“The Way Back” filmanmeldelse

Film: ”The Way Back”. Fra 2010, premiere den 31 marts 2011 i Danmark.

Instruktør: Peter Weir.  Skuespillere: bl.a.  Jim Sturgess, Ed Harris, Saoirse Ronan, Colin Farrell.

Tid: 133 min.

Denne film er efter sigende baseret på den virkelige fortælling om 7 fanger, der i 1940 flygter fra en Gulag lejr i Sibirien. Gruppen er sammensat af 6 politiske fanger (hovedsageligt polakker og 1 amerikaner) og 1 uforudsigelig og usympatisk forbryder spillet af Farrell. Planen er at vandre syd på til Bajkal søen for at følge den sydpå og videre til Mongoliet hvor de tror at friheden venter. Ved Bajkalsøen får de følgeskab af Elena spillet af Ronan, og det er igennem hende at fangerne lærer hinanden at kende. Da gruppen når til Mongoliets grænse opdager de imidlertid at også Mongoliet er blevet kommunistisk og de fortsætter flugten over Gobiørkenen imod Tibet.

Som fangerne er advaret om er det ikke fangevogterne i Gulag der holder dem fanget, men Sibiriens geografi, for hvor pokker kan man flygte hen, når Sibiriens indbyggerne vil angive én, ulvene vil angribe og kulden vil dræbe og man står i midten af ingenting? Under utrolige pinsler lykkes det denne gruppe at slippe ud af Sovjetunionen, men nogle forhindringer er ikke sådan at komme over, og ikke alle når friheden i Indien.

Gruppens leder er Janus, spillet af Sturgess, som er blevet angivet som spion af sin egen hustru og sendt i Gulag i 20 år. Han er dog ikke i tvivl om at hun er blevet tortureret og dermed tvunget til det, og han har kun et mål med flugten: at komme hjem til hende, så hun ved at hun er tilgivet. Amerikaneren Mr. Smith spillet af Harris står i et modsætningsforhold til Janus. Mr. Smith bragte sin søn til Moskva hvor han blev skudt, og den tilgivelse han har brug for er derfor uopnåelig. Før Elena slår sig sammen med gruppen går de meget rundt i deres egen verden, uden af kende hinandens fortid og for opslugt af deres egne interne kampe og lidelser, men hendes utvungne væsen åbner dørene til mændenes indre og venskaber opstår.

Man følger disse personer i tykt og tyndt, og man føler at man har oplevet så meget sammen med dem, men når filmen ender så får man ikke rigtig den afslutning man har brug for i forhold til de overlevne. Lidt mere info havde været værdsat, men skuespillerpræsentationerne er fantastiske og landskabet utroligt smukt. Sproget går hurtigt fra at være et lidt usikkert polsk og russisk over til et gebrokkent engelsk, med enkelte sætninger fastholdt på russisk, det fungerer helt fint. Denne film er helt klart værd at se, så hold øje med biograflisterne, premieredatoen skulle være den 31 marts 2011.

This entry was posted in Østeuropa og Balkan. Bookmark the permalink.