Igen i år vil vi fra www.perestrojka.dk fejre Sejrsdagen med en uge af nye artikler. Sejrsdagen d. 9. maj markerer den dag, hvor de tyske tropper overgav sig på Østfronten (og hvor Bornholm blev besat). Hvert år fejres denne dag med en folkefest i Rusland. I år fejrer man 65-året for sejren, mindet og det overlevende Rusland. Men i baggrunden lurer glemslen. 

9. maj er en dag hvor man mindes kampene, de døde, de overlevende og alle de, der måtte lide. I Rusland er 9. maj blevet til en statslig fridag, hvor staten fremviser sin militære magt ved militærparader og  maskinelle optog. Omvendt er det også blevet en folkefest, hvor de enkelte helte og veteraner hyldes og mindes.

Dagen er blevet brugt med politiske bagtanker. I sovjettiden var fejringen af 9. maj en fejring af det sovjettiske sammenhold og kampen mod det onde. I 90’erne blev det en erinding om en storhed man havde tabt, men som man stadig samledes om, når man mødte veteranerne på gaden. Så endelig i 2008 fejrede man atter Rusland som militær stormagt og et stort show blev igen etableret med soldater, veteraner og overlevere.

Små piger går rundt med deres mødre og deler nelliker ud til gamle mænd i uniform med blankpolleret sildesalat på. Unge mænd står i vejkanten og råber af deres lungers fulde kraft: Tak for Sejren! Vi er stolte! Vi vil ikke glemme!

Og netop glemslen er blevet et tema i fejringen af 65-året for sejren på Østfronten. I et samarbejde mellem to ministerier, Moskvas Statsuniversitet og ungdomsorganisationen Nashi, har man i 2010 opfordret ungdommen til at gå ud og interviewe de sidste veteraner, inden hele generationen dør ud.

Siden www.41-45.su  informerer os om, at der hvert 30. minut dør endnu en veteran fra Den Store Fædrelandskrig. Og således er den sidste spurt sat i gang for at bevare mindet om Den Store Fædrelandskrig og Sejrsdagen inden det bliver for sent.