Historiker Erik Kulavig er ophavsmand til
en mængde bøger om Rusland og har været gæsteprofessor på Stanford
University, i Firenze og i London og nu er han så landet i et kontor på
Århus Universitet. Men hvad er det, som har bragt ham hertil – og
hvorfor synes han overhovedet, at Rusland er spændende?
Tilbage i 1970’erne læste Erik Kulavig
første gang Tolstojs ”Krig og fred” og blev vældig betaget. Det var
blandt andet Tolstojs tanke om at forbinde det jævne arbejdsliv med
den intellektuelle gerning, som gjorde indtryk. ”Jeg må lære det sprog!”
tænkte han efter sidste kapitel, og sådan blev det. Russisk blev valgt i
gymnasiet, og her var læreren med til at øge begejstringen. Han havde
ikke så få ambitioner på de unges vegne og fik dem allerede i 2. g til at
læse Tjekhov. Læreren var socialist og havde selv et lille landbrug, han
dyrkede, når tiden ikke blev brugt på opgaveretning og undervisning.
Det var helt i Tolstojs ånd. Interessen førte den unge Kulavig på en
turistrejse til Sovjetunionen i 1972. I Leningrad og Moskva fik han, som
talrige andre turister, fremvist et fint og effektivt kommuniststyre, hvor
folk var glade og tingene fungerede. Det var den slags, russerne viste
alle fremmede, som bestemt ikke skulle se, hvordan arbejder- og
bondestaten i virkeligheden var.
Nogle år efter tog Kulavig dog på
studierejse til byen Voronezh, hvor han boede i et halvt år og med egne
øjne så det, som lå bagved styrets glansbilleder af samfundet. Det var
en øjenåbner af rang og fik ham til at indse, hvilke forfærdelige
forbrydelser regimet havde begået mod dets egen befolkning. Og det
smertede den unge dansker at blive budt indenfor og velkommen af de
søde russere, mens han vidste, at han aldrig kunne byde dem det
samme, fordi de simpelthen ikke havde mulighed for at forlade landet.
Vi kan hurtigt blive enige om, at russerne i vore dage har et meget
bedre liv og samfund, men alligevel siger Kulavig, at det altid er med
”en blanding af rædsel og fryd”, at han rejser til Rusland. Sporene efter
Sovjetmagten ses stadig, og det er skræmmende.
Midt i det hele er der dog også en
uendelig skønhed. Fortællinger og vidnesbyrd om mennesker, som
overlevede ophold i Sibiriens lejre, folk som levede i det sovjetiske
helvede, men alligevel formåede at bevare både humør og forstand. Og
ikke mindst formåede at bevare deres menneskelighed og hjertelighed,
som stadig er fremherskende hos russerne. &I både Rusland og
russerne selv er der store udsving, det er den værste usselhed blandet
med den vildeste, opløftende glæde. ”Fascinerende, men også trættende,” er kommentaren til det store land med de mange
kontraster.
Mange vesterlændinge mener, at Rusland
endnu i dag er uforståeligt og mærkeligt, men det vil Kulavig gerne
være med til at ændre. Selvfølgelig er det en del af hans arbejde på
universitetet, at han skal udgive en vis mængde materiale, men det er
absolut også noget, han gør af lyst. For han ved, at man må kende til
landet og dets historie, for at sætte sig ind i de vilkår, som hersker der i
dag. Netop nu er Kulavig i gang med forberedelserne til endnu en bog,
som får titlen ”1917” og som vores studerende i faget Historie og
Samfundsforhold II kan være heldige at få indflydelse på. Kulavig
betegner de studerendes tanker og indfald som en stor hjælp til at se på
historien med nye briller. Selvom det er givende på længere sigt, kan
det jo blive lidt ensomt for en mand at bruge sin tid på at skrive, og så
er det rart, man kan komme på universitetet og smide sine tanker på
bordet og få svar fra de studerende i form af diskussioner og
fortolkning. Endnu har han kun kendt de studerende et par måneder, da
han jo til hverdag er professor på Syddansk Universitet i Odense og
først i dette efterår er kommet til Århus Universitet som barselsvikar. En
mulighed han var glad for at få, da han kender universitetet og gerne
ville tættere på. Han har nydt sine ophold som underviser andre steder i
verden, så hvorfor ikke sige ja til at undervise på et andet universitet
her til lands, hvor han ikke bare skal tage sig af studerende med en
historisk interesse, men studerende, som har en særlig interesse for
netop hans vidensområde. Og så er det jo blot ekstra lokkemad at vi her
i Århus ikke alene har en dygtig og familiær afdeling for
Østeuropastudier, men også har så smukke omgivelser i
Uniparken.