Hans Sloth Kristoffersen (statskundskab) arbejder som frivillig for SILBA, som er en forkortelse for Support Initiative for Liberty and Democracy in the Baltic Area. Denne tværpolitiske organisation blev stiftet i 1994 for at afholde seminarer, undervisning, oplysningsaktiviteter, sommerlejre samt at agere som
valgobservatør hovedsageligt i de Baltiske lande samt Moldavien og smårepublikkerne i Kaukasus.
Det eneste østeuropæiske land, SILBA ikke arbejder med, er Rusland, fordi landet strækker sig over to kontinenter og har fjorten forskellige tidszoner. Derfor vil det kræve for meget arbejde. Organisationen består af en gruppe frivillige, der arbejder med deres lidenskab for demokratiske principper og ytringsfrihed. SILBA har været
aktivt deltagende i Hviderusland, Europas sidste diktatur.
Organisationens aktiviteter i Hviderusland har været at forklare myterne
om det ”fascistiske” Vesteuropa. Dette foregår igennem de overnævnte
sommerlejre, seminarer mm. SILBAs mål er bl.a. at bringe landets
situation på den europæiske dagsorden.
For god ordens skyld følger fakta om Hviderusland (Belarus):
• Befolkning: 10,3 millioner&
• Areal: Cirka 5 gange større end Danmark
• Råstof: Ingen af betydning
• Placering: Ligger centralt mellem Polen, de Baltiske lande, Rusland og
Ukraine. Der er lige så langt fra København til Minsk som fra København
til Paris.&
• Præsident: Aleksandr Lukashenko (1994 – )
Landet har historisk set været placeret mellem det gamle polsk-litauske rige og Rusland og senere mellem det Habsburgske Rige og Rusland. Det var en svag, men selvstændig stat efter 1. Verdenskrig, som i sidste ende blev indlemmet i Sovjetunionen. I løbet af 2. Verdenskrig døde omkring 25 % af landets befolkning, og flere end 9000 landsbyer brændte ned til grunden. Over 380.000 sovjetborgere endte som slavearbejdere for det tyske rige. Efter Stalins styrker pressede tyskerne tilbage, indtog Den Røde Hær landet og
sendte de fleste slavearbejdere til gulag-lejrene i Sibirien, fordi de
havde samarbejdet med tyskerne. På grund af tyskernes brutalitet så
man Stalin som landets befrier, og i dag er stadigvæk folk, som lægger
blomster ved hans statue. Tjernobyl-ulykken i Ukraine har også haft betydelige følger for landet. Cirka 60 % af alt radioaktivt nedfald landede i Hviderusland. Dette har haft menneskelige, økonomiske og miljømæssige konsekvenser. Nedfaldet af radioaktivt materiale har gjort 20 % af jorden uopdyrkelig og ubeboelig. Beboerne i de områder var tvunget til at flytte fra deres hjem til betonklodser i Minsk, hvilket siden hen har medført sociale problemer og traumatiseret denne befolkningsgruppe. I dag er Tjernobyl-ulykken et tabu blandt befolkningen, og der foregår stadigvæk udsivning fra værket pga. betonarmeringens dårlige stand.
Hvideruslands præsident, Lukashenko, kommer fra den nordøstlige del af landet, hvor han tog en landbrugsmæssig uddannelse. I 1970 – 79 var han
grænsevagt for KGB. Efter det havde han en succesfuld kyllingefarm.
Han har siden 1990 været medlem af Den Øverste Sovjet. Ifølge Hans
Sloth Kristoffersen er Lukashenko ikke særlig sofistikeret, men han har
en karisma som en ishockeyspiller, brovtende og kontant.
Hviderusland erklærede sig uafhængig fra USSR d. 27. juli 1990, og
var på det tidspunkt det mest industrialiserede land. Dette skyldtes
hovedsageligt udviklingen af våbenindustri. Lukashenko vandt
præsidentvalget med en såkaldt fair valgkamp ved at anklage sine
modstandere for korruption. Hans valgkamp gik hovedsageligt ud på at
sidestille Hviderusland med Moder Rusland.
Menneskerettighederne i Hviderusland er under international
anklage efter det overståede præsidentvalg. Generelt kan man ikke tale
om forsamlingsfrihed, fordi der er nogle praktiske problemer med det.
Inden man kan oprette en forening, skal man have en
generalforsamling, som skal underskrive et foreningsgrundlag. Derefter
skal dette foreningsgrundlag godkendes af politiet. Men hvis man
samles for at danne en forening, er dette ulovligt. Det er en ond cirkel,
idet det er umuligt at stifte en forening. Politiet er hurtige til at handle
og arresterer ulovlige forsamlinger, og mange vælger derfor at stikke
deres kampfæller.
Pressefriheden har også dårlige vilkår. Siden Lukashenko kom til magten i 1994, er ca. 200 aviser blevet lukket. Tre journalister er endda blevet likvideret. Lukashenko benytter sig af at slå taktisk ned på de små aviser og journalister, de små fisk, og vækker hermed ikke så megen opsigt i Vesten. Lukashenko skræmmer stadig de større aviser og journalister til at rette sig ind efter reglerne. Styret opererer derfor meget subtilt og benytter sig ikke af store opsigtsvækkende aktioner. Ligeledes foregår der en kontrol med
tv-mediet. Hans Sloth Kristoffersen fortalte, at det er muligt at se nyhedsudsendelser fra vestlige kanaler, men ofte opstår teknisk uheld,
hvilket også skete under valgkampen. Det er også muligt at se russisk
tv, men når der vises nyheder, skiftes der hurtigt over til de lokale
nyheder. Styret vil undgå, at folket ser, hvad der sker i det frie
Rusland.
Lukashenko udtalte, efter han kom til posten i 1994, at alt i landet skulle nationaliseres, og at han i 2006 ville trykke den sidste private erhvervsdrivende i hånden. Dette løfte har han endnu ikke indfriet, men i dag er dog 75-80 % af økonomien statsstyret, og dermed er man næsten overgået til planøkonomi. Der er desuden en stor del sort økonomi i Hviderusland. I 1997 oplevede Lukashenko den første interne modstand efter at have slået alt
politisk modstand ned. Han har magt over de fleste regioner og
parlamentet. En gruppe socialdemokrater skrev under på Charter 97,
som er et prodemokratisk manifest og en organisation, der ønsker mere
demokrati i Hviderusland. Da Hviderusland fik suspenderet sin observatørstatus i Europarådet, vendte det sig mod Rusland og indgik i en union med Rusland. Den hvidrussiske rubels værdi blev halveret samtidig med, at den økonomiske krise foregik i Rusland i 1998. Meningen med sammensmeltningen var at få fælles valuta og skattesystem. I forvejen foregik Hvideruslands import/eksport hovedsagligt med Rusland, og dermed står det klart, at det vil være nytteløst for Europa at opstille økonomiske sanktioner mod Hviderusland. Hviderusland modtager olie og naturgas fra Rusland for
cirka 25 milliarder kroner om året. Hvis Rusland lukkede for gassen, ville
landet bryde sammen økonomisk. Rusland er det eneste land, der køber
hvidrussiske varer.
Der er et markant informationsunderskud i det hvidrussiske samfund pga. lukkethed i medierne og manglende kommunikation med omverdenen.
Efterretningsvæsenet er yderst effektivt med subtil pression af
befolkningen, da det er blevet givet udvidede beføjelser. Princippet for
det efterretningsmæssige arbejde er meget simpelt: Hvis man ikke går
ind i politik. er der heller ikke nogen risiko for, at der sker dig noget.
Men så længe du har trådt blot et skridt ind i det politiske liv, såsom at
melde sig ind i oppositionen, er der risiko for, at der vil ske dig noget.
Der er ingen demokratisk kultur i Hviderusland. Kompromis er et ukendt
ord.
Der var fire kandidater til det nyligt overståede valg, hvor Lukashenko vandt med 82,6 % af stemmerne, mens oppositionskandidaterne ikke fik mere end 6 % hver. De tre andre kandidater foruden Lukashenko var: den liberale Milenkevich, som var den førende blandt oppositionskandidaterne, og som fik 6 % af stemmerne. Gaydukevich, som er mere nationalistisk, og som fik 3,5 %. Og endelig var der Kozulin, som er socialdemokrat, og som fik 2,3 % af
stemmerne. Man havde op til valget håbet på, at oppositionen kunne
samles om én kandidat. Det lykkedes imidlertid ikke, selvom
kandidaterne førte valgkampe med forskelligt indhold for at ramme
bredest muligt blandt vælgerne.
Tidligere sidste år havde styret i Minsk udmeldt, at det valget i 2006 ville komme til at ligge i juni eller juli, men i februar meldte man ud, at valget ville blive gennemført i marts, dog offentliggjorde man ikke en eksakt dato.
Ændringen af tidspunktet for valget blev forklaret med, at der skal være
endnu et valg i år. Hans Sloth Kristoffersen antydede, at der
sandsynligvis vil blive stemt om, hvorvidt man skal knytte sig tættere til
Rusland og muligvis indgå i en føderation. De hastige ændringer i
programmet gjorde, at SILBA måtte fremskynde deres forberedelser til
valget. SILBA indgik i et samarbejde med Dansk Socialdemokratisk Ungdom om at deltage i FAB’s (Friends Across Borders) observatørarbejde ved valget. Meningen var, at de skulle udføre seks exit polls i seks forskellige regioner. De skulle påvise, at det statslige resultat var forkert, og at utilfredsheden blandt befolkningen var stor. Samtidig skulle SILBAs resultat have været det internationalt anerkendte resultat af valget. For at høste så mange stemmer som muligt indførte Lukashenko et ”early voting-system”. Dette muliggjorde
en manipulation af valgresultatet. Desuden blev visse dele af
befolkningen tvunget til at stemme, da det var nødvendigt med en høj
stemmedeltagelse. Universitetslærere tvang elever til at stemme, for
ellers ville de miste bevillinger fra staten. Lukashenko selv udtalte, at
”early voting-systemet” var mere demokratisk.
SILBA fik 2 store forhindringer ved at kunne udføre disse exit polls.
For det første blev de smidt ud af valglokalerne, fordi de spurgte, hvad
folk havde stemt, hvilket er ulovligt. For det andet var der også
indrejseproblemer med nogle af deres frivillige. Lukashenko havde
nemlig lukket for visaudstedelser. SILBA havde kun
fået 30 mennesker ind i landet. De havde på forhånd arrangeret
bustransport til de forskellige valgsteder og ansat tolke til at oversætte.
Da det var vanskeligt at udføre observatørarbejdet på valgstederne, blev
de nødt til at omdefinere deres opgave i landet og lade som om, de var
turister for ikke at komme i yderligere konflikter med politiet. For ikke at
skuffe de lokale tolke, som havde sat meget på spil for at deltage i
arbejdet for FAB, opdaterede de udsendte ved at oversætte aviser. De
udsendte var mere eller mindre henvist til deres hotelværelse og
rapporterede hjem med information fra anskaffede illegale hviderussiske
aviser. De vidste, de skulle holde lav profil og håbede på at overvære en
mulig revolution i Minsk.
OMON-styrkerne (indenrigsministeriets specialtropper) er de eneste styrker, som er loyale overfor præsidenten, hvorimod KGB har deres loyalitet til Rusland. OMON-styrkerne sad i hotellets lobby og holdt øje med SILBA-folkene. En dag bankede immigrationspolitiet på SILBA-folkenes hotelværelse.
De blev kørt på politistationen, og blev hver især afhørt to timer i træk med præpræparerede udsagn. Politiet inddrog deres pas og bad SILBAfolkene
om at møde op på politistationen dagen efter, hvor de blev bedt
om at forlade landet inden 24 timer. Denne metode blev brugt over hele landet, hvor alle observatører blev smidt ud. Revolutionen kom ikke som forventet, men folk demonstrerede dog på Oktoberpladsen. Nu håber
man, at stemningen vil vende sig efter at Lukashenko måske vil holde
en offentlig tale, og dermed er der mulighed for, at befolkningen vil
starte en bølge af demonstrationer, som man så det i Rumænien under
Ceaucescu. Det forventes også, at EU vil lægge pres på Rusland om at
skifte holdning til Hviderusland. Hans Sloth
Kristoffersen mener, at demokrati og ytringsfrihed ikke eksisterer i
Hviderusland, og før Lukashenko afgiver magten, vil de fundamentale
demokratiske principper, som vi her i Danmark tager for givet, ikke
vinde indpas.
SILBA består for tiden kun af statskundskabsstuderende, og der søges flere frivillige til de kommende projekter – især humanister! Læs mere på www.silba.dk
Vi siger tak til Hans Sloth Kristoffersen for et meget interessant
foredrag om Hviderusland og et godt indblik i landets
demokratiseringsproblemer.