Tirsdag den 4. marts var lyset tændt og stemningen god i Preben Hornung Stuen i Studenternes Hus på Ringgaden. Sodavand og øl var stillet frem, publikum småsnakkede og ind af døren kom aftenens hovedperson, Erik Kulavig, som skulle gøre os alle lidt klogere på KGB og andre hemmelige tjenester i løbet af Ruslands og Sovjetunionens historie.
Erik Kulavig er cand. mag. i russisk og dansk og lektor på Syddansk Universitet i Odense. Han har i mange år beskæftiget sig med Rusland og Sovjet og blandt andet holdt gæsteforelæsning på Stanford University i USA. Udover det har han skrevet en del bøger på området og emnet for aftenens foredrag er netop taget fra hans nyeste bog ” KGB og de andre russiske hemmelige tjenester fra Ivan den Grusomme til Vladimir Putin” (udgivet af Aschehoug i 2007).
Der er givetvis mange, der har et billede af historikere som nogle tørre bedstefædre, der støver, når de taler. Men sådan er det ingenlunde med Kulavig. Han sidder mægtigt i sin stol med et manuskript ved siden af sig, som han skæver lidt til en gang i mellem, imens han svinger med sine briller og fortæller levende og sikkert om russisk historie fra zartiden og til nu.
Et hovedpunkt i foredraget var spørgsmålet om, hvordan det dog kunne gå så galt. Det er jo selvsagt svært at svare på, da mange faktorer har spillet ind. Men Kulavig kom godt omkring de mange faktorer, og han hæftede sig især ved tanken om ’Zemlja i volja’ – de russiske ord for ’jord og vilje’. Nemlig at folket historien igennem har flygtet, når staten har fået for megen magt og i sidste ende mestendels gjort, som de ville.
Som Kulavig udtrykte det, fik bønderne en ordre af herremanden, sagde ’Ja, det gør vi’ og gik lige hjem og gjorde, hvad der passede dem. Det medførte et, fra statens synspunkt, behov for kontrol med folket, så man fik dem til faktisk at gøre det, som de indvilgede i. Senere hen blev det så mere en instans, der skulle statuere eksempler for befolkningen, så de vidste, at de ikke kunne slippe af sted med sabotage og vrangvillighed.
Pointen under Stalin var, at systemet virkede, som det skulle. Og hvis der var noget, som ikke fungerede, måtte det skyldes sabotører. Tanken var, at folk ville blive skræmt til god opførsel, når de så, hvad der kunne ske, hvis man var på tværs. Også selvom de mange mennesker, som røg ind i systemet af fremtvungne tilståelser, GULag og henrettelser måske slet ikke havde været spor på tværs.
I arbejdet med bogen har Kulavig flere gange forsøgt at få adgang til den nuværende sikkerhedstjeneste FSBs arkiver, men er blevet afvist, da han ikke kunne frembringe navne på præcis de mennesker, han ville undersøge. Han sammenligner arkivet med biblioteket i Umberto Ecos bog ”Rosens Navn”, som er noget nær umuligt at få adgang til på trods af den enorme mængde viden, som findes der og kunne være til gavn for mange.
Derfor har kilderne til bogen været andres fund i arkiverne, samt forskning foretaget af andre førende Sovjet-forskere.
I dag mener mange, at Rusland er ved at vende tilbage til en tid, hvor landet styres af sikkerhedstjenester med Putin som instrument for magten. Kulavig kommer ind på Putin i slutningen af foredraget og mener, at den nu afgående præsident har gjort mange gode ting for landet.
Han fortæller, at Putin ofte stilles de samme spørgsmål, når han er til diplomatiske møder rundt omkring i Vesten. Nemlig, om ikke Rusland snart skal oppe sig lidt og blive ægte demokratisk. Og Putins forsvar har hver gang været, at han overtog et stort rod af en nation, som han skulle forsøge at få på benene igen. Kulavig fortæller, at Putin har været en medvirkende årsag til, at middelklassen er blevet større, folk har fået lidt flere penge mellem hænderne. Økonomien er blevet bedre for landet som helhed og han pointerer, at man i øvrigt ikke kan forvente, at landet bliver som et vestligt demokrati så hurtigt, som mange idealistisk forestiller sig. Som han selv udtrykte det; ”Det er for tidligt at gøre regnskabet op.”
Efter foredraget blev der stillet spørgsmål, som Kulavig svarede sikkert og godt på. Selvom det er store og indviklede sager, han beskæftiger sig med, kommer svarene uden tøven og betænkning. Man kan mærke, at han bare véd det. Han formidler sin viden med stor pondus og man er aldrig i tvivl om, at han selv synes, det er enormt spændende at have med det at gøre. Man er heller ikke i tvivl om, at han er en stor autoritet på området og har en langt større indsigt end andre i de faktorer, som gør sig gældende, når et land gennemgår de store omvæltninger, som Rusland har været igennem de sidste 100 år.
Ligesom aftenen startede på jovial vis med en vits om en amerikansk spion, som var trænet til punkt og prikke, men blev afsløret, så snart han viste sig i Sovjet, fordi han var sort, sluttede aftenen også med et smil fra hele salen, da Erik Kulavig sluttede helt af med et ”Tak for i aften, kammerater!”