Sofi Oksanen: Renselse. 360 sider. Oversat fra finsk af Helena Idström. Rosinante. 299 kr.
Anmeldelse af Rasmus Bertelsen
En dag i 1992 dukker en forskræmt og forslået russisk pige op på estiske Aliide Truus gårdsplads. I sin bh gemmer hun et falmet fotografi taget i 1930’erne af to kvinder: Hun bærer på en skæbnesvanger hemmelighed. Pigen taler et gammelt og mølædt estisk fra en anden tid, og efter at have betragtet hinanden med gensidig mistro inviterer Aliide til sidst Zara indenfor i sit køkken.
Sådan begynder finske Sofi Oksanens brag af en roman Renselse, der med rette har vundet Nordisk Råds Litteraturpris i år. Allerede romanens titel kan ses som en reference til den vigtige grundkomponent i tragediekunsten, som Aristoteles i Poetikken kaldte for katharsis, en slags åndelig og følelsesmæssig renselse, der indtræffer efter at have gennemlevet det ekstreme. Og lad det blive afsløret med det samme: Romanen lever op til sin titel. Renselse er en rystende roman om to kvinders møde med hinanden, det er en skæbnefortælling af de store, hvor to livshistorier med sikker hånd langsomt væves sammen, og går op i en højere end.
Gennem romanen følger vi således de to kvinders historier, der har mere tilfælles end de selv er klar over. Simultant springer vi således mellem to fortællinger; mellem tiden i det selvstændige Estland før den sovjetiske indlemning, under den, og efter kommunismens sammenbrud. Zara er vokset op i en kommunalka i Vladivostok sammen med sin mor og bedstemor. En dag vender hendes barndomsveninde Osanka tilbage fra Tyskland, og hun får hurtigt overbevist Zara om, at lykken findes i Vesten. Her bliver hun offer for menneskehandel og bliver tvunget ud i prostitution af de to russiske mafiamænd Pasha og Lavrentij. Skildringen af livet som prostitueret er yderst realistisk, og scene efter scene tegner der sig et billede af en kold og kynisk verden, hvor hverdagen består af trusler, mishandling, voldtægt og tørre tæsk. Ikke desto mindre formår Sofi Oksanen, at beskrive denne verden uden at forfalde til moralske formaninger og floskler.
Det synes derimod langt vigtigere for hende at insisterer på menneskets vilje til overlevelse trods fornedrelsen, viljen til at overleve det ekstreme. Feks. formår Oksanen at skildre den sidste rest af menneskelighed og håb for fremtiden, der er tilbage i Zara efter de talrige overgreb på følgende måde: “Al den sperm, alle de hår, alle de hår nede i hendes hals og alligevel smagte en tomat stadig af en tomat, ost af ost, tomat og ost sammen af tomat og ost, selv om der stadig sad hår nede i halsen på hende. Det måtte vel være ensbetydende med, at hun stadig var i live.” (s.72) Det er stort og rystende indsigtsfuldt! Og det er netop derfor, at det en dag lykkes Zara at slippe væk for at begive sig ud på den farefulde rejse, hvor hun jagtes af bagmændene, for til sidst at ende i Aliides køkken.
Romanens andet hovedspor er bygget op omkring Aliides historie. Den begynder i 30’ernes selvstændige Estland og er centreret omkring Aliide og hendes storesøster Ingels ungdomsår. Ingels er både smuk og dygtig til alting, og da en mand pludselig kommer imellem dem, udvikler deres forhold sig hurtigt til et trekantsdrama, til en kærlighedshistorie om mindreværd, undertrykte følelser og ikke mindst om sygelig jalousi og misundelse. I takt med at romanen skrider frem, får vi et fremragende indblik i de turbulente historiske og politiske forandringer og overgreb, som Estland har været udsat for i det 20. århundrede. Optakten til Den Anden Verdenskrig markeres ved at tysk-balterne kaldes hjem og da Estland lidt tid efter indlemmes i Sovjetunionen, begynder folk også at forsvinde om natten; dette betyder også, at da nazisterne kommer, så hilses de velkommen som befriere. Efter krigen fortsætter de politiske forfølgelser, og de ideologiske konflikter tvinger nu romanens personer til at vælge side og tage stilling.
Kommunisternes magtovertagelse er skildret med grusomhed, og det er netop i den forbindelse, at Zara og Aliides historie på en måde spejler sig i hinanden; også her bliver det en historie om jernvilje og overlevelse, men så sandelig også om, hvor korrumperende magten kan være: Aliide spiller nemlig et subtilt dobbeltspil, hvor hun både er offer og bøddel; hendes handlinger får uoverskuelige konsekvenser og jo længere bogen skrider frem, begynder skeletterne at vælte ud af skabet. Når det er sagt er der på ingen måde tale om at bogen prøver på at efterrationaliserer det uhyrlige eller det moralsk forkastelige og det er netop dét, der er Oksanens force: Virkeligheden er nemlig hverken sort eller hvid og det samme gør sig gældende med et menneskeliv. Oksanen udleverer ikke sine personer til den offentlige menings domstol, derimod lader hun sine personer dømme sig selv og lader dem leve med skylden og skammen. Det er ingen let sag at fremstille et menneskeliv på godt og ondt, i dets uskyldige naivitet og ondskab og det kan Sofi Oksanen faktisk og det med en rystende elegance.