Ödön von Horváth: Gudløs ungdom. 144 sider. Oversat fra tysk af Søren Gosvig Olesen. Forlaget Vandkunsten. Pris 199 kr.
Anmeldelse af Rasmus Bertelsen
Den østrig-ungarske forfatter og dramatiker Ödön von Horváth (1901-1938) fik ikke noget langt liv: Den 1. juni 1938 under et stormvejr i Paris væltede et træ ned over ham på Champs-Élysées og dræbte ham. Med von Horváths død endte – sagt med Stefan Zweigs (1881-1942) ord – en løbebane af uendelige muligheder og den tyske mellemkrigslitteratur mistede én af sine mest begavede skribenter, og det på trods af, at tysk ikke var von Horváths oprindelige modersmål.
Allerede i 1931 modtog han Weimar Republikkens mest fornemme litteraturpris, Kleist-prisen (sammen med Erik Reger) for sit forfatterskab og mange skuespil. I Danmark er von Horváth nok mest kendt som dramatiker, især for sit skuespil Kasimir og Karoline (1932), men i de tysktalende lande læser man von Horváths Gudløs ungdom (1938) som en klassisk ungdomsroman i gymnasierne ligesom man i Danmark læser Knud Sønderbys (1909-1966) Midt i en jazztid (1931) og Klaus Rifbjergs (f.1931) Den kroniske uskyld (1958).
Gudløs ungdom udkom allerede på dansk i 1939 i en oversættelse ved Mogens Klitgaard, men Søren Gosvig Olesens nyoversættelse af romanen må siges at være markant bedre, uovertruffen i sin sprogsikkerhed og mere tro mod Ödön von Horváths særegne minimalistiske stil.
Gennem hele sit liv levede Ödön von Horváth en nomadetilværelse. Selv betegnede han sig som en mand med et ungarsk pas, men efter dobbeltmonarkiets undergang uden noget fædreland. Han blev født i Rijeka i Kroatien i det daværende Østrig-Ungarske imperium, og voksede op i Beograd, Budapest, Bratislava som søn af en diplomat. Senere studerede han teatervidenskab ved universitetet i München hvorefter han flyttede til Berlin i 1922, hvor han levede indtil nazisternes magtovertagelse i 1933. Herefter bosatte han sig i Østrig, men med Østrigs indlemmelse i Nazityskland i 1938 blev Horváth atter tvunget på farten og emigrerede til Paris.
Allerede da Gudløs ungdom udkom i 1938 i Nazityskland blev den øjeblikkeligt forbudt. Romanen rummer en klartskuende kritik af Hitlertidens voldsforherligelse, uddannelsessystemets indoktrinering af ungdommen og de humanistiske og moralske idealers bandlysning. Romanen begynder med at hovedpersonen, en ung nyuddannet idealistisk lærer får arbejde på et amtsgymnasium. Allerede indledningsvis får vi et indblik i de unge drenges flokmentalitet, hvordan de dyrker den stærkes ret og de svages underkuelse, og von Horváth skildrer her uden at bæve, det totalitære menneske i dets tilblivelse. Da læreren en dag beder eleverne om at skrive en stil om kolonipolitikkens nødvendighed, gør han sig særdeles upopulær overfor eleverne da han indskærper overfor dem, at negere også er en slags mennesker. Dette fører til en irettesættelse fra gymnasiets rektor, der betoner, at han ikke skal udsprede sin humanistiske gift, da den strider mod den officielle ideologi og hæmmer elevernes militære udvikling.
Derved sættes den unge underviser i et moralsk dilemma, der forfølger ham gennem romanen: Skal han gøre sin pligt eller følge sin samvittighed? På en bar møder læreren senere en afskediget, agtet filolog, der proklamerer begyndelsen på fiskenes tidsalder. Han siger at, når “Jorden bevæger sig ind i fiskenes tegn. Så vil menneskenes sjæle blive ubevægelige som ansigtet på en fisk.” (s.27)
Hvor fisken i kristendommens symbolik betegner Jesus Kristus, dåben, udødeligheden og genopstandelsen (Jonas tegnet), så bliver fisken i von Horváths prosa et symbol på tabet af medmenneskelighed, på nihilismens og værdiernes forfald, på den kyniske og følelseskolde ungdom, der opdrages til den totale krig, til at slå ihjel. Den samme undergangsbetonede verdensopfattelse møder vi også senere hos en præst, der uden at kny forkynder, at pga. af arvesynden er “Gud […] det forfærdeligste her i verden.” (s.47) Derfor bliver skyldsspørgsmålet også et væsentligt tema i romanen.
Dette viser sig umiddelbart, da en dreng under en telttur bliver myrdet på bestialsk vis. Læreren bliver her ufrivilligt inddraget i sagen, men fortier vigtige oplysninger i opklaringsarbejdet. Under den efterfølgende retssag afslører læreren sit hykleri, da han udadtil og overfor pressen på det bestemteste afviser, at ungdommen skulle være blevet forrået. Mordet er derimod et udslag af forbryderisk individualisme og liberalisme. Da det endelig går op for læreren, at de anklagede er uskyldige, er han ved at bliver ædt op indefra af sin samvittighed og beslutter til sidst at fortælle myndigheder sandheden. Læreren anklages herefter for at have vildledt ungdommen og udpeges som den åndelige forbryder bag det hele. Alligevel fortsætter han med at hylde Hitler udadtil. Selvom han kan se, hvordan ungdommen marcherer i gaderne som “Divisioner af karakterløse under kommando af idioter.” (s.103), så fylder det han alligevel med tilfredshed, at han på Førerens fødselsdag kan hænge hagekorsflaget ud af sit vindue. Den som priser lydigheden, priser i sidste ende løgnen ved at deltager i det ideologiske skuespil. “Hæng du bare din fane ud,” tænker han “vær med til at hylde overplebejeren, kryb i støvet for skidtet og lyv alt, hvad du kan – det står ikke til at ændre! Du har mistet dit levebrød!” (s.103)
Efter sin afskedigelse fra gymnasiet beslutter han sig imidlertid for selv at opklare forbrydelsen. De eneste spor har at gå efter er et tabt kompas og et vidneudsagn, der fortæller, at den skyldige har fiskeøjne. Således forvandler romanen sig til en slags detektiv- eller kriminalroman, hvor læreren, jo længere han trænger ind i mordgåden, trænger ind i den kollektive skyld. Ödön von Horváths roman kan derfor læses som et forsøg på at afdække og forstå det totalitære menneskes i sin tilblivelse, men samtidigt er det også et hårdtslående anklageskrift mod enhver form for totalitarisme, hvor den der først er gået på kompromis med sandheden, sidenhen må påtage sig sit ansvar.