Den 14. marts 2007 gæstede Mette
Dalsgaard Slavisk og Ungarsk Afdeling. Mette Dalsgaard er aktuel med
en russisk litteraturhistorie i tre bind. Første bind, ”Lad os blive som
solen,” omhandler den russiske sølvalder. Andet bind, ”Den tunge lyre,”
behandler russisk emigrantlitteratur, og tredje bind, som vandt Georg
Brandes Prisen i 2006, ”En optimistisk tragedie” er en fremstilling af
Sovjetruslands litteratur. De tre bind har titler efter et fremtrædende
værk inden for hver periode.
Det er 55 år siden Danmark så sin sidste
russiske litteraturhistorie på dansk. Stender-Petersens litteraturhistorie,
som også forekommer i tre bind, har været det naturlige udgangspunkt
for Mette Dalsgaard, som dog har valgt en på næste alle område
anderledes tilgangsvinkel til stoffet. Tiden er selvfølgelig en anden nu,
hvad Mette Dalsgaard udmærket kompenserer for ved et spændende
tidssvarende layout i form af en rigdom af billeder og små uddybende
og undertiden underfundige historier i margenen, som tjener til
uddybelse og perspektivering til hovedteksten.
Dette originale og meget
læservenlige layout afspejler den store forskel mellem Mette Dalsgaards
tilgang til stoffet og Stender-Petersens tilgang. I 1950’erne herskede et
andet ideal inden for videnskabelig litteraturhistorie. Forskningens
objekt var teksten i sin egen kontekst uafhængigt af forfatteren.
Således nævnes i Stender-Petersens litteraturhistorie for eksempel ikke
måden, hvorpå Pusjkin og Lermontov kom af dage, eller deres forhold til
samtidens autoriteter. Hovedærindet var forfatternes værker, ikke
forfatterne selv.
Her træder Mette Dalsgaard i den
anden græft. Hun fokuserer i høj grad på de individer, der skabte
værkerne i samspil med omgivelserne, politiske omstændigheder og
personlige forhold. Derfor er for eksempel også de mislykkede
forfatteres historie vedkommende. Skabelsen af litteratur fordrer
venskaber såvel som fjendskaber, og uden det dynamiske samspil
mennesker imellem kan kunsten ikke skabes. Mette Dalsgaard mener, at litteraturen er en fremadskridende bevægelse, der er styret af en slags
organisk lovmæssighed. Derfor udtaler hun med en vis ærefrygt: ”Det at
skrive en litteraturhistorie er at være med i skabelsen af det evige liv,
som litteraturhistorien udgør.”
Af de behandlede perioder lægger
Mette Dalsgaard ikke skjul på, at sølvalderen har størst betydning for
hende. Allerede som studerende på Københavns Universitet vaktes
interessen for den specielle periode i russisk litteratur der tæller en
overvældende opblomstring af kulturel rigdom. Forfattere som Borch,
Axmatova og Majakovskij åbnede en verden med symbolisme,
akmeisme og futurisme, som skulle følge Mette Dalsgaard resten af
livet. Med over 30 års forskning i sølvalderen har Mette Dalsgaard
tilegnet sig en dybtgående forståelse at denne epokes åndsliv.
”Sølvalderen var guldalderen i en ny opfattelse – yderligere raffineret og
forfinet i formen med oprøret og det moderne gennembrud som det nye
og banebrydende. Den var en romantisk bevægelse. Symbolisterne
løftede arven fra Pusjkin og gik imod normerne i samfundet med en
udpræget moderne skepsis og selvironi, som vi specielt finder hos
Andrej Bely.”
Mette Dalsgaard har med sin
litteraturhistorie forsøgt at fjerne den helgenstatus, der hviler over den
skabende kunstner. Uden at hænge dem ud er det lykkedes hende at
vise kunstnerne som mennesker på godt og ondt. For som hun
afsluttede sit foredrag: ”I kunsten at gøre hvad som helst er der kun en
ting, der gør sig gældende. Nemlig, at man skal kende reglerne for at
bryde dem.”