Skrevet af Jay Parini, på engelsk fra 1992, udgivet først af HarperCollinsPublishers. Anbefalet salgspris 8.99£ men kan findes billigere på bl.a. amazon.uk og saxo.dk (Engelsk). 372 sider.
Filmen er instrueret af Michael Hoffmann, medvirkende skuespillere: Helen Mirren (Sofija Andrejevna) Christoffer Plummer (Tolstoj). Varighed: 1 t. 52 m.
The last station, både bog og film, handler om det sidste år i Tolstojs liv. Bogen skildrer tolstojismen, Tolstojs skænderier med hustruen Sofija Andrejevna, hans kvaler ved at underskrive sit testamente der ved hans død vil give fremtidige indkomster fra nogle af hans bøger til folket i stedet for til sin familie, og årsagerne til hans afrejse fra sit hjem i Yasnaja Poljana, samt hans sygdomsforløb og død.Bogen er fiktion der dog er baseret på dagbogs notater fra de forskellige involverede mennesker bl.a. Bulgakov, Chertkov, Sofija Andrejevna og parrets børn, og man kommer vidt omkring i Tolstojs liv. Der er enkelte tilbageblik, især fra hustru og datter, og det fungerer faktisk ganske fint til at forstå Tolstoj bedre. Problemet når man vender sidste side er, at man ikke ved hvad der er sandt og hvad Parini selv har fundet på. For som han selv skriver i efterordet, så har han nogle steder citeret Tolstoj og andre steder selv opdigtet dialoger og forfatterens egne digte der popper op to steder i bogen virker malplacerede. Bogen er ganske underholdende, men langt fra et must.
Filmen er baseret på bogen, men som de fleste filmatiseringer af bøger så afviger den, især i sidste halvdel af filmen, fra bogen. Bulgakov har også fået en mere central rolle og det er mest ham man følger i filmen. Det sker nok til dels fordi det som seer er nemmere at følge én bestemt person i stedet for flere forskellige mennesker som det sker i bogen. Bulgakovs splittelse imellem tolstojismen som han følger og forståelsen for Sofija Andrejevnas ængstelse bliver mere tydelig, han får en rolle som en moralens vogter, en rolle han ikke har i bogen, og hans forelskelse i Masha kommer mere i fokus. Sofija Andrejevna er meget mere likeable i filmen end i bogen, og Chertkov (forfatter og fremtrædende tolstojaner) har helt klart fået skurkerollen som den der lokker Tolstoj i fordærv. Den ellers ivrigt prædikende Tolstoj man har mødt i bl.a. krig og fred er blevet mere afslappet og dermed nemmere at forholde sig til for et moderne menneske. Og dermed rummer filmen alt det en film skal rumme så som drama, kærlighed, skurke og helte, konflikter, sorg, glæde og mennesker man kan forholde sig til.
Denne anmeldelse er ikke en konkurrence mellem film og bog, den prøver blot at skelne forskelle og ligheder og som alle andre anmeldelser at give et billede af værkerne og en idé til læsere om hvorvidt de burde bruge tid på dem. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at filmen er bygget mere interessant op end bogen, og at når nu bogen alligevel ikke er fuldstændig autentisk, så kunne Parini have gjort det anderledes. Især ville det have været rart at vide hvad Parini selv har opdigtet, men til Parinis forsvar så er det tydeligt at det er en novelle og ikke en biografi. Filmens skuespillere gør det fantastisk, og selv om filmen heller ikke kan ses som et must, så er den helt klart værd at bruge et par timer på at se.