NINAS POLITIK: Mange spekulerer stadig i, hvem der egentligt har magten i Rusland. Selv russerne spekulerer nu og da. Især systemkritikerne og de ikke statslige bevægelser og foreninger holder mistænksomt øjnene rettet mod Kreml. Det er ikke dem, der har stemt på Medvedev. Det har derimod Nina.
Siden Sovjetunionens sammenbrud har russisk historieskrivning ændret sig meget. I den sene glasnost-periode begyndte man at udgive historieartikler og senere -bøger om emner, man i flere årtier havde fortiet i det offentlige rum. I 90’erne kom det til at gå hurtigt. Udenlandske investorer, historikere, demokratiske og udemokratiske organisationer væltede ind på det russlandske marked og var ved at snuble over hinanden i ivrighed efter at fortælle netop deres historier om, hvad russerne havde oplevet i årene 1917-1990.
Sofi Oksanen: Renselse. 360 sider. Oversat fra finsk af Helena Idström. Rosinante. 299 kr. Anmeldelse af Rasmus Bertelsen En dag i 1992 dukker en forskræmt og forslået russisk pige op på estiske Aliide Truus gårdsplads. I sin bh gemmer hun et falmet fotografi taget i 1930’erne af to kvinder: Hun bærer på en skæbnesvanger hemmelighed. Pigen taler et gammelt og mølædt estisk fra en anden tid, og efter at have betragtet hinanden med gensidig mistro inviterer Aliide til sidst Zara indenfor i sit køkken.
ANEKDOTE: I sommeren 2009 tog jeg til Rusland for fjerde gang. En weekendtur med værtsfamilien til datjaen i en volga fra 50’erne fik mig til at mindes min første tur i en russisk Volga: I 2001 var jeg på rundrejse med et dansk rejseselskab i Rusland sammen med mine spejdervenner. Efter godt 14 dage i Uralbjergene og Sibirien blev det tid til at vende snuden hjemad og vi skulle nå flyet fra Perm til Sankt Petersborg. Det endte med at blive ikke så lidt af en oplevelse.
György Dragomán: Den hvide konge. 236 sider. Oversat fra ungarsk af Peter Eszterhás. Borgens Forlag. Pris 299 kr. Genanmendelse af Rasmus Bertelsen Der findes bøger, der sætter uudslettelige spor og efterlader læseren i en tilstand af ekstase: Ungarske György Dragománs lille mesterværk Den hvide konge(2008), der handler om livet under Ceauşescus rædselsregime i 1980’ernes Rumænien, er en sådan bog.
MADKUNST: Zeppelinai er den litauiske nationalret, som enhver litauer vil insistere på, at hans/hendes mor laver bedst derhjemme. At spise zeppelinai på restaurant skulle efter sigende være en helligbrøde. Man kommer let til at grue for smagen, når man først får øje på den zeppeliner-formede grå masse, der rammer tallerkenen med et “BOING” for derefter at skøjte videre i fedtstof. Zeppelinai er hakket svinekød, måske tilsat lidt kogt ris for at sparre på kødet, pakket ind i en dej af kartoffelmos, dernæst kogt for til sidst at blive vendt rundt på panden indtil den fedtede grå klump er færdig....
Sejrsdagen er ikke den samme overalt. Den samme georgiske sløjfe, der i Rusland bæres med et smil den 9. maj, får smilene til at falme i en stor del af resten af Østeuropa.
Igen i år vil vi fra www.perestrojka.dk fejre Sejrsdagen med en uge af nye artikler. Sejrsdagen d. 9. maj markerer den dag, hvor de tyske tropper overgav sig på Østfronten (og hvor Bornholm blev besat). Hvert år fejres denne dag med en folkefest i Rusland. I år fejrer man 65-året for sejren, mindet og det overlevende Rusland. Men i baggrunden lurer glemslen.
ANEKDOTE: Maksim på 9 var en rigtig russer. Han gik til spejder i Tallinn, Estland, og mente, at esterne var noget, fanden havde skabt. Og hvis ikke det, så måtte fanden have skabt det estiske sprog. Mig som dansker havde han ikke noget imod, for jeg talte russisk. Så her var der ingen problemer. Det fortsatte lige indtil den dag, hvor Maksim hørte om vikingerne.
Andrej Tarkovskij er Ruslands måske mest velrenommerede filmproducer, men alligevel er det de færreste, der har set én af hans film, og de fleste af dem vil kalde filmene for svært tilgængelige.