“If this is Europe, I’m never going further East!”

Overskriften er taget fra en kommentar
af en ven, jeg havde med mig til Rusland, da jeg besøgte landet tredje
gang. Jeg rejste sammen med en flok medpraktikanter fra Tallinn og
havde overbevist mig selv om, at nu skulle jeg rigtigt vise dem det
Sankt Petersborg og det Rusland, som jeg selv så. Det gik dog hurtig op
for mig, at de slet ikke så det samme land som jeg. Og de forelskede sig
ikke i byen, som jeg havde gjort det.
Der var gået 7 år siden mit første besøg i Sankt Petersborg.
Dengang havde jeg rejst rundt i Taigaen med mine spejderkammerater
og oplevet det nærmest mytiske land på godt og ondt. Vi havde set
bjerge og stepper og gammelt krigsmateriel. Vi følte os velkomne, hvor
vi kom frem og oplevede i sandhed en anden verden. På samme tid fik
vi også en masse røverhistorier med hjem fra turen: En korrupt
borgmester havde garanteret vores rejseleder byrådets VOLGA’er til at
transportere os ud til lufthavnen, vi havde fået en AK-47 salut ude midt på en flod, vi havde set legende børn foran faldefærdige rønner langt fra
den såkaldte civiliserede verden, vi havde fløjet i en gammel
bombemaskine og så var der tasketyveriet vi så i Sankt Petersborg. Men
russerne vi mødte var venlige og imødekomne og efterlod et så stort
indtryk på mig, at jeg ville tilbage. Så måtte det jo koste hvad det ville
af sved og blod over den russiske fonetik og bevægelsesverber.

Der skulle gå 7 år inden jeg vendte
tilbage til Rusland, denne gang godt forberedt på at skulle bruge mit
russiske og på at komme tættere på. Der var selvfølgelig ting, der
overraskede mig, da jeg under mit 4 måneders studieophold i Sankt
Petersborg kom tæt på. Manglen på service og imødekommenhed
overfor fremmede var næsten med til at give mig en mindre depression i
starten. Det samme var kulturen uden smil. Når man kommer fra en lille
by i Vensyssel og er vant til at kunne smile til alle, er det næsten
skræmmende at møde den mur af sure miner og vrisne ord, som
russerne distancerer sig fra fremmede med. “Du er ikke velkommen!”
Den slags opdager man først rigtigt, når man kommer tæt på og derfor
ikke altid får turistbehandlingen “You are from Scandinavia? –
Special offer for you!”
Men vagtdamerne ved indgangen på
Universitetet begyndte at smile efter en måneds tid eller to og jeg
begyndte virkelig at værdsætte de smil, jeg fik. – For de betød alle
noget.

Cheburashka! -
Se han kan smile!

Nogle af mine venner var ganske
forfærdede, når jeg skrev hjem og beskrev, hvordan jeg havde set en
død mand i metroen. Han lå der jo bare, akkurat ligesom blodpølen
foran mit kollegium, eller blodstænkene i isen nede ved broen. Min
computer blev stjålet, nå hvad, det kunne have været værre, og nu har
jeg en computer, der spørger, om jeg vil сохранить denne hjemmeside.
Jeg hørte om et mord bag vores stamcafe og om en kinesisk pige, der
blev gennembanket tæt på det lokale supermarked på Hitlers
fødselsdag. Ja, Sankt Petersborg er en storby. Men hvis man ikke
forventer et paradis på jord, så er Sankt Petersborg bare en storby som
alle andre.

Jeg tog hjem til Danmark i slutningen af
maj 2008 og sad derpå i min lille jyske by og undrede mig over, hvor
stille, der var. Luften var sikkert også en hel del friskere og husene så
bare lidt hyggeligere ud. Det bedste var dog at kunne hilse på
kassedamen i det lokale supermarked og få et smil tilbage. Så i august
tog jeg til Tallinn. Det var lige på samme tid som krisen i Georgien og
jeg var alligevel lidt spændt på at se, hvordan det hele ville udforme
sig. Jeg fandt lidt anti-georgisk propaganda på det lokale supermarkeds
mure. Грузия сосëт, Россия решает og dertil nogle meget
bekymrede avisartikler. – Men ellers skete der ikke rigtig noget. Så i
oktober fik jeg overtalt mine medpraktikanter i Tallin til at tage med mig
på en weekendtur til Sankt Petersborg. Én havde været der før, tre
skulle møde byen for f’ørste gang. Jeg planlagde turens højdepunkter,
anbefalede mad og advarede om de manglende smil.

Jeg slappede af og benyttede mig af
chancen for at kunne iagttage mine rejsefæller, som de mødte Sankt
Petersborg. Det var ganske forfærdede over den fordrukne mand, der
brækkede sig lørdag morgen på Nevskij Prospekt, ikke langt fra deres
fødder. Det er selvfølgelig ikke kønt at se på, men jeg vil ikke mene, at
det kan være værre end at se på buspassagerer i Århus lørdag morgen
klokken 5:00. Det blev ikke bedre, da vi så en enkelt hund løbe frit
rundt på gaden. Det var noget, der kunne forskrække en vesteuropæer,
mens jeg stille mindedes hundeflokken på 8 store hunde, der holdt til
foran det lokale indendørs marked, da jeg var der i foråret. Det var ikke
nogen, man skulle klappe for, men de passede sig selv. Og så var der
resterne efter 3 biluheld. Kort sagt: Hver eneste gang mine venner blev
forfærdede, rykkede jeg bare let på skulderen og tænkte, at de nok
havde forventet et nyt Amsterdam eller et Paris.

Et mindre
biluheld på Nevskij Prospekt. Læg mærke til politibetjenten i
midten!

Hvad der havde imponeret mine
rejsekammerater fra Tallinn havde været Eremitagen, som jeg allerede
havde set to gange, og som jeg så småt har set nok af. Det samme med
guldkupler. – Det er kun spændende de første par uger. Flodsejladsen og
kanalrundfarten i Nordeuropas Venedig havde gjort indtryk. Det samme
havde de typisk russiske souvinirs, selvom de næsten alle insisterede
på, at de havde købt babusjkaer (og ikke matrjoskaer).

Måske har jeg gennem mit studie og takket være mit første besøg i Rusland i 2001 vænnet mig til, at man er villig
til at tænke det værste om landet. De fleste, jeg møder, har spurgt mig,
hvordan jeg tør specialisere mig i så farligt et land? Jeg plejer at svare,
at jeg til enhver tid hellere vil til Rusland end til København. De grimme
statistikker skal ikke skræmme mig væk fra det land, jeg som 16-årig
forelskede mig i. Ja, jeg vil give statistikkerne ret i, at Rusland ikker er
et ufarligt land at bo i og jeg har da set mange ting, som ville have
forarget mig, hvis jeg så det samme i Danmark, men Sankt Petersborg
er en livlig by på mere end 4 millioner indbyggere. Der rejser de gamle
mænd sig op for alle kvinder i bussen og de unge mænd får ren besked
af de gamle bedstemødre, når de ikke opfører sig godt nok. Man kan
falde i snak med folk i teateret og få gode venner på et museumbesøg.
Nogen siger om Rusland, at enten forelsker du
dig i det, eller også vil du for evigt undgå landet. Min status endte med
at blive at den to af mine rejsekammerater fra november ville gerne
derover igen og to udtalte som i overskriften, at hvis Sankt Petersborg
var europæisk, så ønskede de ikke at se mere. – Alt det de går glip
af!
This entry was posted in Østeuropa og Balkan, Østeuropastudier, Russisk. Bookmark the permalink.