“16 år i Sibirien”

Rachel og Israel Rachlin: 16 år i Sibirien. 1982, men er ny redigeret i 2000 og koster ca. 148kr. Eller via. www.bogorm.dk brugt for 20kr.
16 år i Sibirien” er en utrolig historie om en jødisk families liv i Litauen, og de strabadser de blev udsat for i Stalin- og 2. Verdenskrigsårene.

-Stemplet ”særdeporteret” blev de sendt fra Litauen og stadig længere ind i Sibirien, nåede op til By Roy Mys ved nordøstpassagen, og sluttede rejsen ikke langt fra Irkutsk. Som titlen på bogen lyder, tilbragte de 16 år i Sibirien, men det var også 16 år med usikkerhed. Usikkerhed og frygt for deres videre skæbne og deres familiers videre skæbne.

I bagklogskabens lys blev deporteringen deres redning fra nazisterne, og reddede muligvis deres liv – ironisk nok! Og de betalte ved at tilbagelægge over 30.000 km, og indrette sig 20 forskellige hjem. Dette er historien om kærlighed og venskab! Om venskaber til trods for farer for repressalier, om medmenneskelighed og om menneskets evne til at tilpasse sig uventede og ekstreme situationer. Dette er en personlig skildring af den magt Stalin havde, som man kan læse om i historiebøgerne. Det hele er tillige skrevet godt og skildrer både Rachel og Israel Rachlins personlige oplevelser. Det er skrevet på en måde så man føler at man sidder foran dem, og får historien serveret. Der er ikke taget de store skriftlige hjælpemidler i brug, men holdt i en enkel stil, hvor de får fortalt om deres bekymringer og glæder, sorg, håb og frygt. Man får et indblik i hvor stærkt deres venskab med litauiske venner og meddeporterede var, og hvor stor betydning dette havde i en tid, hvor de alle var i samme båd. Vigtigheden af at kunne dele det man havde og at kunne stole på hinanden, eller måske netop hvad det gør ved den menneskelige psyke ikke at kunne have tillid til mennesker omkring én. Samtidig får man et indblik i hvad der blev gjort af den danske ambassade for at få den danske Rachel og hendes familie hjem til Danmark.
Dette er en bog hvor øjnene hurtigt glider over ordene, men hvor indtrykket af dem forbliver i tankerne – læs den!

This entry was posted in Russisk. Bookmark the permalink.