Interview med Tine Roesen
Det lille kontor i bygning 1328 var endnu ikke blevet fyldt helt med russisk litteratur, da jeg en gang i efteråret havde inviteret mig selv til hyggesnak hos Tine Roesen, den nye adjunkt på Russisk, Århus Universitet. Nye og nye, Tine har nu arbejdet på vores afdeling i et helt semester og man kan vist med rette sige, at hun er blevet en del af afdelingen.
Som altid falder snakken på Rusland og ikke mindst på, hvorfor Tine i sin tid valgte russisk. Hvad er det så, der gør Rusland så interessant? Tine fremhævede, at det er at vi og russerne, på trods af alt, har samme humor. Det er en sproglig humor og en intertekstualitet, hvor ingen går fri og ingen er for stor til at blive lavet om til en vittighed eller en anekdote. Og for at kunne forstå denne humor er det vigtigt at kunne sproget og at have studeret kulturen.
Om sprogstudier er det vigtigt at forstå, at det er en proces, hvor man gradvist forstår lidt mere og aldrig, rigtig, kommer til vejs ende. Og ikke mindst, at man kommer meget længere og får det meget bedre, hvis man nyder processen og kaster sig ud i alt det nye. Og det bliver kun mere spændende, hvis man kan sproget. Sproget er vejen til kulturen, historien og litteraturen. Derfor kan det ærgre en underviser, når de studerende ikke har gejsten på studiet og ikke bare vil vide mere og mere.
Tine har haft gejsten hele processen igennem. Hendes tur tilbage til Århus har bragt hende vidt omkring. Efter en flirt med litauiske selvstudier i København har hun både været den vej af Bruxelles og Bergen. Hun har været hjemmegående husmor, forsker, og oversætter i eget firma. Men så manglede der kulturunderviser på Århus Universitet og kollegaerne og alle de nye oplevelser ventede.
Et typisk perestrojka-spørgsmål er, hvilken kasus, der er den interviewedes favoritkasus, men Tine kunne ikke vælge en kasus, og var nok også lidt overrasket over spørgsmålet. Men der var en partikel, som Tine favoriserer på russisk: _ВПРОЧЕМ_Det er et dejligt lille ord, der ikke kan bruges til så meget, kan være besværlig at oversætte, men ikke desto mindre har en betydning.
Og det er i Dostojevskij, at detaljerne får betydning. Tine ikke blot læser og forsker i Dostojevskij, hun lever også med Dostojevskij. Hun har således tidligere været frivillig på en telefonlinje, der gav krisehjælp i overensstemmelse med den filosofi, vi møder hos Dostojevskij. Selvom tiden ikke altid er der, og selvom man ikke kan redde verden, så er det en god følelse at være i stand til at hjælpe.
Hovedkonklusionen på snakken på det lille kontor en kølig efterårsdag blev, at man må nyde processen, processen i studiet, i arbejdet og i livet. Tine nyder processen!