Man kan lære historie på mange måder. Man se HISTORY Channel og håbe, at de sender de emner, man har lyst til at høre om. Eller man kan tage på biblioteket og låne nogle tunge bøger uden billeder. Man kan læse sig igennem et arkiv og håbe på, at halvdelen af informationerne er om noget, man har lyst til at vide. Man kan også invitere sin udlejer på te og kage.
Jeg bor i den russiske bydel af Tallinn og min udlejer er en sød gammel russisk babushka, der giver mig grøntsager fra egen have og er med på at hyggesnakke over huslejebetalingen. Denne gang havde jeg så lavet te og kage, så jeg kunne holde på hende endnu længere. Der er nu noget fascinerende ved gamle damer, der ikke er bange for at fortælle.
I Tallinn er jeg så småt begyndt for alvor at interessere mig for forholdet mellem russerne og esterne og de to forskellige sprog, som har så stor betydning for dem begge. Min udlejer Ljudmila er russer. Af den slags, der ved Estlands selvstændighed blev afkrævet en underskrift på, at hun ikke ville modsætte sig Estlands selvstændighed. Dengang ønskede hun ikke at flytte til Rusland, selvom flere estiske politikere garanterede esterne, at russerne snart ville flytte til Rusland og efterlade resten til esterne. Men Ljudmila havde ingen i Rusland at støtte sig til og hun havde heller ikke penge eller arbejde der. Så hellere blive ester.
Vores samtale begyndte med en kommentar om, at de lige på de russiske nyheder havde sagt, at russiske børn i Rusland har 19 fag i skolen, hvor europæiske børn normalt kun har 9. Ljudmila kunne ikke rigtig se, hvorfor de russiske børn skulle pines så meget mere. Og da slet ikke i den grad, hvor børn i første klasse kunne gå hen og få rygskader på grund af de tunge bøger. Hun mindedes selv sine første skoleår under krigen. Fagene var der ikke mange af i Sibirien. Papir og kladdehæfter var ikke til at opdrive og de måtte derfor lære at skrive på gamle kommunistiske proklamationer med de blyanter, der var blevet købt på det sorte marked. – Så langt kunne min fantasi følge Ljudmilas beretning. Lige indtil hun begyndte at tale om gymnastiktimerne. I første klasse havde de granatkast og diverse andre militære sportslege. Det er svært at forestille sig, hvordan skolelivet i Sibirien har været.
Ljudmila er i det store og hele tilhænger af sprogundervisning. Ethvert sprog er en fordel. Så længe vi ikke kommer ind på indlæringen af estisk. Hun bestod den eksamen hun i sin tid skulle bestå for at kunne blive ester. Men i 5 år har hun ikke brugt sit estiske. Der var nemlig det problem, at mange estere hellere ville svare hende på russisk, end at lade hende praktisere sit estiske. Så på den møde blev sproget let glemt. Desuden indrømmer hun selv, at hun som russer stadig helst vil se russisk fjernsyn. Også fordi hun som russer stadig interesserer sig for russisk historie.
Da jeg så spurgte hende, om russerne stadig må høre dårligt fra esternes side nu om dage, fik jeg svaret, at esterne ikke var efter hende og hun ikke var efter esterne. Så alt var godt, og det ville blive bedre. Der var endda også tre estere ude i hendes sommerhusområde! De blander sig ikke i noget, og alle taler alligevel på russisk derude.