Jens Geislers anmeldelse af “Mesteren og Margarita”

Man behøver ikke at have læst den russiske klassiker Mesteren og Margarita fra 1930’erne af Bulgakov for, at få godt udbytte af samme historie opført som stykke (dramatiseret af Susanne Marko og opsat af Christoffer Berdal) på Århus Teater. Det til trods for, at handlingen er lidt forvirrende og springer fra det 20. århundredes Sovjetunionen til Judæa på Jesu tid.

Stykket indledes med, at Fanden, i skikkelse af Hr. Woland (Søren Østergaard), med sit løjerlige følge ankommer til det kommunistiske Moskva og drilsk udfordrer systemets gudløse verdensopfattelse. I første akt, som var en smule langtrukkent, demonstreres det af Woland/Fanden, hvor åndløst det a-religiøse sovjetiske samfund er; en “tilfældig” kvinde blandt publikum hentes op på scenen, og i en regulær tryllekunst-scene fremtrylles den ene flotte kjole efter den anden til hendes store jubel. Rygtet spredes, og horder af moskovitter stormer rundt efter kjoler, får vi at vide. Tomhed og materialisme hersker.
I anden akt dukker historiens hovedpersoner op og der kommer mere gang i sagerne. På sindssygehospitalet møder vi Mesteren (Niels Ellegaard), som fortæller sin historie til den forvirrede Ivan. Via Margarita (Kristine Nørgaard Sørensen), som er besat af Mesterens roman om den romerske statholder Pontius Pilatus og Joshua/Jesus, får Woland Mesteren til at færdiggøre romanen, som han tidligere havde opgivet.

Ved magi skabes historien om Jesus som frelser med romanens fuldførelse, og skiftevis befinder vi os på Pontius Pilatus’ tid, hvor romeren må forholde sig til sagen om den oprørs-anklagede Jesus, og i det moderne Sovjetunionen. Rejserne i tid og rum udføres på effektiv og fascinerende vis ved en drejescene, og scenerne bindes sammen af Channe Nussbaums klezmertrio, hvis jødisk-østeuropæiske toner tilføjer sceneriet en intens stemning.

Teaterrummet udnyttes på flotteste vis. Først spiller klezmertrioen spiller op på balkonen umiddelbart før stykket begynder, for kort efter at dukke op nede i salen. I anden akt, hvor Woland holder en animeret fest, bevæger Margarita og Fagotten, en dekadent og lapset karakter, sig ned blandt publikum, giver hånd – og Margarita opfører imaginære samtaler med enkelte publikummer, som var de gæster til Wolands fest.

Samtlige skuespillere spiller fint, men jeg lagde særligt mærke til Margarita/Kristine N. Sørensen, som med sin intensitet brænder godt igennem. Og ikke mindst Woland/Søren Østergård, som med den alvorlige rolle som Fanden overbevisende demonstrerer skuespilevner udover sin vanlige klovnerolle i Zirkus Nemo.

Selvom stykket ligger i den intellektuelle ende af skalaen, og godt kunne virke lidt forvirrende, gav den tætte publikumskontakt, de elegante sceneskift, og den stemningsfulde klezmermusik- og sang mig og min ledsager en overraskende god teateroplevelse. Faktisk så god, at jeg fik lyst til at læse bogen.

Og pointen, ihvertfald som jeg forstod den: At religion/tro findes er et hip til ateismen – men det er Fanden som har skabt den! Det kunne snildt være en reference til vore tiders religiøst betingede vold. Netop derfor er Mesteren og Margarita en sand klassiker.

This entry was posted in Russisk. Bookmark the permalink.