<
span style="COLOR: #000000; FONT-FAMILY: ">Som
studerende med en fagkombination bestående af idéhistorie, teologi og
russisk, kan det umiddelbart være svært at bruge alle discipliner i én
sammenhæng. Men i den russiske litteraturhistorie findes et par perler,
som egner sig for idéhistorisk analyse. Blandt disse tæller Alexander
Solsjenitsyns lille bog: ”En dag i Ivan Denisovitjs liv”. Foruden at være
uhyre original med sit valg af emne, fremtrædelsesform og stemning
viser forfatteren, hvorledes ydre forhold kan påvirke mentalitet og
tænkning. Han viser, hvilke dele af den menneskelige fornuft, der
bevares intakt i en undtagelsestilstand, og hvilke der nedbrydes som
følge af en vedvarende og målrettet udnyttelse af arbejdskraft.
Jeg vil med denne artikel forsøge at bedrive
en kort idehistorisk læsning af Solsjenitsyns ”En dag i Ivan Denisovitjs
liv” med vægt på gudsopfattelsen. Centralt i den idéhistoriske disciplin
står følgende aksiom: Idéhistorie er et studie i, hvorledes en idé gør sig
gældende. Det vil sige ved hvilke omstændigheder den er opstået, under hvilken indflydelse den virker, og hvordan den indvirker på sine
omgivelser. Derfor har idéens gyldighed ingen reel betydning for den
idéhistoriske analyse. Og netop dette punkt adskiller idéhistorie fra
filosofi.
En dag i Ivan Denisovitjs liv handler om, hvordan en
straffefange oplever en januardag i 1951 fra reveille til retræte i en
sibirisk straffelejr for politiske fanger. Vi følger fangen, Sjuhov, gennem
en helt almindelig dag. Sjuhov er en reflekterende iagttager, og ved
hjælp af hans tanker, der tydeligt afspejler forskellen mellem en fri
mands livsopfattelse og en straffefanges, tegnes et billede af et
menneske, som har accepteret sin skæbne, og som forstår spillets
regler og lever efter dem.
I romanen tegnes et interessant modsætningsforhold mellem
selvopholdelsesdriften hos Sjuhov i forbindelse med hans arbejdsindsats
ved opmuringen af en mur og hans opfattelse af Guds beskaffenhed.
Sjuhov er sammen med sin gruppe blevet beordret til
at mure en mur op. Det er bidende koldt, arbejdet er hårdt, og sulten
gnaver. Men Sjuhov har overskud til at gøre arbejdet lettere for sin døve
kammerat, og han lader sig opsluge af arbejdet i en sådan grad, at
glæden ved at arbejde overskygger de umenneskelige betingelser, han
arbejder under. Da solen er ved at gå ned, og fangerne kaldes hjem,
trækker Sjuhov tiden så meget som muligt for at nå at bruge det sidste
mørtel, for at det ikke skal gå til spilde.
Efter en dags hårdt arbejde står fangerne således i kø
for at blive visiteret, inden de bringes tilbage til lejren. I køen står
fangerne klumpet sammen, trætte og gennemfrosne. Ventetiden
udfyldes med uforpligtende snak. Sjuhov og en anden straffefange,
kaldet kaptajnen, indleder en samtale om Guds beskaffenhed. Kaptajnen
er en ivrig fortaler for den nye logisk funderede tænkemåde og har et
moderne verdenssyn. For Sjuhov er tingene, som de tager sig ud for
ham.
<
span style="COLOR: #000000; FONT-FAMILY: ">
Dialogen bliver for overblikkets skyld gengivet her:
Imens fik Sjuhov vejret igen. Han så sig om. Månen, den gamle,
purpurrød i hovedet af lutter gnavenhed, var allerede krøbet helt op på
himlen. Den har vist allerede et skår i kanten. I aftes omkring denne tid
stod den meget højere.
<
span style="COLOR: #000000; FONT-FAMILY:
">Sjuhov er kommet i
godt humør, fordi det hele gik så glat, han puffer kaptajnen i siden og
stikker ham et spørgsmål:
<
span style="COLOR: #000000; FONT-FAMILY: "><
span style=""FONT-WEIGHT:">
Hør kaptajn, hvor bliver den gamle måne af efter jeres
videnskab?