Henning Mørk er blevet valgt som Sommerens Helt og det er fordi han har undervist i mange år og er nu gået på pension. Jeg fik muligheden for at interviewe ham, og
se hvad der kom ud af det.
Hvorfor Serbokroatisk?
Jamen, jeg var begyndt på russisk også fandt i den sammenhæng ud af, at der var andre slaviske sprog, og efter en lang sommerferie i Jugoslavien, hvor jeg rejste rundt i en måneds tid, blev jeg så begejstret for landet og folket, at jeg tænkte, at det nok var værd at dyrke dette område nærmere. Så jeg skiftede fra russisk til serbokroatisk. Dengang hed eksamen magisterkonferens, og man skulle have smagt på alle de slaviske sprog. Man kunne så derefter gøre et af sprogene til sit hovedsprog.
Hvad var det særlige, der gjorde, at du valgte serbokroatisk?
Jeg har altid haft en hang til det eksotiske. Man rejste ikke så
meget dengang, så det var temmelig anderledes at rejse rundt på
Balkan. Det var ganske andre kulturer og måder at leve på.
Ansigtsformerne var anderledes. Det ene med det andet gjorde, at det
var fantastisk, og det synes jeg stadigvæk, det er, efter mere end 40 år.
Min første rejse var en togrejse. Jeg begyndte med Slovenien og
Kroatien, så ned til Bosnien og derfra til Beograd og ned igennem
Serbien og Makedonien og derefter videre til Kosovo og til Montenegro
og med båd tilbage via Adriaterhavet. Det hele var meget nyt for mig,
og jo længere jeg trængte ned i Balkan desto mere eksotisk blev det.
Det toppede nok i Peć på Kosovo.
Hvordan var Jugoslavien dengang?
Det er en af grundene til, at jeg valgte serbokroatisk. Vi
snakker om 60’erne og 70’erne, hvor det var svært at
rejse i de socialistiske lande i Østeuropa. Men i Jugoslavien skulle man
bare have et visum, og så kunne man rejse hvor det passede en. Man
kunne rejse til et hvilket som helst sted og blive der. Da jeg senere
opholdt jeg mig i Novi Sad, oplevede jeg et land, som i henseende til
personlig frihed lå vældig tæt på Danmark. Der var nogle ting man ikke
kunne. For de venner jeg fik, var der nogle ting, der var forbudt, f.eks.
at snakke nedsættende om andre nationaliteter. Ellers var tilværelsen
ikke fremmedartet, når man var i en stor by. Men når man dengang
kørte ture i landet, var der enorm forskel på by og land. Der var enormt
fattige og tilbagestående folk, som ikke kunne læse og skrive, og mange
havde ikke nogen uddannelse. Man levede af det, man kunne få fat i.
Selvfølgelig var der jordbrug og kvægbrug, men det var også på et
lavere niveau end i Danmark. I Vojvodina derimod var der fremskridt,
der havde de maskiner, som vi kendte fra Danmark. Det er jo et rigtig
landbrugsområde.
Ekavisk eller jekavisk?
Det er sådan, at når man skal lære at begå sig påsproget, så er man pisket til at vælge en af varianterne. Man skal vælge, om man vil lære at snakke ekavisk eller jekavisk. Jeg havde ikke nogen præferencer. Jeg kunne ikke så meget, da jeg var dernede første gang, jeg kunne ikke kommunikere ordentligt med folk. Det skete først, da jeg var dernede i længere tid, for da jeg var blevet kandidat, tog jeg et år til Novi Sad i Vojvodina. Så blev ekavisk helt naturligt den variant, jeg skulle lære at tale.
Hvem er din yndlingsforfatter?
Jeg tror nok, min yndlingsforfatter er Dragoslav Mihailović, som stadig lever og skriver, og som er en af mine gode bekendte.
Er det sjovt at undervise?
Ja! Det har jeg altid godt kunnet li’. Jeg tror, det er noget med, at man har noget stof, som man som fagmand har et overblik over, og det skal man give
videre til andre (studerende, som er på vej op i systemet). Det er sjovt
at strukturere stoffet for dem og give det videre, og man håber
naturligvis, at der er nogen, der lærer noget af det.
Hvordan var din første time?
Jeg underviste før jeg blev færdig. Det var vist tekstlæsning for yngre studerende. Der var noget med en tekst af Nušić, og der var noget af Nazor, en novelle fra kystområdet i Kroatien.
Hvordan var det at se Jugoslavien forsvinde?
Jamen, det var da dybt deprimerende, og jeg opfatter det stadigvæk som et stort skridt tilbage, selv om jeg naturligvis er klar over, at der er visse eksjugoslaviske nationer, der ikke synes det. Nu har vi jo lige set montenegrinerne melde sig ud af fællesskabet med serberne, og langsigtet set synes jeg, det er dumt. Der er så desuden sket det, at vores fag er blevet splittet op. Benævnelsen Serbokroatisk accepteres ikke længere i nogen af de
eksjugoslaviske lande, hvor man bruger den nationale benævnelse,
bosnisk, kroatisk, serbisk. Men det er da klart, at det er de pågældende
landes egen afgørelse, hvad deres sprog skal hedde; det skal man
respektere, selv om man kan synes, det er en dårlig ide.
Ideen om 4. Jugoslavien?
Jada!!! Også et 5. og 6., men det vil jo ikke ske. For mig at se er udsigten den, at alle disse små lande bliver medlemmer af EU, og på den måde bliver de fælles igen, men på lige fod med andre lande, som er (eller bliver) medlemmer af EU. Ud fra dette er der vel ikke noget behov for at oprette et 4. Jugoslavien.
Har du et Jugoslavisk flag hjemme?
Nej, det har jeg faktisk ikke. Men det kunne være godt at have nogle af de nye i mindre udgaver, især ”skakbrættet”, som kroaterne har.
Kolodvor eller železnička stanica?
Det er henholdsvis kroatisk og serbisk for banegård. Kolodvor (vogngård) er det letteste og hurtigste at sige, og det andet (jernbanestation) er sprogligt mere præcist.
Yndlingskasus?
Instrumentalis, fordi den udtrykker så mange ting, f.eks. vejene ad hvilke man går, redskaber man banker med, transportmidler man benytter, ting man styrer, udstrækninger i tid.
Hvis du skulle vælge en pige fra Balkan, hvilket land skulle hun så komme fra?
Ja, pigerne bliver kønnere og kønnere jo dybere man trænger ned på Balkan.
Hvor er du født henne?
Ude i Midtjylland på en bondegård.
Hvem er din helt?
Ja, det ved jeg ikke rigtigt. Jeg tror det må blive Asterix. Især når han taler serbisk. Han kunne faktisk lige så godt have været serber. Jeg har alle historierne på serbokroatisk, og de er smaddermorsomme, og oversættelserne er i nogle tilfælde bedre end de
danske.