Rane Willerslev: ”På flugt i Sibirien – Zobeljagt, russisk mafia og 65 minusgrader”. 207 sider, Gyldendal 2009.
Af Iben Christiane Hansen
I forordet til ’På flugt i Sibirien’ fortæller Rane Willerslev, hvordan hans far har opdraget ham på en gammeldags og temmelig streng facon. Willerslev mener selv, at det har gavnet ham og gjort ham stærk og i stand til at stå imod. I bogen her, ser vi, at han har ret.
Bogen er en fortælling om, hvordan en naiv og filantropisk ide om at sprede andelstanken til et jægerfolk i Sibirien, slog fejl og endte med næsten at koste den unge danske antropolog livet i Sibiriens frosne ødemark, tajgaen. Ideen var i udgangspunktet god nok. Det handlede om at få jægerne til selv at tjene penge på skindene fra de dyr de dræbte, i stedet for at lade gevinsten gå til mellemhandleren, som scorede profitten ved at opkøbe skindene billigt af jægerne og sælge dem dyrt på auktioner i Sankt Petersborg og Vesten.
Desværre var selvsamme mellemled, lidet overraskende, ikke glade for udsigten til at blive sorteret fra. De stillede sig på bagbenene og gjorde livet surt for Rane Willerslev og hans kompagnoner i pelseventyret. Så surt, at det endte med at Rane Willerslev måtte flygte ud i den bundfrosne tajga og overleve på må og få med en ven, en riffel og en ikke overvældende mængde ammunition.
I bogen får vi ikke alene indblik i en verden fjernt fra vores, vi får indblik i Rane Willerslevs egne tanker og følelser i løbet af historien og særligt i perioden, hvor han gemmer sig i en hytte i det snedækkede Sibirien. Han kommer tæt på bjørne, han ser sin vens fod fryse til, og han kommer så tæt på sultedøden, at han skriver et brev til sin tvillingebror herhjemme og en seddel om, at hans lig skal hjem til Danmark, hvis det findes og så tager han den sidste ammunition og sætter ud på ski,
Heldigvis går det ikke så galt, vi ved jo, at han kommer hjem og skriver bogen. Men fortællingen er så levende, at vi som læsere forstår, at Rane Willerslev har stået ansigt til ansigt med evigheden. Og dét er bogens største kvalitet.
Vi kommer ind under huden på Rane Willerslev. Uden blusel eller hæmninger beskriver han både seksuelle oplevelser – i drømme såvel som i virkeligheden – og sin længsel efter den kæreste, som er hjemme i Danmark, et forhold som smuldrer bort, mens han er i Sibirien. Han skildrer sin frygt, sin frustration, sin sult og hele den forbandede ulykkelige situation uden at lægge fingre imellem. Han beskriver lydene, kulden, forholdene i det hele taget med så fine billeder, at man uvægerligt selv spænder i hele kroppen, når han, på nippet til at besvime af sult, sætter riflen for øjet og skal nedlægge et dyr for at overleve. Og på en måde, så læseren ikke er i tvivl om, at alle strabadserne til trods, så elsker Rane Willerslev stadig dette isolerede og gudsforladte område af verden.
Det er svært at skrive til et bredt dansk publikum, så de forstår, hvordan tingene fungerer i Rusland, men det lykkes rigtig godt i denne bog. Jeg mener, at man uden forudsætninger af nogen art, kan læse historien og få et rigtig fint billede af, hvilke vilkår folk lever under i gamle moder Rusland efter Sovjetunionens fald.
Bogen har dog en mærkbar svaghed, som er, at Rane Willerslev springer for meget ind og ud mellem historiens faktiske hændelser, flashbacks til det forudgående og forklaringer om det post-sovjetiske samfund.
Det kan være rart nok med opbrud og pauser fra den spændte situation i vildmarken, men som læser ender det alligevel med, at de mange tilbageblik og forklaringer efterlader en med en fornemmelse af, at historien slet ikke er så stor.
Og det er en skam, for med den sjæl Rane Willerslev lægger i den, er der ingen tvivl om, at det ér den.