Forlaget vandkunsten, 176 sider, 249kr. Sorokin tager dig med på en rejse i en måske ikke så fjern fremtid, hvor du får et glimt af opritjnik Andrej Danilovitj Komjagas hverdag. Komjaga er en mand med lidt flere beføjelser end den almindelige mand i Rusland, og han tager med glæde i mod alle udfordringer Herskeren og Lillefar giver ham. Han stiller ingen spørgsmål, og deltager lystigt i de voldshandlinger og perversiteter der forekommer i bogen. Du følger simpelthen Komjagas færden rundt i riget i en hel dag, et måske ikke helt nyt koncept, men med et nyt sceneri, der ved endt læsning efterlader dig, med en lidt skamfuld følelse af at ville vide mere.

Dette er en sandfærdig fortælling om Matthews egen familiehistorie. Ikke bare sandfærdig fordi Matthews skriver om familiens virkelige skæbne, også sandfærdig fordi Matthews ikke lægger fingre imellem og ikke romantiserer sine familiemedlemmers handlinger og tanker. Som den historiker han nu er, fortæller Matthews om sine bedsteforældres og forældres liv under Stalin og Sovjet, mens han perspektiverer til sit eget liv og til dagens Rusland. Og det fungerer!

Rachel og Israel Rachlin: 16 år i Sibirien. 1982, men er ny redigeret i 2000 og koster ca. 148kr. Eller via. www.bogorm.dk brugt for 20kr. 16 år i Sibirien” er en utrolig historie om en jødisk families liv i Litauen, og de strabadser de blev udsat for i Stalin- og 2. Verdenskrigsårene.

Silvi Teesalu ”Deporteret til Sibirien, - en fortælling om overlevelse.” 184 sider, ca. 229,95 Kr. Gyldendal forlag. Deporteret til Sibirien er en bog, der gerne vil lidt af det hele. Silvi Teesalu vil gerne fortælle sin mors, Sentas, personlige historie, og på samme tid vil hun gerne gerne fortælle om de mange esteres skæbne der ligner Sentas. Samtidig med dette giver Teesalu også lige et crashcourse i estisk historie fra slutningen af 1. Verdenskrig og frem til 1991.

For Yarets startede det hele i Minsk, for mig startede det i Berlin. I forrige uge mødte jeg foran Brandenburger Tor Yarets, eller Vladimir Alekseyevich Yarets født i Minsk 1941. Det skete ved et tilfælde. Han hang hen over sin hyggelige motorcykel og jeg fik ved et tilfælde øje på, at den lidet moderigtige mand på sin motorcykel havde skrevet navnene på de steder, han havde besøgt. RUSSIA sprang i mine øjne og jeg glemte for en kort stund at læse resten af stederne. I 2000 var han rejst fra Minsk. Så måtte han jo kunne russisk og jeg øjnede en chance for at kunne kommunikere med Yarets på russisk. “Hvor mon han nu var på vej hen?” Forsøgte jeg stille på mit lidt gebrokne russiske. Men han kiggede blot på mig. Mon han ikke havde forstået spørgsmålet? Så begyndte han at gestikulere vildt med armene i vejret og gik med hænderne i vild gestikulation hen til enden af sin motorcykel. Her tog han et gammelt kort frem, overtegnet med sorte streger, lamineret på en måde, men meget slidt.

Der er noget, som de har forstået i de gamle sovjetlande, som vi ikke har fået på plads i Vesteuropa. Dette er køkulturen. Prøv her at se, om du har køkultur: POSTHUSET: Du kommer ind på et posthus, hvor der er lange køer. Hvad gør du? 1, Finder skemaet over kasserne, for at finde frem til den rigtige kø. 2, Henvender mig i Information. 3, Vender tilbage om 1 time, når køerne er mindre. KØEN: Du står nu ved den rigtige kø, hvad gør du? 1, Stiller mig op som den sidste. 2, Spørger manden foran, hvem der er den sidste i køen, og stiller mig derpå op i køen. 3, Siger til manden foran, “jeg er den sidste”. - Og går. PLADSEN: Hvem har fortrinsret i køen / på bænkene? 1, Turister 2, Pensionister 3, Mødre med spædbørn EN HOPPER OVER: En ældre dame maser sig forbi dig for at få en hurtig information. Hvad gør du? 1, Råber af den gamle dame. 2, Siger intet. 3, Råber af kassedamen. DEN FORKERTE KØ: Kassedamen ved kasse 9 siger, at du mangler en kvittering fra kasse nummer 13, før du kan blive behandlet ved kasse 9. Hvad gør du? 1, Spiller pensionist/dum turist og får kassedame 9 til at hente din kvittering direkte ved kassedame 13. 2, Stiller dig pænt i den anden kø, for at få din kvittering. 3, Bryder ud i gråd. Se svarene ved at klikke videre.

- Mænd må ikke bære hovenbeklædning indenfor i kirkerne. - Kvinder skal bære tørklæde eller hovedbeklædning. - I nogle tilfælde kræver kirken også lange benklæder hos mændene og nederdel hos kvinderne. Mange af disser kirker har lånenederdele i kirke-butikken. - Kvinder må ikke rundt om ikon-piedestaler, de må gå foran, men ikke bagved. - Dæmpede samtaler er for det meste tilladt, men bør indstilles under gudstjenesten, specielt hvis samtalen ikke er på russisk....

Okrosjka findes i mange varianter, her kommer Nina Pavlovnas udgave af denne russiske sommersuppe.

At komme i praktik er at møde en anden dagligdag, der er ganske anderledes fra det, som man har mødt på sit studie. Reglerne for eksamenstilmelding og petita er for en periode smidt ud af vinduet og koncentrationen fokuseres på et job med faste mødetider, så godt som intet hjemmearbejde og rigeligt med nye udfordringer hver dag. Og det er udfordringer på godt og ondt. Få ting gøres som bag de gule mure og så er det, at man må til at tænke selv. I det følgende kommer således min evaluering af mit ophold.

Jeg var på praktik på Kulturinstituttet i Tallinn i efteråret 2008. Det var en spændende tid, som jeg sent glemmer og som jeg fik meget godt ud af. Jeg besluttede for at lade praktikken gøre det for den gymnasiepraktik, som jeg kunne tage på historie og jeg har ikke fortrudt mit valg. En praktikplads er en kærkommen pause i studierne, når man er ved at glemme, hvorfor man sidder inde bag de gule mure og så er det en mulighed for at prøve en fremtidsmulighed af. - Jeg blev i al fald mere frisk på kontorarbejde, end jeg havde været før, men det er jo så også fordi kontorarbejdet viste sig at være andet og mere end kopier og oversættelser.