Andrej Tarkovskij er Ruslands måske mest velrenommerede filmproducer, men alligevel er det de færreste, der har set én af hans film, og de fleste af dem vil kalde filmene for svært tilgængelige.
Det er måske mest udpræget for Tarkovskijs personlige hovedværk Зеркало («Spejlet»), som er et selvbiografisk, plotløst værk. Filmen er plotløs i den forstand, at der ikke er nogen kronologisk fortælling. Det er derimod en serie af minder og drømme fra Tarkovskijs barndom vist som hovedpersonen Ignat Daniltsevs indtryk af verden omkring ham, der, nærmest som en visuel udgave af den litterære teknik ”stream of consciousness”, leder os igennem dette visuelle pragtværk, stedse akkompagneret af Tarkovskijs højtlæsning af sin fars digte.
Filmen foregår i tre tider: før krigen, under krigen og efter krigen. Det er en film, man skal overgive sig til, lade sig medrive af, alt imens man allerhelst glemmer sine hidtidige ideer om, hvordan en film skal ses. For det skal denne!