Så er vi ankommet til Rusland og advarslerne fra de tidligere årgange er vi ved at modbevise. Heriblandt også den, at Sankt Petersborg er kold i januar. - Her er sne, 2-4 graders celsius og lidt vind. - Vi sveder i alt vores skiundertøj!
Check-in var ikke let, damen ved skranken kunne ikke finde vores flynummer i sine systemer og måtte efter 5 lange minutter ringe til en kollega, der fortalte hende, at SAS opererede denne Pulkovo-afgang. Så vi fik ikke vores gratis mad i flyet, men fløj til gengæld med et meget moderne SAS-fly. Sammen med os var der vel maks 20 andre i flyet, så det havde været en temmelig rolig tur, hvis ikke det var for lille Sasha, der hyggede sig med et computerspil. Vi var dog her allerede lidt groggy efter gårsdagens rejse og manglende nattesøvn (vi kom til at diskutere med Katjas bror lidt for længe) – Så computerspillet gjorde ikke den store forskel.
Vi kunne ikke se nogen afhentningsmand, da vi trådte ud af paskontrollen og satte derfor straks snuden mod en pengeautomat. 9000 rubler, ca. 2000 danske kroner, var hvad vi hævede. Og derefter fik Helle øje på manden med skiltet Louise Poulsen, Helle Peresen og Katja Hansen. Flinker fyr – ikke alt for glad for at løfte tunge tasker. Vi mistænkte ham efter en del af køreturen for at være ved at give os en rundtur i byen, da han drejede og kørte så meget, at vi til sidst ingen retningsfornemmelse. Men vi har senere konkluderet, at dette nok skyldes de ensrettede veje. Til sidst blev vi sat af ved kollegiet og fulgt op i administrationen. Damen der gik sig en tur, da vi kom, men vendte tilbage inden der var gået et kvarter.
Dagen efter ankomst har vi med hjælp fra vores bofælle på Korablestroiteley-kollegiet været i gang med registrering, hvor vi nu kunne. - Det er mange steder og vi har nu anbefalet russiskstudiet at lave et kursus i russisk bureaukrati, vi glemte nemlig først det lille papir med stempel for vores indgang i Rusland derhjemme (der står intet på det, der ikke også er i visummet). Vi får enetimer, når vi begynder mandag, og så er vi kommet på netttet. - Ønsk os held og lykke.
PS: Noget bestemt I vil vide om livet herovre, så skriv til os i kommentarerne, vi skal nok skrive hjem…