TALLINN: Når man er ude at rejse skal man benytte sig af de mange nye ting, man kan smage og dufte. Jeg gør særligt meget ud af at prøve ting med underlige smagssammensætninger, dufte og ikke mindst så mange E-numre som muligt. Her senest er jeg faldet over en russisk sodavand kaldet ТАРХУН, undrer mig nu over, hvem der fandt på at blande estragon, citron og vanilje med sukker og grøn frugtfarve? Det er lidt ligesom mælkechokoladen fra KALEV med pære og oregano. Eller den med chili og appelsin. Tyggegummi med blåbær og honningmelon, jogurt med smag af bagte æbler og toiletpapir med havduft har jeg vænnet mig til. Parfumeallergikere har det ikke for godt herovre, men er man ikke bange for at eksperimentere, så kan det jo være, at man falder over en lille skattekiste af sjove ting.