunin. 287 sider. Vejl. Pris 190 kr. i Politikens boghandel.