ANEKDOTE: Maksim på 9 var en rigtig russer. Han gik til spejder i Tallinn, Estland, og mente, at esterne var noget, fanden havde skabt. Og hvis ikke det, så måtte fanden have skabt det estiske sprog. Mig som dansker havde han ikke noget imod, for jeg talte russisk. Så her var der ingen problemer. Det fortsatte lige indtil den dag, hvor Maksim hørte om vikingerne.
Jeg havde længe gået og forsøgt at greje Maksim. For godtnok gjorde han grin med den russiske nationalsang, men hans manglende respekt for det russiske moderland gjorde ham ikke til nogen ester, tværtimod. I hans opfattelse var Estland russisk. – Esterne havde bare ikke fattet det endnu. De var dumme, de talte kun estisk og han kunne ikke lege med dem (fordi de talte estisk). Han ville ikke en gang overnatte på en estisk skole, for her var der normalt ESTERE. Kort sagt: Maksim havde et lige så sundt forhold til estere, som de fleste andre drenge i hans alder har til piger.
Hvad gør man så? Jeg forklarede pænt Maksim, at jeg ikke altid forstod, hvad han sagde, men at jeg stadig var med på at lege med ham. Og selvom jeg slet ikke forstod estisk, var jeg mere end villig til at lege med dem. – Maksim sagde intet, han så bare ned i jorden som for at sige “Dumme dansker, du kunne godt have givet mig ret”. Det russisk-estiske samarbejde så ud til at få lange udsigter.
Mit håb blev vakt den dag, hvor Maksim i skolen havde hørt om vikingernes erobring af Estland. Da jeg ankom til spejdermødet begyndte han at hviske med sine venner om, hvad han havde lært i skolen: Vikingerne havde indtaget Tallinn i 1219. Og vikingerne var danskere, ligesom Louise.
Jeg kunne have jublet af glæde: I Maksim var der blevet vakt en territorial og ikke etnisk forståelse af nationalitet. – Der var håb forude. Så pyt med, at jeg resten af mødet måtte finde mig i skæve blikke fra Maksim, der sikkert frygtede, at jeg ville hente mine vikingevenner og så indtage hans estiske fædreland.