Af Alex
I efteråret besluttede vi her på ungarsk at tage en lille uges tid til Budapest på en uofficiel studietur i januar. Det viste sig at blive en god beslutning! Tre mennesker tog vi af sted – vores lærer Judit, Marie og jeg selv – på en fantastisk uge, der bød på lidt af det hele. Budapest som den by, man ser i dag, er ret ny, mestendels bygget under Habsburgerne i sidste halvdel af 1800-tallet. Det giver den fordel, at den er fyldt med smukke og monumentale, nyklassicistiske, secessionistiske og flere stilarter endnu, bygninger i centrum. Bevæger man sig lidt længere ud mod forstæderne finder man en blanding af højhuse i bedste sovjetstil, parcelhuse, grimme fabriksarealer og her og der også moderne arkitektur, der huser alt fra sport til opera.
Judit ejer en lejlighed i et af de sovjetisk-inspirerede boligkomplekser i Budaörs, en lille by lige uden for selve Budapest. Det blev vores base. Hver dag startede vi med at spise morgenmad og aftale dagens program. Så tog vi ind til selve byen og brugte den første del af dagen på at være kulturelle. Og det er der masser af muligheder for! Vi var bl.a. på Nationalgalleriet, Nationalmuseet, Matthiaskirken, Operaen, Franz Liszt’s lejlighed, MementoPark, den jødiske synagoge og sikkert et par flere… Nationalgalleriet er for de maleri-interesserede, idet det huser en masse malerier. Matthiaskirken og Operaen har en virkeligt smuk arkitektur (som i VIRKELIGT smuk!), og så er de gode, hvis man er religiøs eller operaelsker :p
For alle os kommunistelskere her på studiet kan jeg helt sikkert anbefale MementoPark og Nationalmuseets nyeste afdeling. MementoPark er et sted lidt syd for byen, hvor man simpelthen har samlet en masse kommunistiske statuer og skulpturer, som stod rundt omkring i byen under kommunismen. De er nu bevaret i parken. Det er ret skægt at se dem, bastante som de er, og med navne som ”Monumentet for det evige sovjetisk-ungarske venskab”, klassikeren ”Arbejdere, forén jer!” osv. Udover statuerne har parken også en Trabant, den klassiske bil fra vort elskede DDR, som er bygget af panserpap (Duroplast, hvis det skal være officielt). Den må man sætte sig ind i – og det gjorde vi. Fed følelse! Desuden er der en telefonboks, hvor man løfter røret, taster et årstal, og så kan man ellers høre kommunistiske ledere tale. Lige fra de meget kendte – Castro, Che, Stalin, Khrushchov, Ceausescu – til kummunistledere fra Polen, Ungarn, Bulgarien osv. som man ikke hører om hver dag. I receptionen kan man købe tingeltangel med hammer og segl på, fake sovjetpas og alt muligt andet…
Når vi var færdige med dagens kulturelle side, var det tid til lidt hygge og afslapning. Byen bugner af cafeer, restauranter, konditorier og ”gyorsétterem”. Ordet betyder ”hurtigrestaurant”, og er nærmest en buffet. Hurtig, hæderlig og nem mad for få penge – perfekt til studenter. I det gamle, jødiske kvarter nær synagogen er der masser af cafeer, der også serverer små retter mad, bogcafeer, kosher-steder og romkocsma. Romkoscma er et must! Ordet betyder ”ruin-bar” og går ud på, at man har indrettet en bar i en gammel, smadret bygning. Der har man så smidt en masse gamle genbrugsmøbler ind, i loftet og på væggene hænger der alt muligt tilfældigt skrammel. Der er masser af stemning, og masser af mennesker. Men pas på pengene. Man kan let blive et offer for ”forint-effekten” – jeg kan, i hvert fald. Når de beløb, der står på sedlerne, svinger mellem 500 og 20.000, priserne er lave i forhold til Danmark, kan man sommetider godt føle sig lidt for rig og inden man har set sig om, brugt lidt for meget af sit sølv…
Og skal man bruge en pause fra det hele, kan man hive sig op på toppen af Gellért-bjerget og se ud over byen – gør det om aftenen, når lysene tændes, da er det så smukt, at det er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Hvis man ikke gider klatreturen, kan man tage ned på Margrethe-øen, en lille ø ude i Donau, som er for Budapest hvad Central Park er for New York. Der er træer, stier, springvand og dejlig ro. På gode sommeraftner vælder der wienervalse ud af højttalerne, og så kan man se par, der danser. Det er smukt og romantisk.
I det hele taget er der meget en blanding af gammelt, knap så gammelt og nyt. Jeg havde en sjov lille oplevelse, der meget godt illustrerer: jeg skulle med toget. Banegården var helt totalsmadret, moderne på overfladen, men helt slidt indeni. Toget kom, og det var elektrisk, topmoderne og det hele. Jeg satte mig ind, og vi begyndte stille og roligt at trille. Pludseligt lød der råb udefra: en tyk kvinde i jernbaneuniform halsede efter toget med tungen ude af halsen, vildt fægtende med armene. Jeg var tæt på at grine, men ingen andre reagerede, så jeg bed det i mig. Bedst som vi lige havde fået sat hende af, smækker chaufføren bremsen i bund. Dér holdt vi så. Der gik et eller to minutter, hvor man følte, at alle tænkte ”hvorfor kører vi ikke?!”. Men se, svaret kom tonsende i form af førnævnte kvinde, nu kraftigt svedende. Døren åbnede, hun væltede ind, oplyste os om, at hun var kontrolløren, der ikke var kommet ombord i tide, og faldt forpustet om på et sæde. Jeg kastede et hurtigt blik på den vildtfremmede mand, der sad over for mig, og vi begyndte begge to at grine højt…
Kort sagt: der er ingen grund til IKKE at tage til Budapest. Så kom af sted!