På sporet af Europa

Per Nyholm: Europæerne Reportager fra en rejse i Europas erindring. 685 sider. Foto: Carsten Ingemann. Lindhardt og Ringhof Forlag A/S

En anmeldelse af Rasmus Bertelsen.  

Der er ikke så meget at rafle om: Per Nyholms rejsebog om Europæerne(2008) er formidabel og uden noget sidestykke i samtidens danske kulturjournalistik. Med sine næsten 700 sider er den én gang en tour de force gennem Europas kulturhistorie og samtidig et aktuelt øjebliksbillede det nye Europa i hele sin kulturelle mangfoldighed. Bogen er illustreret med flotte fotografier af Carsten Ingemann, der har ledsaget Nyholm nogle af rejserne.

Per Nyholm har været korrespondent forskellige steder i Europa og har ikke boet i Danmark siden 1980. Dette skinner klart igennem i de forskellige essays; her er ikke nogen surladen øllebrødsmentalitet eller noget kulturelt mindreværd, derimod er det en kulturkonservativ verdensmand af den gamle skole, en rigtig europæer med stort E, der reflekterende skuer ud over det nye Europas politiske landskab. Det er samme tid et tilbageblik det gamle Europa og en skuen ind i fremtidens Europa. For hvad er Europa egentlig for en størrelse? En geografisk enhed, et politisk projekt eller måske et udtryk for en bestemt mentalitet? Og hvad vil det egentligt sige at være europæer? Alle disse aktuelle spørgsmål stiller Nyholm igen og igen vidt forskellige måder, og én af hans store forcer er, at han aldrig giver nogen entydige eller letkøbte svar her: I stedet viser han, at det kommer fuldstændigt an , hvor man befinder sig i Europa, hvilket lod historien har tilkastet det gældende land osv. I den forstand er Europæerne en kulturel dannelsesrejse, der afsøger de forskellige overlapninger og forskydninger af forskellige kulturelle økonomier og mentale geografier.

 
Sammen med Nyholm guides læseren kyndigt gennem Europas turbulente og blodige historie: Det er historien om krige og blodbad, om undergange, opløsninger og delinger af lande osv. Men det er også historien om kulturel sameksistens, om frugtbar udveksling og accept af den anden. én af Nyholms væsentligste pointer i denne sammenhæng er selvfølgelig, at Den Europæiske Union efter den Kolde Krigs afslutning er en historisk mulighed for at vaske tavlen ren. Han skriver bl.a.: »Vi er i gang med et historisk projekt uden sidestykke. Af vore gamle, krigshærgede lande skabes nu en enhed, der afstår fra at true sin omverden, og som indadtil lever i fuldstændig fred, ikke altid harmoni, men netop fred. Jeg forstår ikke modstanderne. Jeg finder dem latterlige, groteske og provinsielle, uegnede i det 21. århundrede. Modstanderne taler om tvangshomogenisering og tab af identitet. De ved ikke, hvad de taler om, eller de taler mod bedre vidende. Små kulturer, små folk og små enheder har bedre vilkår end nogensinde. Hvor de tidligere blev sat plads, ofte ganske hårdhændet, af den eller de magter, de var underkastet, kan de nu direkte til Bruxelles. « (s.504) Ingen steder lægges der fingre imellem; han taler lige ud af posen og siger, hvad han mener, hvilket er uendeligt befriende.Nyholm skriver ærligt, indlevende og åbenhjertigt om de forskellige lande og steder. Han er i stand til at få de store historiske linjer til at smelte sammen med de personlige skæbner og tragedier, der berettes om, til at se det store i det små og omvendt, hvilket giver en intens følelse af nærvær og en historie, der stadig er levende. At der i denne sammenhæng uddeles verbale lussinger til den almindelige danskers lemfældige forhold til den europæiske historie og til den tiltagende historieløshed, får kun én til at trække på smilebåndet.

Per Nyholm skriver undskyld mig pissehamrende godt: Han er en stor stilist, der formidler sit stof med stor indsigt alvor og autoritet, uden at det nogensinde bliver kedeligt. sin vis minder Europæerne lidt om sit forbillede, hvad angår rejsebeskrivelser; nemlig Claudio Magris’ storslåede mesterværk Donau (1986) der måske er den bedste rejsebog, der nogensinde er skrevet. Ligesom Magris er Nyholm bedst, når han skriver om Central og Østeuropa. Især det gamle habsburgske Mitteleuropa står Nyholms hjerte nært. Man fornemmer især her en fascination af de gamle borgerlige livsformer, der på forskellige måder levede videre under kommunismens diktatur, og som ofte udgjorde en modpol hertil både som identifikationspunkt og som kulturel modmagt til ensretningen, men også som en mulighed for at leve i overensstemmelse med sine traditioner, forsøge at leve et værdigt liv.

 
Netop tanken om, at det gamle lever videre i det nye, spiller en stor rolle. Sådan at en gammel eller skjult forbindelse efter årtiers fortrængning pludselig kan stige op til overfladen og f.eks. manistere sig i en by, et bygningsværk eller en opera, indgå i nye synteser, en ny historisk kontekst. Derfor er det heller ikke kun historien om det Europa, der efter Anden Verdenskrig blev revet brutalt fra hinanden og sønderdelt af Stalin i Øst og Vest. Det er ligeså meget historien om forskellige regioners op og nedture, om storpolitiske studehandler, om et Europa hvis interne og eksterne grænser hele tiden flyttes, både fysisk og psykisk. Der er således tale om et Europa i pluralis, om forskellige billeder og forestillinger om Europa, der kæmPer mod hinanden i den geografiske arena, hvor et billede eller et kulturelt aftryk fortrænges af et andet, for senere at dukke op et andet sted, i et nyt århundrede, hvor det kan indgå i nye sammenhænge. Lige meget om det er de gamle ukrainske kulturbyer i Øst, de yderste irske Atlanterhavsøer i Vest eller det granitblege Nordkap, der beskrives, så er det fascinerende læsning.
 
Nyholm tager os med på en forunderlig rejse gennem Europas mange lande, og sådan går det slag i slag, indtil vi ender i Danmark, hvor Nyholm interviewer Anders Fogh Rasmussen om, hvad det vil sige at være dansk. Europæerne er en gave til alle dagdrømmerne og de eventyrlystne derude, til alle dem med rejsefeber eller dem, der blot har lyst til at lære lidt mere om vores naboer og Europa. Bogen kan både læses som en lang rejseberetning, men egner sig også som en slags opslagsværk, hvor man kan slå tilfældigt op et essay om en by eller region og ikke blot få stillet sin nysgerrighed, for Europæerne er faktisk en bog, der ægger nysgerrigheden og når man læser i den får man øjeblikkeligt lyst til at smide alt, hvad man har i hænderne, og bare rejse ud i det blå, se det hele med egne øjne.
This entry was posted in Østeuropa og Balkan, Østeuropastudier. Bookmark the permalink.