Mere nyt fra Østfronten. Hør om hvorledes vores første uge med egentlig undervisning gik… Eller gik udenom.

Sidste weekend fik vi så konstateret, at Louise er lidt småmorbid, og det skulle vi andre, Helle og Katja, så være med til. Derfor gik turen en ganske fredelig søndag til Smolnij Kirkegården. For noget skulle vi jo have at lave inden vi om mandagen skulle begynde på vores nye hold. Først kunne vi på trods af vores kort ikke finde kirkegården, da der ingen skiltning var eller tydelige grave at se fra vejen. – Det lignede mest af alt en skov. Men da vi så besluttede os for at gå tættere på, kunne vi konstatere, at der mellem træerne og skraldet også lå gamle grave fra det 18. årh. Det var en noget blandet fornemmelse, alle gravene var faldefærdige og mest af alt lignede det noget, som havde været udsat for groft hærværk. Sådan stod det til med mange af gravene fra før 1940. Men der var også mange nyere grave med billeder på gravstenene, neonfarvede plasticblomster og skulpturer. I en danskers øjne forekom det hele meget prangende, og lidt makabert, at skulle se den afdødes billede hugget ind i gravstenen, eller sat på med en fotoplade. I Danmark har vi skikken med det lille foto af børn i en ramme ved siden af, men det er ikke det samme som, når billedet af bedstemor er graveret ind i stenen.

Så kom vi til mandag, og vi mødte i god tro op på universitetet til timer. Så stod vi og ventede foran lokalet, men det ville ikke være første gang, at hverken underviser eller studerende kom til tiden, så vi ventede videre. Til sidst mødte en koreaner fra vores hold op og vi fik præsenteret os selv og faldt i snak. Og først da en anden studerende fra vores hold dukkede op, fandt vi ud af, at vi havde fri på grund af Kinesisk Nytår – da størstedelen af vores hold er fra Asien. Så vi gik i stedet op og hentede vores studiekort, hvorefter vi så tog i Isaakkievskij Katedralen. – 170 rubler for studerende, 50 for studerende med russisk studiekort! Så det var godt, at vi ventede. Efter en tur i kirke, tænkte vi, at vi hellere måtte gå på Vodkamuseet, som vi havde set et skilt for. Vi prøvede så at følge skiltet og så gik det galt, og vi havnede på Posthuset.

Tirsdag tog vi på bogmarked ved Metro Elizarovskaja. Det lå i en tidligere kommunistsal, stadig med krystallysekrone, hammer og segl i loftet. Det var kæmpe stort og vi købte en Osjegov ordbog hver til kun 305 rubler. De ser meget fine ud. Louise fortvivledes over de manglende tegneserier på så stort et marked, men købte sig en tegnefilm som trøst i stedet. Katja og Helle fortvivledes over de store sale og de mange ting, der var at vælge i mellem, det store udvalg gjorde dem helt øre i hovedet. Så mange bøger – og så lidt plads i taskerne. Og så billigt!

Dagen efter mødte vi på universitetet igen til vores andet hold, som vi så skulle følge ugen ud, når vores første hold var på ferie. Har har vi for tiden tema om byen og dens transportmidler. En tysker på vores hold – der i øvrigt hellere vil tale engelsk end russisk med os – sagde, at han det første stykke tid havde været bange, når han brugte metroen. Vi tænkte lidt: Den russiske Metro farlig? – Prøv gaden, det er der blodsporerne ligger! Og alle kører som en brækket arm, så vi har fået den vane at løbe over fod’gænger’overgangen, som tit er slukket, blinker gult, eller ikke er markerede. – Ligesom så mange andre trafikmarkeringer også mangler. Hvis man vil komme til skade i metroen, skal man selv gøre en stor indsats, man kan allerhøjest blive lidt mast.

En dag var Katja blevet syg og vi havde sendt hende hjem før tid (og før stileprøven). Helle og Louise besluttede sig derpå for at tjekke ud, hvor 10. Linje, hvor vi skulle have timer om tirsdagen med det andet hold, lå. Vi fandt hurtigt vores destination, men Louise opdagede en kirke og det skulle vise sig at blive skæbnesvangert. Hun faldt længe i snak med kirketjeneren og da vi endelig kom ud af kirken, var vi blevet lidt desorienterede og gik ad hvad vi troede var Malij Prospekt, men i virkeligheden var Uralskaya Ulitsa. På vejen forsøgte vi os med vores nye ”spørg-om-vej-teknikker”, manden sagde dog, at vi var på vej i den forkerte retning og at vi skulle tilbage til Bolsjoj Prospekt, men vi valgte ikke at tro ham. Vi endte således med at gå halvdelen af øen rundt før vi var hjemme. På turen kom vi ind i de skumleste fabrikskvarterer, hvor vi mildest talt ikke lignede nogen, der passede ind. Her var kæmpestore fabrikker med rygende skorstene, hvis indhegninger og vagttårne fik os til at tænke på fangelejre, der var arbejdere i arbejdstøj – flere af dem talte ikke russisk, men arabisk og vi var lidt urolige, for var vi nu henne? Men efter en tur på en lille, men mindst lige så skummel bistro, fandt vi endelig vejen på kortet og bestemte os så for at gå helt hjem. Det var en meget lang gåtur, men vi fandt det store supermarked ”Lenta” på vejen. Her tiltrak vi os noget pinlig opmærksomhed, da vi ikke kendte ordet for et kosteskaft og derfor måtte demonstrere, hvad vi ledte efter – og det alt sammen til ingen nytte, for det havde de slet ikke! (Vi må i øvrigt hellere se at få slået det ord op, så vi ikke behøver at gøre os selv pinligt berørte igen). Vi glemte til gengæld at spørge om en anden af vores mangler, nemlig kokosmælk. Det er simpelthen umuligt at opdrive.

En anden ting, der er umulig at opdrive er Museet for russisk vodka. Vi forsøgte igen fredag. Vi spurgte om vej, og fik anvist den rette vej. Men da vi kom derhen, var det den samme vej, som vi havde været på sidst. Vi kunne ikke forstå det, men måtte hellere tjekke endnu en gang. Vi endte med at spørge om vej på en café og fik at vide, at den var blevet lukket. Så var det ikke så sært, at vi ikke kunne finde den. Vi gik lidt nedslåede tilbage og blev derfor nødt til at shoppe. Det blev til et par kostøvler til Katja. Men det kunne ikke være rigtig, at vi ikke skulle have vodka den dag, så da Helle og Katja mødtes med danskerne fra Odense – som vi havde mødt ved et tilfælde, da Kovalenko bød os velkommen for anden gang, som danskerne fra Odense – blev der købt vodka til både os og militsen, men militsen takkede til vores store ærgrelse nej; han var på arbjede. Da Helle og Katja så havde brug for at sove dagen efter, gik Louise til præst. Eller det vil sige, hun tog metroen til Narvskaja, hvor der efter sigende skulle være et sted, hvor man kunne købe tegneserier, men da de kun havde to tegneserier, som hun ikke ville have, havnede hun, som man nu gør, i kirken og faldt i snak med præsten om kirke, Danmark og Rusland. Og havde, da hun tog hjem, fået en invitation til en gudstjeneste søndag morgen klokken ti. Men her sidder vi så og skriver i stedet, men mon ikke, vi(red: hun) kommer af sted en anden gang?

Dette var så vores anden uge i Rusland. Fortsættelse følger.