Den danske organisation SILBA deltog den 6. marts som valgobservatør ved parlamentsvalget i Estland. Som midlertidigt fastboende i Tallinn var det en enestående chance for mig til ikke blot at få snuset lidt mere til estisk politik, men også for at være med, hvor det skete. – Hvor tit er det lige, at man får sådan en chance?
Med os på valgstederne var der en flok hviderussere fra MODES, en af de hviderussiske oppositionsgrupper. Og mens danskerne ved introduktionen kunne berette om år i foreningen, tilhørsforhold til SILBA, Tallinn eller ej, så kunne hviderusserne berette om et politisk lukket system, korruption, politisk chikane og en tilværelse, hvor flere af dem nu lever i eksil. – Det er jo ikke noget, man er vandt til at møde i en dansk dagligdag. De fleste danskere, tror jeg, stopper ved betragtningen, at det ikke er så demokratisk som i gode dejlige Danmark. – Og så sker der ikke mere.
Jeg har aldrig været en tilhænger af politisk aktivisme, jeg tror mere på at uddanne sig ud af problemerne. Men nogen skal jo begynde. Og det er åbentbart de tre herrer med et fredeligt udseende på omkring de 35, der endnu ikke har mistet gejsten og idealismen.
Efter mødet med dem kunne vi danskere så side tilbage og overveje, om vores deltagelse i SILBAs arrangementer kunne få nogen negativ indflydelse på vores fremtid. Diskussionen gik lidt frem og tilbage, nogle havde allerede overvejet det, andre havde ikke engang skænket det en tanke. For demokratisk oplysningsarbejde er vel altid et plus?
Hviderusserne lever i eksil, men er stadig aktive i hviderussisk politik. De ville gerne vende tilbage, men ender i fængsel, hvis de gør. Så store modsætninger til mine gymnasieelever her i Estland, der gerne vil til Norge for at arbejde end til stemmeboksen for at stemme.
Det er underligt at møde idealismen på denne måde. Hvad mon man gør med sådan en idealisme?
-
(artiklen er et omskrevet indlæg fra min blog blog.udiverden.dk/louise)