Mikhail Bulgakovs bog, En hunds hjerte, er blevet udgivet endnu en gang, denne gang i en revideret udgave af Georg Sarauws oversættelse fra 1973. Den er ingen thriller og man sidder ikke og bider i negle over den, alligevel er den gribende og den får en til at tænke. Mine venner var ganske forfærdede, da jeg fortalte dem om bogens handling. Hvordan kunne et så bizart plot være normalt? ”De er skøre, de russere!”
Efter at have læst Mesteren og Magarita burde en bog af Mikhail Bulgakov ikke have kunnet forbavse mig. Alligevel forundredes jeg gang på gang over bogens dristige sprog, tone og samfundskritik. Det er skam ikke for ingenting, at bogen, der er skrevet i 1925, først kunne udgives officielt i Sovjet 1987. Det var alligevel en hård skæbne for en af Stalins favoritforfattere.
Sharik er en gadehund af blandet race. Han lever en kummerlig tilværelse i Moskvas gader fra hvis kroge og hjørner han følger menneskenes underlige måder at opføre sig på. Det gør han indtil
den dag, hvor en venlig professor samler ham op. Professor Preobrazhinskij opererer sammen med sin elev og ven doktor Bormenthal hypofyse og sædkirtler fra en afdød mand ind i Sharik.
Sharik undergår en forvandling. Han ligner et menneske! Han kan tale! Han kan bande og opføre sig som et svin (af den menneskelige slags). Han bliver en oprørsk proletar under navnet Poligraf Poligrafovich Sharikov. En mand, som hverken de lærde doktorer eller de stolte arbejdere i opgangen kan styre. Med en hunds uskyld og ligefremhed, men et menneskes intensitet og ondskab får han bragt verden på den anden ende og professor Preobrazhinskij på sammenbruddets rand. Professoren tvinges til at overveje, om ikke forsøget havde gjort det bedre i skrivebordsskuffen.
Jeg kunne i bogen komme i tvivl om, hvem helten er. Ingen tvivl om, at gadehunden Sharik er hovedpersonen, men der er ikke meget helt over ham, da hans rolle synes at være netop det modsatte.
Man kan beundre den arrogante, men geniale professor Filip Filippovich Preobrazhinskij. Hans tro på, at intet levende væsen kan opdrages med terror må gang på gang lide under virkeligheden af, at et levende menneske nogle gange heller ikke kan opdrages til godhed. Han må derfor give fortabt overfor Shariks menneskelige opførsel, som han må erkende er mere menneskelig end hund.
Mest interessant fandt jeg under læsningen Doktor Ivan Arnoldovichs Bormenthal. Man møder første gang den ukendte unge mand med underbukserne nede om anklerne under behandling efter mødet med hunden Shariks tænder.
Som hunden Sharik bliver til mennesket Sharikov vågner dæmonen i Bormenthal, der viser mere og mere af sin grusomme natur. Professoren og hans to tjenestepiger forskrækkes ganske over Sharikovs hundestreger, men endnu mere forfærdes de over den brutalitet, hundestregerne vækker i Bormenthal. Her er det, at man virkelig fornemmer Bulgakovs mesterlige sprog, der lader læseren få glimt af hvert eneste skift i de medvirkendes ansigter.
Bormenthal har meget at miste. Han bryder sig ikke om at se en gadehund i skikkelse af en beskidt proletar, et fejlslået eksperiment, ødelægge hans dag. Forgæves forsøger han med det gode – og det onde, at få Sharikov til at makke ret og blive det normale menneske, han ikke er. Og da det ikke lykkedes ham at gøre Sharik, med en forbryders hypofyse, til et ordentligt menneske, tager han sagen i egen hånd.
En hunds hjerte er godt skrevet, den efterlader mange tanker og kan kun anbefales. Den er nu tilgængelig i et moderne dansk sprog og en flot opsætning.
Mikhail Bulgakovs bog, En hunds hjerte, er blevet udgivet endnu en gang, denne gang i en revideret udgave af Georg Sarauws oversættelse fra 1973. Den er ingen thriller og man sidder ikke og bider i negle over den, alligevel er den gribende og den får en til at tænke. Mine venner var ganske forfærdede, da jeg fortalte dem om bogens handling. Hvordan kunne et så bizart plot være normalt? ”De er skøre, de russere!”
Efter at have læst Mesteren og Magarita burde en bog af Mikhail Bulgakov ikke have kunnet forbavse mig. Alligevel forundredes jeg gang på gang over bogens dristige sprog, tone og samfundskritik. Det er skam ikke for ingenting, at bogen, der er skrevet i 1925, først kunne udgives officielt i Sovjet 1987. Det var alligevel en hård skæbne for en af Stalins favoritforfattere.
Sharik er en gadehund af blandet race. Han lever en kummerlig tilværelse i Moskvas gader fra hvis kroge og hjørner han følger menneskenes underlige måder at opføre sig på. Det gør han indtil
den dag, hvor en venlig professor samler ham op. Professor Preobrazhinskij opererer sammen med sin elev og ven doktor Bormenthal hypofyse og sædkirtler fra en afdød mand ind i Sharik.
Sharik undergår en forvandling. Han ligner et menneske! Han kan tale! Han kan bande og opføre sig som et svin (af den menneskelige slags). Han bliver en oprørsk proletar under navnet Poligraf Poligrafovich Sharikov. En mand, som hverken de lærde doktorer eller de stolte arbejdere i opgangen kan styre. Med en hunds uskyld og ligefremhed, men et menneskes intensitet og ondskab får han bragt verden på den anden ende og professor Preobrazhinskij på sammenbruddets rand. Professoren tvinges til at overveje, om ikke forsøget havde gjort det bedre i skrivebordsskuffen.
Jeg kunne i bogen komme i tvivl om, hvem helten er. Ingen tvivl om, at gadehunden Sharik er hovedpersonen, men der er ikke meget helt over ham, da hans rolle synes at være netop det modsatte.
Man kan beundre den arrogante, men geniale professor Filip Filippovich Preobrazhinskij. Hans tro på, at intet levende væsen kan opdrages med terror må gang på gang lide under virkeligheden af, at et levende menneske nogle gange heller ikke kan opdrages til godhed. Han må derfor give fortabt overfor Shariks menneskelige opførsel, som han må erkende er mere menneskelig end hund.
Mest interessant fandt jeg under læsningen Doktor Ivan Arnoldovichs Bormenthal. Man møder første gang den ukendte unge mand med underbukserne nede om anklerne under behandling efter mødet med hunden Shariks tænder.
Som hunden Sharik bliver til mennesket Sharikov vågner dæmonen i Bormenthal, der viser mere og mere af sin grusomme natur. Professoren og hans to tjenestepiger forskrækkes ganske over Sharikovs hundestreger, men endnu mere forfærdes de over den brutalitet, hundestregerne vækker i Bormenthal. Her er det, at man virkelig fornemmer Bulgakovs mesterlige sprog, der lader læseren få glimt af hvert eneste skift i de medvirkendes ansigter.
Bormenthal har meget at miste. Han bryder sig ikke om at se en gadehund i skikkelse af en beskidt proletar, et fejlslået eksperiment, ødelægge hans dag. Forgæves forsøger han med det gode – og det onde, at få Sharikov til at makke ret og blive det normale menneske, han ikke er. Og da det ikke lykkedes ham at gøre Sharik, med en forbryders hypofyse, til et ordentligt menneske, tager han sagen i egen hånd.
En hunds hjerte er godt skrevet, den efterlader mange tanker og kan kun anbefales. Den er nu tilgængelig i et moderne dansk sprog og en flot opsætning.