Jern-Feliks

I en russisk kontekst falder tankerne i den forbindelse
naturligt på Josef Stalin. Han kunne åbenbart ikke nøjes med jern, men
tog tidligt i sin revolutionære karriere et tilnavn baseret på det langt
mere bestandige stål. Rusland har dog også sin mand med et tilnavn af
jern, nemlig Jern-Feliks. Manden bag dette navn er Feliks Dzerzjinskij
(1877-1926). Han var af polsk afstamning og sad i lange perioder op til
revolutionen fængslet eller var forvist til Sibirien for revolutionær
aktivitet.

I 1917 tilsluttede han sig bolsjevikkerne og viste sig hurtigt
at være en dedikeret og skånselsløs revolutionær leder. Lenin betroede
ham derfor opgaven at bekæmpe intern politisk opposition. Til det
formål oprettedes den første sovjetiske efterretningstjeneste under
navnet Den Alrussiske Ekstraordinære Kommission til
Bekæmpelse af Kontrarevolution og
Sabotage, ofte blot kaldet Tjekaen. I de
følgende år forfulgte Tjekaen skånselsløst politiske modstandere og
introducerede under borgerkrigen ”den røde terror”. På den baggrund
kan det ikke overraske, at Dzerzjinskij blev døbt ”Jern-Feliks”.

Det er mindre kendt, at Jern-Feliks også fandtes i en mere
konkret fysisk form. Udover at være god til at udtænke nye metoder til
at forfølge regimets politiske modstandere, brugte Feliks Dzerzjinskij
også sin energi på at igangsætte produktionen af en mekanisk
regnemaskine. Ved hjælp af et sindrigt system af håndtag, stænger og
roterende tromler kunne maskinen udføre de mest elementære
aritmetiske operationer: addition, subtraktion, multiplikation og division.
Fra 1924 blev denne maskine produceret på en fabrik, der bar
Dzerzjinskijs navn, hvorfor denne regnemaskine og flere efterfølgende
modeller fik tilnavnet ”Jern-Feliks”. Dette er også baggrunden for, at
internetadressen www.ironfelix.ru i
dag er hjemsted for et website for folk, der interesserer sig for
robotteknologi.

Som om det ikke var nok, kender vi også Jern-Feliks i en
tredje form, nemlig i form af den statue, der i 1958 blev
rejst af ham foran KGB’s hovedkvarter på Lubjankapladsen i Moskva. Ganske vist var statuen lavet af bronze og ikke af jern, men i kraft af sin
placering og bastante form kom den alligevel til at symbolisere
efterretningstjenestens jerngreb om det sovjetiske samfund. Her stod
Feliks Dzerzjinskij frem til august 1991, hvor statuen måtte lade livet i
det opgør med sovjetstaten og dens symboler, der fandt sted i kølvandet
på det mislykkede kupforsøg mod Gorbatjov.

Det var imidlertid ikke helt uden problemer at Dzerzjinskij
blev fjernet. Myndighederne i Moskva frygtede nemlig for
konsekvenserne, hvis statuen blot blev væltet af den folkemængde, der
havde samlet sig på Lubjanka-pladsen. Under pladsen findes en
metrostation med tilhørende gangtunneler, og man var simpelthen
bange for, at disse underjordiske konstruktioner skulle tage skade, hvis
den 14 tons tunge bronzestatue blev væltet ned på pladsen. Den bedste
løsning ville derfor være at løfte Dzerzjinskij forsigtigt ned fra
fundamentet, men bystyret i Moskva rådede ikke selv over en passende
kran til opgaven. Til alt held var den amerikanske ambassade i byen
imidlertid i gang med et ombygningsprojekt og havde tilfældigvis en stor
kran stående. Den blev så i al hast kørt til Lubjanka-pladsen, og på den
måde lykkedes det at få lagt Feliks ned. Symbolværdien er ikke til at
tage fejl af; den gamle rival fra den kolde krig, der hjalp med at fjerne
et af de mest forhadte symboler på det krakelerende kommunistiske
regime.

Dermed var Jern-Feliks dog ikke fuldstændig død. I efteråret
2002 slog Moskvas borgmester Jurij Luzjkov overraskende til lyd for, at
statuen af Dzerzjinskij skulle flyttes tilbage til Lubjanka-pladsen fra den
gravplads for sovjetmonumenter, hvor den havde stået siden 1991.
Forslaget fremkaldte straks protester fra liberale partier og
menneskerettighedsgrupper, men tilsyneladende havde borgmesteren
befolkningen bag sig. En opinionsundersøgelse viste nemlig, at hele 56
procent af de adspurgte støttede ideen om at lade Dzerzjinskij vende
tilbage til sin gamle placering, mens kun 14 procent var
imod.

Man kan kun gisne om baggrunden for Luzjkovs forslag.
Måske var det et ønske om at stå sig godt med landets
præsident, der er tidligere KGB-agent og en kort overgang var chef for
det nye Ruslands efterretningstjeneste, FSB. Denne reformerede
tjeneste har stadig delvist til huse i den bygning, der rummede KGB, og
på FSB’s officielle hjemmeside (www.fsb.ru) fører organisationen sin
historie tilbage til Tjekaens grundlæggelse.

På en oversigt over organisationens ledere figurerer Putin
således i selskab med såvel Dzerzjinskij som Stalins håndlanger
Lavrentij Berija. I sidste ende havde Luzjkov ikke held med sit
forehavende. En kommission nedsat af Moskvas bystyre gik i januar
2003 imod forslaget, så det eneste monument på Lubjanka-pladsen i
dag er den sten fra Solovki, der i 1990 meget passende blev rejst som
mindesmærke for GULAG’s ofre.

En anden statue af Feliks Dzerzjinskij er dog for nyligt
blevet rejst foran indenrigsministeriet et andet sted i Moskva. Op
gennem sovjettiden havde de skiftende efterretningstjenester et tæt
samarbejde med eller var ligefrem en del af netop indenrigsministeriet.
Den nye placering har derfor ikke mindre symbolsk værdi.
Jern forgår åbenbart ikke så let.