Kan man være venner med et lig?
Anmeldelse af God ven af liget af Andrej Kurkov i Jan Hansens danske oversættelse, udkommet i efteråret 2010 fra forlaget Hovedland. 188 sider. På dansk er tidligere udkommet Døden og en pingvin af samme forfatter.
Hvis du kunne lide Døden og en pingvin vil du helt sikkert blive gode venner med Kurkovs seneste danske udgivelse. God ven af liget emmer nemlig af den samme galgenhumoristiske filosofi, og de respektive hovedpersoner har mange fællestræk; mislykkede forfattere og ægtemand, unge og intellektuelle, men alligevel fortabte i den nye verdensorden. Som stille, absurde eksistenser midt i kaosset, forsøger de begge at finde en vej ud af hverdagens trivialitet.
Ligesom sin forgænger Døden og en pingvin udspiller God ven af liget sig i 90’ernes Kijev, en kulisse hvor eksistenserne er skæve og hvor begreber som moral, etik og identitet for længst er blevet skyllet ud med det sovjetiske badevand. Kurkov beskriver selv i et interview til Marie Tetzlaff i artiklen Russisk-ukrainsk forfatter lever et postsovjetisk eventyr fra Politikens netavis den 11.10.2010, hvorfor de to hovedpersoner minder så meget om hinanden, og refererer til, at de kommer fra nogenlunde samme epoke. De tilhører begge den infantile sovjetiske intellektuelle ungdom, som har overlevet Sovjetunionen, og dermed også deres eget formål i livet. De lider, siger Kurkov, af ’mental agorafobi’ og frygter det åbne postsovjetiske rum, eller vakuum kan man også sige, som blev skabt ved unionens kollaps i ’91, fordi det indebærer farer. Hovedpersonerne er udprægede melankolske og har manglende evner til at kæmpe for eget liv. De er pludselig overflødige, og de forstår det selv. Men livet er mere aktivt end mennesket og tvinger ham ned i det nye samfunds korrupte strømme. Han er principielt et godt menneske, men går med til alt – bare for at overleve.
Helten i God ven af liget, jeg-fortælleren Tolja, er i virkeligheden lidt af et skvat, men Kurkov beskriver ham og hans absurde historie med stor tolerance og med en sådan indsigt og varme, at læseren ikke kan andet end at holde af ham. Tolja lever alene efter at konen så godt som har forladt ham og i den forbindelse også den kolde, grå betonkaserne af et lejlighedskompleks, som romanen igennem udgør rammen for Toljas liv. Her sidder han, i sin tomme lejlighed og venter på at telefonen skal ringe, venter på at livet banker på.
For at finde en vej ud af meningsløsheden bestiller han sit eget mord hos en lejemorder; helt uventet lader Kurkov sin hovedperson skrive sit triste liv om til en intens thriller, og Toljas historie løber fuldstændigt af sporet. Det er både forrygende tragisk og meget morsomt på en gang. For efter at have bestilt sin egen likvidering, er det som om livet endelig ringer ham op; et overraskende kvindebekendtskab og uventede indtægter får Toljas verden til at vokse, og han bliver mere og mere desperat efter at leve sit liv. I dette nye livslystne lys giver den før så apatiske Tolja sig i kast med at bestille et nyt mord.
Mellem linjerne er God ven af liget historien om et land i krise, om gode, men fortabte og forvildede borgere i et fordærvet system. Kurkov får skrevet Kiev og Ukraines grå historie i 90’erne om til en absurd og varm roman, og som læser får man både en god fortælling om en mands underfundige historie om at overleve sit eget mord og finde fornyet tro på livet og kærligheden, og man får samtidig også et indblik i en verden og et system styret af skruppelløse gangstere, hvor dollars betyder liv eller død.
Fortællingen ruller sig ud, rundt, og om hjørner med læseren, det går på én gang uendeligt langsomt i det triste betonlandskab, og samtidig forrygende stærkt i takt med at intensiteten øges. Som læser er man med Tolja på hans færd, og opdager sammen med ham det postsovjetiske landskabs skjulte farver og livstegn. Kurkovs personbeskrivelse af Tolja er helstøbt og ægte. Som en lille hårdfør plante, der har fået et strejf af solskin, maser den ellers umodige Tolja sig op, og gør sig fri af sin egen ubetydelighed. Han går fra at være et potentielt lig, til at ville være yderst levende, koste hvad det koste må.
Spørgsmålet er så – kan man blive gode venner med et lig? Som læser er jeg ikke i tvivl. Jeg erklærer mig god ven af Tolja, og i særdeleshed af Kurkov.