Foredrag af Dr. Alla Glinchikova

Fredag d. 23. marts gæstede Dr. Alla Glinchikova Århus
Universitet. Glinchikova, som er specialiseret i idéhistorie og globalization
studies, har netop forsvaret sin
doktorafhandling om Ruslands vej til modernitet, som udkommer til
sommer. Hendes foredrag om forholdet mellem russisk og europæisk
opfattelse af modernitetsbegrebet, og hvordan denne forskel ligger til
grund for det store skel mellem Rusland og Europa, skulle vise sig at
blive en større mundfuld.

< span style=""FONT-SIZE:">Alla Glinchikova er
idéhistoriker, og derfor var en vigtig bestanddel af hendes foredrag
begrebsafklaring. Det bidrog til, at de blandt tilhørerne, som ikke var
bekendte med idéhistorisk terminologi, havde nemmere ved at følge
hendes diskurs. Men trods begrebsafklaring, hyppige anekdoter og
talrige små intermezzoer, hvor hun gik i dialog med tilhørerne, kan vi
ikke komme udenom, at det var en smule tørt. Derfor følger nu en kort
redegørelse for Glinchikovas pointer og en ‘oversættelse’ af hendes
diskurs.
Glinchikovas formål med foredraget
var at fastslå, om stalinismen var en sygdom, der brød ud, og som nu er
kureret, eller om stalinismen, og her mener hun også forudsætningerne
for et totalitært styre, ikke er en overvundet sygdom, men derimod en
virus, der kan vende tilbage. Glinchikova frygter, at den sidste mulighed
er den korrekte. Hendes billedsprog, der er hentet fra
sygdomsrelaterede termer viser tydeligt hendes holdning til
totalitarisme.
Hun går videre og stiller spørgsmålet: Hvordan var det totalitære
regimes opblomstring muligt i Rusland? Svaret på dette spørgsmål
findes ikke i politiske og økonomiske sammenhænge, men i den
kulturelle, sociale og religiøse kontekst. Hun gør op med den forestilling,
at for et totalitært regime er landvinding kun muligt, hvis samfundet er
svagt. For ifølge Glinchikova var det russiske samfund ikke svagt. Kan et
svagt samfund eksistere i over tusind år? spørger hun os. Bevares, der
var i Rusland svage perioder, som i starten af 1600-tallet, hvor den ene
regent af løste den anden ofte under voldelige omstændigheder
eller tiden under 1. og 2. verdenskrig. Men i disse tilfælde var det
russiske samfund efter Glinchikovas mening stærkt. Samfundet
modsvarede den svage stat og hjalp landet over krisen. Men hvordan
kan et samfund så acceptere og understøtte en stat, der undertrykker
det. Svaret er enkelt: Legitimitet. For at forstå denne problemstilling er
det nødvendigt at beskæftige sig med mentalitet, kultur og religion.
Glinchikova præsenterer et for tilhørerne forholdsvist ukendt begreb,
paternalisme, som i derriveret form betyder faderskab, men Glinchikova
har valgt at bruge begrebet i en anden betydning. Fra Moskva-staten og
Peter den Stores sekulære regering frem til kommunismen og den
nuværende neoliberalistiske styreform er der bevaret et specielt forhold
mellem stat og samfund, som bedst beskrives med begrebet
paternalisme. For at forstå det begreb sammenlignes med Rusland med
Europa. Europa er karakteriseret ved civil, dvs. borgerlig, regeringsform,
som finder sin legitimitet i den folkevalgte regering. I Rusland er der trods skiftende regeringsformer bevaret en paternalisme, som stammer
fra den teokratiske styreform. Europa er også udviklet fra et teokratisk
system, men hvor Europas religiøse sfære var præget af forskelligheder
inden for Kristendommen, var der i Rusland en national kirke, som
bevirkede, at folket ikke individualiseredes.
I det paterniserede samfund accepterer samfundet sin stilling som et
politisk objekt, hvilket vil sige, at staten kontrollerer samfundet. I dette
findes en speciel legitimitet. Det er ikke tale om en folkevalgt styreform.
Statens vigtigste rolle var at bevare de moralske kristne love. Så
legitimiteten var derfor af moralsk karakter. Men det paternalistiske
samfund kan bevares, selv hvis religionen ikke er tilstede. Så erstattes
religionen med en ideologi, som stemmer overens med den tidligere
religiøse moral.
Moralitetens vigtighed i det paternalistiske samfund illusteres ved, at
man tog afstand for Stalin pga. hans immoralitet, og ikke på grund af
hans politiske og økonomiske beslutninger. Immoraliteten kan skabe et
skel mellem stat og samfund, hvilket f.eks var tilfældet under
stagnationsperioden, hvor folket ikke støttede op om Bresjnev og den
krakkende stat.
Den paternalistiske stat bruger samfundet som et middel til at opfylde
sine behov. Heraf følger, at individet ikke har en reel værdi for staten.
Netop individets værdi er det springende punkt. En elite kan kun
overtage magten i et land, hvor individerne er uden værdi for staten. Og
her ser vi forskellen mellem Europa og Rusland. Europa skiftede fra en
paternalistisk samfundsform til den civile som følge af Reformationen,
mens Rusland skiftede fra teokratisk styreform til paternalistisk uden at
tage det sidste skridt til civil styreform. Dette bunder i, at udviklingen af
individet og skabelsen af individets personlighed er sket forskelligt i de
to samfund.
Der er tre trin for udviklingen af individets personlighed: 1) Individet
som værdi. 2) Individualisering af tro. 3) Sekularisering af staten.
Hvis vi begynder med trin 1), så begyndte individets værdi i Europa at
konstituere sig med slutningen af middelalderen, hvor idéen om
mennesket skabt i Guds billede vandt indpas. Alle komponenter i
mennesket var en afspejling af Gud, og dermed blev et fænomen som
eksempelvis egoisme betragtet som et middel for mennesket til at
beskytte sine egne interesser. Således blev individets egeninteresse en
værdi og medførte en retfærdiggørelse for individet over for staten.
Med renæssancen smeltede Gud så at sige ind i naturen, hvilket førte til
en demoralisation af mennesket. Hvis alle tendenser i mennesket er
naturlige og dermed retfærdiggjort af Gud, betyder det, at Gud står som
garant for at egenskaber som egoisme, had og destruktion af andre er
på sin plads. Dette førte til en mentalitet i samfundet, som Machiavelli
var eksponent for. Blot man gav udseende af at være god, kunne man
sætte sig ud over al moral for at fremme sine mål. Således blev der en
tilstand i samfundet, der bedst betegnes som alles kamp mod alle. Indtil
trin 2) blev nået, nemlig geninstallation af Gud, men nu som en
individualiseret Gud, som var kompatibel med den nye forståelse af
individuelt ansvar.
Ud af dette udviklede Reformationen sig med idéen om individets direkte
ansvar over for Gud og en medfølgende definition på god og ond
handling. Den eksisterende styreform var stadig teokratisk, og staten
betragtede stadig samfundet som et middel, men menneskerne var
integrerede indefra. Dette førte til trin 3) sekulariseringen. Samfundet
ændrede sig mod moderniteten, og mennesket blev sujets
og var integrerede i samfundet.
I Rusland skete også en individualisering af personligheden, eller sagt
med andre ord en retfærdiggørelse af individet, men det skete på en
anden måde end i Europa. Under tataråget mistede de forskellige
stammekulturer i Rusland deres særkende, men fandt sammen i en
samlet identitet funderet i religionen. Dermed var moraliteten i
højsædet, for det var de moralske værdier, som blev fælles for alle i
samfundet. I religionen fandtes med andre ord den moralske
legitimering. Mødet mellem Gud og menneske medfører
retfærdiggørelse af individet, som får sin moralitet fra Gud, hvorved
mennesket kan være egoistisk og moralsk på samme tid.
Men det var en meget speciel slags individuation, der skete i Rusland,
og som afspejler mentaliteten den dag i dag. Individerne satte ikke
grænser op mellem hinanden. De fokuserede på begreber som
næstekærlighed, gavmildhed, hjælpsomhed – kort sagt altruisme. Her
sker berigelsen netop ved, at grænser fjernes. Modsat den europæiske
individuation, hvor grænser opbygges for at adskille individerne fra
hinanden.
Men selvom grænser kan adskille
individer fra hinanden og dermed virker ikke fremmende i sociale
relationer, er de vigtige i politik og økonomi, og hvis en altruistisk ”jeg
ofrer mig for dig-mentalitet” er herskende på disse områder, skal der
ikke mere end en stærk elite til at overtage magten. Deri muliggøres statens magt over samfundet. Individerne blev med andre ord
absorberede i stat og kirke som følge af den manglende afgrænsning.

Her ser vi, hvor vigtig moralen er for samfundet. Hvis moralen er
fraværende kan et totalitært styre vinde indpas. Den sekulære stat blev
amoralsk, for den manglede kirken som garant for moral. Det
præmodernistiske samfundet var fastklemt mellem en sekulær amoralsk
stat uden at have nogen form for politisk eller økonomisk ansvar. Og
dermed muliggjordes det totalitære regime.
Nu er Rusland midt i en udvikling mod et neo-liberalistisk samfund, men
samfundets mentalitet er stadig altruistisk. Derfor er det Glinchikovas
påstand, at det er på tide at introducere værdien af grænser i det
politiske og økonomiske liv. Til gengæld mener hun, at Vestens problem
er, at vi sætter grænser op, hvor de ikke hører hjemme, blandt andet i
sociale relationer og i det offentlige rum. Heri findes vores problem, som
vi skal arbejde med for at blive mere hele mennesker.
Dr. Glincikovas fremlagde således sit syn på, hvordan det var muligt for
et totalitært styre at overtage magten i Rusland. Hendes fremlæggelse
var præget af pædagogisk indsigt og en rød tråd, som var nem at følge
for den indviede. Men jeg savnede en forklaring på, hvordan det i så fald
var muligt for det nazistiske styre at overtage magten i Tyskland, som
ifølge Glinchikova netop havde gennemført en individualisering af
personligheden, og hvor der var sket en sekularisering, der gav
mulighed for det borgerlige styre, som er så vigtigt i forbindelse med
udvikling af det afgrænsede individ.
Men ser man bort fra et par uklarheder i argumentationen, som
sandsynligvis skyldtes foredragsholderens stramme tidsramme, var det
en interessant og berigende oplevelse. Måske for idéhistorisk og for
abstrakt for de fremmødte. Men med denne artikel håber vi, at
oplevelsen er ført hen på et mere konkret og forståeligt plan.