Månedens helt er en artikelserie om undervisere såvel som studerende på Slavisk og Ungarsk Afdeling, som har gjort sig særlig bemærket. Månedens helt i februar er Jesper Overgaard Nielsen, ekstern lektor på Slavisk og Ungarsk Afdeling
Jesper er blevet valgt som månedens helt af to grunde: Den officielle forklaring er, at Jesper er det friske pust på afdelingen. Han er altid glad og leverer en god og varieret undervisning. Han er som størstedelen af vores undervisere meget engageret i de studerende og i afdelingens ve
og vel. Og hvis man for eksempel bliver nødt til at gå fra hans time før tid – en situation, hvor man normalvis ville liste ud så ubemærket som muligt for ikke at forstyrre – så afbryder han sin undervisning, åbner døren for en og siger tak for i dag. Desuden er Jesper den uovertrufne
mester i overheads, iblandt hvilke landkort virker til at have en plads tæt på Jespers hjerte. Den uofficielle grund til, at valget er faldet på Jesper, er, at han er sej nok til at dukke op til privatfest sammen med sine studerende og drikke et meget stort kvantum ren vodka – ikke af
shotglas – men af vandglas.
Hvorfor tror du selv, du er blevet valgt til månedens helt?
– Jamen, jeg tror måske, at det er fordi, jeg er god til at drikke vodka med de
studerende. Det har jeg i hvert fald en mistanke om.
Og hvis vi ser bort fra vodka-drikningen, kan du så komme på en mere faglig begrundelse for, hvor det netop er dig, der er blevet valgt til månedens helt?
– Jamen, så håber jeg da, at det er fordi I synes, jeg leverer en undervisning, der både er nyttig og interessant. Jeg underviser i historie, og sammenlignet med sprogfagene på begynderniveau tror jeg, at historiefaget lægger mere op til, at eleverne tænker selvstændigt. Det er nemmere at få en diskussion i gang om baggrunden for en given historisk begivenhed, end det er at føre en dialog om grammatiske bøjninger, når man lige er
begyndt at lære sproget.
Hvorfor russisk?
– Jeg begyndte at læse russisk i 1991. Jeg havde gået nogle år efter gymnasiet og lavet en hel masse andet; jeg var blandt andet involveret i Mellemfolkeligt Samvirke og havde arbejdet som fotograf. Desuden var jeg med i en miljøkampagne, hvor vi sejlede med et stort sejlskib rundt på Østersøen og besøgte alle de store havne og informerede om miljø. På den måde stiftede jeg bekendtskab med de slaviske sprog og fandt ud af, at det ville være en god idé at lære at tale noget russisk. Altså var min tilgang til det russiske meget praktisk orienteret.Jeg havde rejst meget i Østeuropa og specielt meget i Baltikum og taget billeder og stiftede dermed bekendtskab med de store forandringer, der skete under Gorbatjov, var med til at rette mit fokus på Rusland. Mine interesser var primært rettet mod samfund og historie.
Det, at jeg valgte at læse russisk, har givet mig det store privilegium at kunne være vidne til verdenshistorien på første parket. Siden Romerrigets fald har man vel aldrig set et samfund falde fra hinanden på den måde såhurtigt og alligevel så relativt udramatisk. Det har været utroligt spændende at følge Ruslands udvikling op gennem halvfemserne på godt og ondt.
Du har skrevet en ph.d.-afhandling. Hvad skrev du om?
– Jeg skrev om perioden efter Peter den Stores død i 1725 frem til Katarina den Store. I denne periode, som kaldes paladsrevolutionernes epoke, var der stor udskiftning i kejsermagten. Der var en række kejsere og kejserinder, som regerede i meget kort tid og som afsatte hinanden. Der sad endda på en tidspunkt et spædbarn på tronen. En af grundende til denne forvirring omkring kejsersædet var, at Peter den Store havde ændret reglerne for arvefølgen. Tidligere arvede sønnen faderen, men Peter den Store fik indført, at man nu udpegede kejseren
uafhængig af familierelationer. Det betød så, at der skete en ændring i den generelle opfattelse af, hvad en kejser var. Man gik så at sige fra den opfattelse, at kejseren var noget nær guddommelig tilhørende et dynasti, til at kejseren i princippet kunne blive hvem som helst. Her er Katarina den Store et godt eksempel. Hun kom som udlænding, endda
med den forkerte religion, sætter sin mand af tronen og ender med at være den, der regerer i længst tid i dette århundrede. Et andet nyt tiltag i den forbindelse var, at kandidaterne til kejserembedet skulle argumentere for deres ret til at besidde tronen. Hvor kejseren før så at sige var valgt på forhånd, blev der altså nu sat andre krav til kejseren.Det er et utroligt
spændende emne. Der er en tendens i historiefaget til at fokusere på de store personligheder og glemme de mindre signifikante perioder, og så kan det været interessant at se på de aspekter i historien, som ikke får så meget opmærksomhed og se, hvordan netop disse været med til at skabe den historiske udvikling.
Hvad har du ellers gang i for tiden ud over undervisning?
– Jeg arbejder i øjeblikket på en projekt om Gorbatjov, som jeg endnu ikke er helt klar
over, hvad vil munde ud i. Og så er jeg i gang med et web-projekt, en informationsside om Rusland – ruslandsinfo.dk. Derudover skriver jeg så artikler inden for mit fagområde
Hvis du skulle give et bud på hvor Rusland er på vej hen, hvad ville det så være?
– Jeg tror, at Rusland er på vej hen imod noget mere normalt. Økonomisk set er landet godt på vej, selvom det de sidste par år er gået lidt tilbage med hensyn til demokrati. Jeg tror, at Rusland langsomt vil nærme sig de vestlige landes standarter. Set i perspektiv til sovjettiden, tror jeg ikke, at Rusland har andet valg end at hænge på og gå i dialog med resten af
verden og prøve at integrere sig. Og jeg tror, at på det økonomiske plan er det en hensigtsmæssig handlingsplan. Op igennem halvfemserne forsøgte man både at lave økonomiske og demokratiske reformer, og spørgsmålet er måske snarere om Rusland overhovedet kan fungere med et vestligt demokrati. Man taler om, at demokratiet med Putin er gået tilbage, men man glemmer måske at spørge om, hvor demokratisk Rusland egentlig var under Jeltsin. Den store forskel var vel egentlig, at hvor det i halvfemserne var storkapitalen der kontrollerede det politiske liv, er i det i dag i højere grad staten. Og så er det måske endda sådan nu, at idet der er så stort et pres på medierne i Rusland, at det i sidste ende er med til at gøre folk mere demokratiske i deres tankegang. Vi har i Rusland set eksempler på demonstrationer, der ganske vist var fremkaldt af sociale problemer, men som viser os, at Rusland langsomt er på vej til et demokrati. Jeg tror dog, at det er vigtigt at anerkende at Rusland er et land, der adskiller sig meget fra Vesten. Derfor vil et demokrati i Rusland ikke nødvendigvis være det samme som i Vesten. Der vil snarere være tale om at finde en demokratisk model, der kan fungere i Rusland. Altså demokrati med et mere pragmatisk udgangspunkt.
Til sidst vil jeg gerne spørge dig: Hvem er din helt?
– Min helt er da selvfølgelig Steffen Brandt! Jeg er jo faktisk nærmest vokset opmed Steffen Brandt og TV2 lige fra “Fantastiske Toyota” til “De første kærester på månen”. Man kan ikke beskylde ham for at være en stor sanger, men jeg synes, at han med sine tekster formår at ramme nogle ting meget præcist ved at skyde ved siden af.
Her på redaktionen kan vi kun erklære os enige – godt valg, JON!