Silvi Teesalu ”Deporteret til Sibirien, – en fortælling om overlevelse.”
184 sider, ca. 229,95 Kr. Gyldendal forlag.
Deporteret til Sibirien er en bog, der gerne vil lidt af det hele. Silvi Teesalu vil gerne fortælle sin mors, Sentas, personlige historie, og på
samme tid vil hun gerne gerne fortælle om de mange esteres skæbne der ligner Sentas. Samtidig med dette giver Teesalu også lige et
crashcourse i estisk historie fra slutningen af 1. Verdenskrig og frem til 1991.
Sentas historie begynder i hendes barndom på øen Saaremaa, og bevæger sig op igennem hendes barndom og uddannelse. Vi får
historien om Sentas møde og forelskelse i Heldur, som bliver hendes mand, og som et år efter deres bryllup, sendes i Gulag lejr, mens resten af familien sendes langt ind i Sibirien. Side 5 og frem til side 74 består af forord fra Teesalu, estisk historie, Sentas barndom og diverse usammenhængende hints til hvad der kommer til at ske. Først fra side 75 begynder den virkelige deporterings historie, og dermed er der kun ca. 110 sider tilbage af bogen, til at fortælle historien om overlevelse som deporteret i Sibirien.
Og det fungerer ikke særligt godt. Silvi Teesalu skulle nok have gjort det mere klart for sig selv, hvilken historie der skulle være i fokus; hendes mors personlige historie, eller esternes generelle situation som deporterede. Bogen virker forhastet og der bliver ikke gået i dybden
med mange af de små anekdoter der bliver fortalt og læseren sidder tilbage med flere spørgsmål end svar.
Silvi Teesalu har hverken formået at skrive en dybtfølt historie om sinmors personlige lidelser i de forfærdelige år, eller at fortælle de mange esteres generelle situation under deporteringerne. På trods af mange sætninger der begynder eller indeholder ”…vi deporterede…”, eller ”…os kvinder…” så bliver fortællingen aldrig dybdegående nok til en generalisering af det estiske folks lidelser under Stalins terrorregime. Dette bliver en historie fortalt af Senta, men der mangler en redigering
og en journalistisk tilgang til historien. En der kunne skære det unødvendige væk og evt. spørge ind til bestemte episoder så de blev
mere detaljerede, dybfølte og mere levende og dermed mere forståelige og personlige for mennesker der aldrig har oplevet en sådan terror.