Sándor Márai: Dagbøger 1984-89. 203 sider. Oversat fra ungarsk af Péter Eszterhás. Forlaget Basilisk (2010). Pris. 200 kr.
Anmelselse af Rasmus Bertelsen
For de fleste danskere vil navnet Sándor Károly Henrik Grosschmied de Mára (1900-1989) nok ikke vække den store genklang og det er faktisk en skam, for ungarske Sándor Márai er én af det 20. århundredes absolut største forfattere. I sin levetid nåede han at skrive 46 bøger, hvoraf kun tre er oversat til dansk, nemlig: Den rette (1939,da.1949) Lysene brænder ned (1942, da. 2000) og Eszters arv (1938, da. 2001). I mellemkrigstiden var Márai én af de mest læste forfattere i Ungarn og siden 1940’erne er hans dagbogsopretegnelser udkommet med jævne mellemrum. De er efterhånden blevet en hel genre i sig selv. Netop Sándor Márais dagsbogsoptegnelser fra perioden 1983-89 er nu udkommet på forlaget Basilisk og gud ske tak og lov for det. Nu kan man kun håbe på, at den interesse, der er opstået for Sándor Márais forfatterskab i Vesten i kølvandet på Den kolde Krigs afslutning, fortsat vil tilskynde de danske forlag til at udgive flere af hans bøger, og at han vil blive læst af et dansk publikum.
Sándor Márai blev født i det hedengangne Østrig-Ungarske Imperium i 1900 i Kassa, det nuværende Košice i Slovakiet. Efter endt skolegang indledte han en karriere som litteraturkritiker (han var faktisk den første, der anmeldte og skrev om Franz Kafka) og som omstrejfende journalist i Europa, med længere ophold i bl.a. Frankfurt og Paris. I 1928 vendte han tilbage til Ungarn og bosatte sig i Budapest. Under Anden Verdenskrig blev han valgt ind i Videnskabernes Akademi, men efter etableringen af det efterfølgende kommunistiske regime, blev Sándor Márai tvunget i eksil, først Schweiz, siden Italien, for til sidst at ende i San Diego i Californien, hvor han levede indtil 1989, død for sin egen hånd, 89 år gammel.
Ligesom i den græske tragediekunst, er Sándor Márais romaner ofte bygget op omkring en begivenhed i fortiden, en knude eller et problem, som går forud for dramaets handling og som læseren kun har et perifert kendskab til, men som er strukturerende for hele romanernes narrative forløb. Typisk er der tale om et bedrag, en forbrydelse eller et sjæleligt traume og ofte har Márais skadelidte hovedpersoner ventet i årtier på den endelige konfrontation med de skadeforvoldene.
Til trods for den tragiske og strengt komponerede form, er Márais romaner ultramoderne eksistentiel litteratur. Ofte kredser de om de mere mørke sider af menneskelivet, omkring menneskets korrumpering og altfortærende begær, kulturens forfald, eksistensens byrde og kærlighedens paradoksale natur. Dertil kommer at kæden af tilfældigheder og tilskyndelser altid samler sig i et overordnet dunkelt skæbnebillede, hvis usynlige love og kræfter hele tiden har styret personerne mod afgrunden.
Eksempler herpå kan man både læse om i Márais to små fantastiske romaner Eszters arv og Lysene brænder ned. I Eszters arv (der i øvrigt også er filmatiseret) er det den halvgamle Eszter, hvis liv en gang er blevet lagt i ruiner af storchamøren og svindleren Lajos, der brændemærkes af skæbnen. Efter 20 år vender taskenspilleren Lajos nu tilbage for at ødelægge og stjæle det sidste hun ejer. Lajos var engang hendes livs eneste kærlighed og af ukendte grunde giftede han sig med Eszters søster Vilma, hvorefter han gældsatte familien og flygtede. Da den løgnagtige Lajos nu vender tilbage, medbringende et selskab mistænkelige personer, ringer alle alarmklokker og sølvtøjet låses inde. I midlertidig tager det ikke lang tid, inden Lajos begynder at tryllebinde alle omkring sig, og det til trods for alle er fuldt bevidste om hans fordækte natur og intentioner. Herefter begynder et sofistikeret psykologisk drama, der efterlader læseren med åndenød jo længere vi trænger ned følelseslivets mysterium, jo længere vi nærmer os afgrunden.
En lignende struktur finder man også i Márais Lysene brænder ned, en lille roman om den gamle adelsmand Henrik, der i 41 år og 43 dage har han ventet på sin gamle ven Konrád, ventet på at konfrontere ham med en skæbnesvanger episode fra fortiden, ventet på hævn. Romanen begynder med at Konrád melder sin ankomst til slottet, og mens vi venter på, at han dukker op oprulles deres fortid for læseren. Henrik og Konrád har mødt hinanden som børn på en militærkostskole i Wien, hvorefter de har indgået et ubrydeligt venskab. De vokser op sammen som to uadskillelige brødre, på trods af at de kommer fra to vidt forskellige familier: Den kunstnerisk begavede Konrád er vokset op i en fattig og falleret adelsfamilie, hvor hver en forinth må vendes og drejes, mens Henrik er søn af det højeste aristokrati, hvilket tillader ham et liv i udsvævelse. Fordi Henrik er smuk, rig og succesfuld i alting, udvikler Konrád i al hemmelighed med tiden en altfortærende foragt for Henrik. Denne foragt kulminerer under en jagttur, hvor Konrád bag Henriks ryg retter sit gevær mod ham, klar til at dræbe ham, og det er netop denne begivenhed, romanen er bygget op omkring. Dertil kommer, at Konrád står i et hemmeligt forhold til Henriks kone Krisztina, der er alt andet end platonisk.
Som man imidlertid kan tænke sig til, dræbes Henrik ikke, og en stor del af romanen er derfor henlagt til en djævelsk monolog, hvor den tavse Konrád underkastes et inkvisitorisk forhør. Henriks lange enetale og anklageskrift er ikke blot et forsøg på at opklare, hvad der virkelig skete dengang i skoven, det er samtidigt en nådesløs afdækning af menneskets natur, der efterlader læseren med gåsehud. Med en rystende psykologisk indsigt á la Dostojevskij, lader Sándor Márai Henrik – der spiller rollen som både offer og bøddel – trænge helt ned i det ubevidste og følelseslivets katakomber. Tonen er nietzscheansk, kulturpessimistisk, skånselsløs og hvad der yderligere sker mellem Henrik og Konrád, skal her ikke afsløres. Det skal kun nævnes, at det hele ligesom i Eszters arv bæres frem af en idé om skæbnens jernhårde lov, om at alting i sidste ende finder sin plads, sin mening, sin berettigelse. Sandheden er altid mere end blotte kendsgerninger. Det er tragisk livsanskuelse i højeste potens: Den, der overlever, har ingen ret til at klage.
Samme livssyn og tankegang går også igen i Sándor Márais sidste dagbøger. Også her stilles der skarpt på spørgsmålene om livets berettigelse om, hvordan man retfærdiggøre eksistensen. Sándor Márais hudløst ærlige dagbogsoptegnelser giver et skræmmende indblik i den åndsfriske oldings sind i de sidste år før hans selvmord. Gennem optegnelserne følger vi Márais liv i det amerikanske eksil sammen med konen Lola og bliver vidner til, hvordan deres kroppe forfalder, hvordan de begge rammes af tiltagende blindhed, og hvordan Lola rammes af demens og hendes personlighed langsomt opløses og udslettes. Márai skildrer alt dette med en uhyre kompromisløshed, med en nøgtern observationsevne og en skræmmende kirurgisk præcision.
På mange måder minder Márais tanker og dagbogsoptegnelser om den lidt yngre østrigsk-franske socialfilosof André Gorzs (1923-2007) Brev til D. Historien om en kærlighed, der er en 70 siders lang kærlighedserklæring og nådesløs selvudlevering tilegnet hans engelskfødte kone Dorine, som han, efter at have levet sammen med i over 60 år, begik kollektivt selvmord med i 2007, efter at hun havde gennemgået et længere tids sygdomsforløb med uhelbredelig cancer.
Det er den samme smerte, de to gamle mænd oplever, smerten (og glæden) ved at opleve, at man kun er til igennem den Anden, at man ikke er én, men to i kærlighedens symbiose, og at hele livet er investeret i denne tosomhed. Begge bøger er alt andet end lovsange til en plat og lykkesaglig guldbryllupsagtig opfattelse af ægteskabet og tosomheden, men derimod en erkendelse af kærlighedens mysterium.
I Márais dagbogsoptegnelser er især afsnittene om Lolas sidste tid, inden hun dør, rørende læsning, fordi Márai insisterer på at være ved hendes side til det sidste. Márai skriver bl.a. herom: “At forblive i live og hjælpe, til allersidste øjeblik, så længe vi kan holde til det, hun eller jeg. Og derefter se at forsvinde herfra i tide.” (s.100) Som det fremgår heraf, påtager Márai den pligt at følge sin kone hele vejen, at pleje hende, at ofre sig selv. Uden hende er livet ikke værd at leve, og det lader Márai os forstå uden skælven i stemmen. Han har nået en alder, hvor der intet er tilbage. Alle er døde. Alle de bøger, der skulle skrives er skrevet, tilbage er kun døden.
Efter Lolas død, isolerer Márai sig fuldstændig fra omverden. Af frygt for at ende som Lola og af frygt for ikke længere at kunne være herre over sin egen krop, køber den 86-årige alderdomssvækkede mand en pistol og begynder at gå til skydetræning. Ud fra optegnelserne lader Sándor Márai forstå, at han vil være sikker, når øjeblikket er inde, når den endelige beslutning skal tages. Det er uhyggelig læsning: “Bedst med en pistol, men heller ikke helt sikkert. I munden eller gennem tindingen? Hvordan skal man holde pistolen (den ligger i skuffen)? Hvad er sikrest, at ligge med åben mund eller hvad? … Svaret kommer i komplette sætninger, i forelæsningsstil, sagligt.” (s.128) Hvis det ikke var fordi, at optegnelserne var spækket med mindeværdige citater, visdomsord, sure opstød og refleksioner over litteraturen, så ville det være ulidelig læsning, for Márai skriver fuldstændig uden dødsfrygt i sin blotlæggelse af eksistensen og intetheden. Han stirrer hele tiden døden lige i øjnene, uden at blinke accepterer han den uundgåelige udslettelse. Det er eksistentiel litteratur på højde med Sartre, Camus og Beckett, med den væsentlige forskel, at der her ikke er tale om fiktion!
Kort før Márais død dukker en repræsentant op fra det ungarske forfatterforbund op. I Ungarn har man besluttet at rehabilitere Márai og udgive alle hans bøger (der indtil 1990 var forbudte), ja, hele hans livsværk, hvis bare han indvilliger i, at tage med tilbage til Ungarn for at blive hyldet og dø.
Márai nægter at tage imod det smigrende tilbud, at blive offer for sin egen forfængelighed og skriver ironisk herom: “Blandt mange andre kalder Forfatterforbundet mig hjem, de vil gøre mig og mine bøger til et mindesmærke. De vil udgive alt, indbundet i skind, også mig. Alle mindesmærkers fælles skæbne er, at hundene pisser på deres sokler til sidst.” (s.180) Sándor Márai vælger i stedet at blive i USA, ensom og alene, mens døden nærmer sig, på trods af at: “Ensomheden omkring mig er efterhånden så tyk som vintertåge, man kan røre ved den. Selv tøjet lugter af død.” (s.183)
De sidste ord i Márais dagbog er skrevet en uge før hans død og lyder “Jeg venter på indkaldelsen, jeg fremskynder den ikke, men udskyder den heller ikke. Tiden er inde.” (s.189). Den 22. februar 1989 skød Sándor Márai sig selv.