< span style=“COLOR: #000000; FONT-FAMILY: “>Som studerende med en fagkombination bestående af idéhistorie, teologi og russisk, kan det umiddelbart være svært at bruge alle discipliner i én sammenhæng. Men i den russiske litteraturhistorie findes et par perler, som egner sig for idéhistorisk analyse. Blandt disse tæller Alexander Solsjenitsyns lille bog: ”En dag i Ivan Denisovitjs liv”. Foruden at være uhyre original med sit valg af emne, fremtrædelsesform og stemning viser forfatteren, hvorledes ydre forhold kan påvirke mentalitet og tænkning. Han viser, hvilke dele af den menneskelige fornuft, der bevares intakt i en undtagelsestilstand, og hvilke der nedbrydes som følge af en vedvarende og målrettet udnyttelse af arbejdskraft. Jeg vil med denne artikel forsøge at bedrive en kort idehistorisk læsning af Solsjenitsyns ”En dag i Ivan Denisovitjs liv” med vægt på gudsopfattelsen. Centralt i den idéhistoriske disciplin står følgende aksiom: Idéhistorie er et studie i, hvorledes en idé gør sig gældende. Det vil sige ved hvilke omstændigheder den er opstået, under hvilken indflydelse den virker, og hvordan den indvirker på sine omgivelser. Derfor har idéens gyldighed ingen reel betydning for den idéhistoriske analyse. Og netop dette punkt adskiller idéhistorie fra filosofi.

En dag i Ivan Denisovitjs liv handler om, hvordan en straffefange oplever en januardag i 1951 fra reveille til retræte i en sibirisk straffelejr for politiske fanger. Vi følger fangen, Sjuhov, gennem en helt almindelig dag. Sjuhov er en reflekterende iagttager, og ved hjælp af hans tanker, der tydeligt afspejler forskellen mellem en fri mands livsopfattelse og en straffefanges, tegnes et billede af et menneske, som har accepteret sin skæbne, og som forstår spillets regler og lever efter dem. I romanen tegnes et interessant modsætningsforhold mellem selvopholdelsesdriften hos Sjuhov i forbindelse med hans arbejdsindsats ved opmuringen af en mur og hans opfattelse af Guds beskaffenhed.

Sjuhov er sammen med sin gruppe blevet beordret til at mure en mur op. Det er bidende koldt, arbejdet er hårdt, og sulten gnaver. Men Sjuhov har overskud til at gøre arbejdet lettere for sin døve kammerat, og han lader sig opsluge af arbejdet i en sådan grad, at glæden ved at arbejde overskygger de umenneskelige betingelser, han arbejder under. Da solen er ved at gå ned, og fangerne kaldes hjem, trækker Sjuhov tiden så meget som muligt for at nå at bruge det sidste mørtel, for at det ikke skal gå til spilde.

Efter en dags hårdt arbejde står fangerne således i kø for at blive visiteret, inden de bringes tilbage til lejren. I køen står fangerne klumpet sammen, trætte og gennemfrosne. Ventetiden udfyldes med uforpligtende snak. Sjuhov og en anden straffefange, kaldet kaptajnen, indleder en samtale om Guds beskaffenhed. Kaptajnen er en ivrig fortaler for den nye logisk funderede tænkemåde og har et moderne verdenssyn. For Sjuhov er tingene, som de tager sig ud for ham.

< span style=“COLOR: #000000; FONT-FAMILY: “> Dialogen bliver for overblikkets skyld gengivet her: Imens fik Sjuhov vejret igen. Han så sig om. Månen, den gamle, purpurrød i hovedet af lutter gnavenhed, var allerede krøbet helt op på himlen. Den har vist allerede et skår i kanten. I aftes omkring denne tid stod den meget højere.

< span style=“COLOR: #000000; FONT-FAMILY: “> S juhov er kommet i godt humør, fordi det hele gik så glat, han puffer kaptajnen i siden og stikker ham et spørgsmål:

< span style=“COLOR: #000000; FONT-FAMILY: “>< span style=““FONT-WEIGHT:"> Hør kaptajn, hvor bliver den gamle måne af efter jeres videnskab?