Udrag af en praktikopgave: Hvad får man ud af det?

At komme i praktik er at møde en anden dagligdag, der er ganske anderledes fra det, som man har mødt på sit studie. Reglerne for eksamenstilmelding og petita er for en periode smidt ud af vinduet og koncentrationen fokuseres på et job med faste mødetider, så godt som intet hjemmearbejde og rigeligt med nye udfordringer hver dag. Og det er udfordringer på godt og ondt. Få ting gøres som bag de gule mure og så er det, at man må til at tænke selv. I det følgende kommer således min evaluering af mit ophold.

Som
dansker er det let at falde til i en by som Tallinn, hvor Dannebrog er at finde over det hele og hvor det er let at blande med befolkningen. Først og fremmest er Det Danske Kulturinstitut en kulturinstitution.  Lige
meget hvor meget struktur man forsøger at bringe ind i dagligdagen med planer og skemaer, er der ingen, der kan forudsige, hvordan dagen i morgen bliver. Det kan være, at ingen kommer forbi eller ringer, eller det kan være, at telefonerne kimer dagen lang og syv personer kommer forbi i forskellige ærinder, imens man har et møde, to pludselige haste oversættelser og undervisning samme aften.
Mødet
med esterne gik glat. Esterne er måske ikke så smilende i butikkerne, men de er venlige og pålidelige at arbejde med. Opgaverne blev løst og man var villig til at hjælpe med de eventuelle problemer. Den eneste hindring for et glidende samarbejde kunne til tider blive sproget. Mange estere taler ikke fremmedsprog, hvis de ikke er helt sikre på, at det de siger, er rigtigt. Så kan det være frustrerende at besvare opkald, hvor personen i den anden ende af røret insisterer på at svare på estisk også selvom du taler engelsk. Nogle gange lægger personen, der ringer, på, når han eller hun hører, at der er en engelsktalende person i røret. Jeg var heldig, at jeg kunne russisk nok til at foreslå dem, at vi talte russisk, og jeg kunne derfor tage imod besked. Min medpraktikant kunne intet gøre, hvis der ikke var nogen til stede på kontoret, der kunne estisk eller russisk.

Min største personlige udfordring blev undervisningen. Jeg kunne mærke, at
mine danskelever havde vænnet sig til en anden type underviser. De havde aldrig prøvet at lære nye ord ved at lege købmand, lave skuespil eller spille vendespil og det var for mig svært at tilegne mig estiske undervisningsmetoder. Men de vænnede sig hurtigt vendespil, gæt og grimasser og til at kunne stille opklarende spørgsmål og på den måde få mere viden om ikke kun dansk sprog, men også Danmark som helhed. Omvendt skulle jeg finde den rette balance mellem tekst og tale, fonetik og grammatik, så intet af det blev for meget og intet af det blev for lidt. Jeg havde aldrig prøvet at undervise før, så det var spændende at møde de sproglige og kulturelle problemer, som man kan støde ind i under undervisningen. Mit danskhold deltog ikke så aktivt i undervisningen og gruppearbejde blev aldrig rigtig en mulighed. Så det måtte jeg tage højde for, nogle gange under undervisningen. Løsningen på tavsheden måtte derfor blive at gentage et spørgsmål til en elev, indtil denne svarede og så bede alle svare på et lignende spørgsmål efter tur. Og hvis de pludseligt nægtede at prøve at synge en dansk julesang, kunne den så hurtigt laves om til en diktat i stedet.

Men med det sagt, kan jeg sige, at jeg ikke har fortrudt mit ophold, der har givet mig meget, også selvom praktikken til min overraskelse ikke var særlig skemalagt. Det har været dejligt at prøve formidling i praksis med sproget som en barriere, der skulle overvindes, når jeg holdt nogle af mine oplæg på russisk og underviste i dansk gennem engelsk. Det har været en sjov udvælgelsesproces op til mine foredrag. For hvad er vigtigt at vide om Danmark og hvad har især interesse for esterne? Især fik jeg god øvelse i at holde mig indenfor en tidsperiode og planlægge foredraget således, at jeg let kunne sætte på eller tage fra, hvis det blev nødvendigt. Det var spændende at føle, hvordan historiefaget kunne blive grundlag for et kontorarbejde. Noget, der kunne have været en kort synopsis, kunne nu bruges som en hurtig briefing og Kulturinstituttet er i høj grad et sted, hvor man kan bruge den informationssøgning og den paratviden om Danmark og verden, som historiestudiet giver.

This entry was posted in Østeuropa og Balkan, Østeuropastudier. Bookmark the permalink.