I sommers var jeg i Litauen for anden gang. Gaderne var flottere og renere end jeg husker dem fra 2000, men der var stadig ridser i lakken hist og her. ”Have you also got such girls in Denmark?” –Jeg nænnede næsten ikke at svare min veninde, at det i Danmark
blandt andet var hendes litauiske landsmænd, sammen med deres
russiske søstre, der står på gaderne og venter på en rig onkel. Desværre er det det danskerne kender østlandene bedst for, sammen med biler på nye plader på den tyske Autobahn. Men Litauen er mere end det.
Litauen er et land omtrent på størrelse med Danmark. Der er ca. 3,6 mio. indbyggere, deraf et russisk mindretal på ca. 5,1 %, kun overgået af det polske mindretal på 6,3 %. Litauen har været stort og lille igennem historien. Det har været en del af vikingernes Livland og en del af det Polen-Litauen. Og alligevel er det russerne, og senere kommunisterne, der har sat det største præg på det lille land med de små brødre og den store onkel. Det er landet hvor Uffe Ellemannas Jensenas har heltestatus for sin indblanding sidst i
1980’erne og først i 1990’erne. Det er her de spiser kold borsjtj. Det er også her EU’s penge til opbygning af infrastruktur havner, side om side med den russiske olie, der transporteres på de europæiske spor.
Olien forbavsede mig. Atomkraftværket Ignalina, en gammel Tjernobylmodel er ved at blive lukket med EU støtte, Litauens floder tilkobles dagligt gigantiske turbiner, men det lader til, at en stor del af olien alligevel er ment for Litauen. Afhængigheden af den store onkel mod Øst, er der endnu. I Kaišiadorys var det særligt tydeligt, når man hver fjerde time kunne betragte de lange godstog med mellem 54 og 60 vogne. En direkte linje til Tyskland kunne gå hen og blive ubehagelig, hvis togene virkelig genspejler litauernes behov i den grad. Tænk hvis onklen blev fornærmet? For Kaišiadorys var ikke den eneste by, de mange tog passerede.
Ellers lever de side om side, litauere og russere. I Vilnius bor de side om side med italienere, nordmænd, amerikanere og alle andre folkeslag. Litauisk er kun et af de mange sprog de taler på gaden. I Vilnius drukner det russiske i alt det andet. Det russiske er forsvundet, og man skal selv opsøge det, hvis man vil finde det. Men langsomt, når man kigger sig om i forstæderne og udenfor centrum, ser man opslag om slankekure, hustruvold, lykkelige familier, cykler til salg og brugte biler på russisk. Ude i forstæderne finder man også Tv-tårnet, hvor man fra et gammelt sovjetlevn af et tårn kan beskue hele Vilnius, dens gader, floder og parker. Foran denne betonklods døde 13 litauere om natten 13. januar 1991 i kampen for løsrivelsen fra Sovjetunionen og for bevarelsen af de litauiske medier. Øverst i det roterende tårn serverede man te og kaffe til de turister, der kom hele vejen derud. Efter litauisk standard var teen dyr, men efter dansk var den stadig billig. Og mens man nyder denne te, kan man skue ud over den by, som alle af en eller anden grund har villet have fat i: tyskere, polakker, russerne og kommunisterne. Eller måske var det bare jorden og omgivelserne, der trak i dem? Så fulgte byen bare med.
Jeg troede en tid, inden jeg tog af sted til Litauen, at man her ville hade russerne for alt hvad litauerne havde måttet udstå fra russernes side, men senere fandt jeg ud af, at det ikke var russerne, men kommunisterne man så ned på. Det kan være en nødvendighed, når man lever side om side med både russere, hviderussere og andre russisktalende mindretal. Bogbutikkerne havde russiske afdelinger, der var flere film på russisk end på engelsk og selv min penneveninde, der ellers i sin tid havde valgt tysk over russisk i skolen er i stand til at læse og lytte russisk, som en dansker læser norsk. Men igen kom modsætningen EU-Rusland til syne. Min penneveninde har nu fortrudt, at hun ikke har studeret den store nabo nærmere, når den har så stor betydning i Litauen. Den følelse er blevet større hos flere litauere og min madmor, der var skolelærerinde, kunne fortælle mig, at russisk var begyndt at blive et modefag i deres gymnasium igen. Så selvom EU og den litauiske regering gør deres for at indprente litauerne deres europæiske fremtid, så peger en stor del af befolkningen stadig mod Rusland. NATO medlemskabet i 2004 har åbenbart ikke lukket døren til øst.
Jeg oplevede kun en enkel gang at få blikke for mit russiske ved et stoppested ikke langt fra Tv-tårnet, men det var vist mere fordi mit russiske ikke var så perfekt som min litauiske madmors. Hvis mit værtsfolk ikke kunne forstå mit engelske, begyndte de på russisk. Andre gange så de, at du ikke var litauer og troede derfor, at du måtte være russer. Enten var du polak eller russer. Så foretrækker man dog russerne over de ubehøvlede polske turister. Alle kendte jo russerne, min madmors forældre havde siddet i Gulag som kulakker, mens hendes mands russiske kom fra to års udstationering i Minsk i den Røde Hær, hvor han blandt andet havde lært russerne om ægte litauisk hjemmebrændt. Russisk var hans eneste fremmedsprog, så hvad jeg ved om karussefiskeri har alt med russisk at gøre.
Jeg besøgte selvfølgelig flere litauiske byer. Šiauliai, Trakaj og Kaunas havde alle deres særtegn. Hver havde de deres egen fælles historie med Rusland. I Šiauliai var det Korshøjens symbolik i modstanden mod kommunisterne og de små gadehandlende, i Trakaj var det det tatariske mindretal, Litauens bedste pirogger og den russiske kirke, der lå lige ud til hovedgaden, i Kaunas var det den lille figur på Djævlemuseet af Stalin og Hitlers dans over kraniesletten. Men kan det undre, når Rusland ligger lige ved siden af, og det har så stor en betydning?