Når man læser et sprog på Afdeling for Østeuropastudier, må man
hurtigt vænne sig til, at det bliver svært at finde nogen at øve
sprogfærdigheder med. Endvidere må man finde sig i, at DR1 og TV2
sjældent sender film på andre sprog end engelsk og at de i radioen kun spiller dansk, engelsk, nordisk eller tysk musik. – Hvis man da er heldig. Derfor er det altid en glæde, når man pludselig støder ind i nogen, der taler det sprog, som man selv har brugt så mange kræfter på at lære.
Men det kan også overraske, hvor man møder sådanne små sprogglimt.
På en rejse mellem
Aalborg og Århus. Jeg sad i stillekupeen og to passagerer foran mig sad
og snakkede højlydt på russisk. Lige indtil jeg på russisk forklarede
dem, at dette var en stillekupé og at man ikke måtte snakke der. Faktisk
er jeg siden da flere gange faldet i snak med russere i togene. De er
lette at spotte, så snart de taler russisk.
Til den årlige
sommerfest i min fars familie. Min onkel har en polsk kæreste og
sammen har de fået en lille søn. Han taler kun polsk, så jeg er den
eneste, der forstår bare en anelse af, hvad han siger. Han er en lille ivrig dreng, så han taler løs, også selvom alle andre taler dansk omkring ham
og til ham. En gang i mellem tror jeg endda, at han forstår, hvad jeg
siger, når jeg holder mig til de letteste russiske ord og husker at lade
være med at udtale o som a i reducerede stavelser. Ty sam mozhesh? –
Sam magu! – Og så gynger han ellers selv unden hjælp.
Under min praktik
på Det Danske Kulturinstitut i Estland. Under min praktik i Estland
brugte jeg mit russiske meget, når jeg skulle tale med de estiske
russere, men der, hvor det var den største nytte var, når telefonen
ringede og manden i røret nægtede at tale engelsk og insisterede på at
ville forklare det hele på estisk. Helt
galt gik det, hvis kontorets estere ikke var til
stede. Så måtte jeg høfligt foreslå russisk og så lade mig forklare på et
meget hurtigt og mumlende russisk, at det var noget om en gammel
ven, lederen af Instituttet, en skulptur i Tallinn og noget med et hus. –
Han hed Aleksandr. Jeg noterede navnet og det med skulpturen og
håbede, at det ville give mening for andre end mig. Det viste sig senere,
at han vist var ester og bare hed noget, der mindede om
Aleksandr.
Sindal Bibliotek.
Sindal er en meget lille by i Nordjylland og inden jeg begyndte at læse
russisk var det min overbevisning, at der ikke var særligt mange, der
talte russisk i Sindal. Jeg troede, at der kun var en. Men så viste det sig,
at der i byen egentligt var mange ukrainske og russiske landbrugselever,
en enkelt sovjetuddannet afghansk politibetjent, et par tilflyttere med
danske ægtefæller og pludselig er det nu mere undtagelsen end reglen,
at jeg ikke hører russisk, når jeg er hjemme over sommerferien. Det er
nu så hyggeligt.
Nørre Allé, Århus. Jeg
havde kun læst russisk i et år, da jeg første gang måtte til at give
direktioner på russisk. Ude på Nørre Alle var jeg stødt ind i et
midaldrende ægtepar, der spurgte mig om vej på et meget gebrokkent
engelsk. Jeg var lige ved at give op, da deres tykke accent fik mig til at
spørge, om de talte russisk? På den måde fik jeg hurtigt nogle nye
venner og jeg fandt ud af, at de var fra Tartarstan i den østlige del af
den Russiske Føderation og at de dessuden gerne ville i Botanisk Have
og ikke i Universitets Parken. Om de havnede, hvor de skulle, ved jeg
ikke, for mit russiske var mangelfuldt og min stedssans det samme. Men
en tak det fik jeg da.