Det er ikke ualmindeligt, at fremtrædende politikere og statsmænd af offentligheden og medierne får hæftet et tilnavn på sig. Herhjemme er de mest af den lidt nedgørende og ikke særligt respektfulde slags. For eksempel blev en nuværende minister på et tidspunkt omtalt som ”den talende kavalergang”, og en tidligere statsminister er i folkemunde kendt som ”Poul Uld-i-mund”. Hvis vi bevæger os til udlandet, finder vi imidlertid eksempler, der tager langt mere hårdtslående metaforer i anvendelse. I Storbritannien havde vi ”Jern-Ladyen”og i Preussen var der ”Jern-Kansleren”. I modsætning til de danske eksempler forbindes disse med deres brug af jernmetaforen med magt og hårdhed.
I en russisk kontekst falder tankerne i den forbindelse naturligt på Josef Stalin. Han kunne åbenbart ikke nøjes med jern, men tog tidligt i sin revolutionære karriere et tilnavn baseret på det langt mere bestandige stål. Rusland har dog også sin mand med et tilnavn af jern, nemlig Jern-Feliks. Manden bag dette navn er Feliks Dzerzjinskij (1877-1926). Han var af polsk afstamning og sad i lange perioder op til revolutionen fængslet eller var forvist til Sibirien for revolutionær aktivitet.
I 1917 tilsluttede han sig bolsjevikkerne og viste sig hurtigt at være en dedikeret og skånselsløs revolutionær leder. Lenin betroede ham derfor opgaven at bekæmpe intern politisk opposition. Til det formål oprettedes den første sovjetiske efterretningstjeneste under navnet Den Alrussiske Ekstraordinære Kommission til Bekæmpelse af Kontrarevolution og Sabotage, ofte blot kaldet Tjekaen. I de følgende år forfulgte Tjekaen skånselsløst politiske modstandere og introducerede under borgerkrigen ”den røde terror”. På den baggrund kan det ikke overraske, at Dzerzjinskij blev døbt ”Jern-Feliks”.
Det er mindre kendt, at Jern-Feliks også fandtes i en mere konkret fysisk form. Udover at være god til at udtænke nye metoder til at forfølge regimets politiske modstandere, brugte Feliks Dzerzjinskij også sin energi på at igangsætte produktionen af en mekanisk regnemaskine. Ved hjælp af et sindrigt system af håndtag, stænger og roterende tromler kunne maskinen udføre de mest elementære aritmetiske operationer: addition, subtraktion, multiplikation og division. Fra 1924 blev denne maskine produceret på en fabrik, der bar Dzerzjinskijs navn, hvorfor denne regnemaskine og flere efterfølgende modeller fik tilnavnet ”Jern-Feliks”. Dette er også baggrunden for, at internetadressen www.ironfelix.ru i dag er hjemsted for et website for folk, der interesserer sig for robotteknologi.
Som om det ikke var nok, kender vi også Jern-Feliks i en tredje form, nemlig i form af den statue, der i 1958 blev rejst af ham foran KGB’s hovedkvarter på Lubjankapladsen i Moskva. Ganske vist var statuen lavet af bronze og ikke af jern, men i kraft af sin placering og bastante form kom den alligevel til at symbolisere efterretningstjenestens jerngreb om det sovjetiske samfund. Her stod Feliks Dzerzjinskij frem til august 1991, hvor statuen måtte lade livet i det opgør med sovjetstaten og dens symboler, der fandt sted i kølvandet på det mislykkede kupforsøg mod Gorbatjov.
Det var imidlertid ikke helt uden problemer at Dzerzjinskij blev fjernet. Myndighederne i Moskva frygtede nemlig for konsekvenserne, hvis statuen blot blev væltet af den folkemængde, der havde samlet sig på Lubjanka-pladsen. Under pladsen findes en metrostation med tilhørende gangtunneler, og man var simpelthen bange for, at disse underjordiske konstruktioner skulle tage skade, hvis den 14 tons tunge bronzestatue blev væltet ned på pladsen. Den bedste løsning ville derfor være at løfte Dzerzjinskij forsigtigt ned fra fundamentet, men bystyret i Moskva rådede ikke selv over en passende kran til opgaven. Til alt held var den amerikanske ambassade i byen imidlertid i gang med et ombygningsprojekt og havde tilfældigvis en stor kran stående. Den blev så i al hast kørt til Lubjanka-pladsen, og på den måde lykkedes det at få lagt Feliks ned. Symbolværdien er ikke til at tage fejl af; den gamle rival fra den kolde krig, der hjalp med at fjerne et af de mest forhadte symboler på det krakelerende kommunistiske regime.
Dermed var Jern-Feliks dog ikke fuldstændig død. I efteråret 2002 slog Moskvas borgmester Jurij Luzjkov overraskende til lyd for, at statuen af Dzerzjinskij skulle flyttes tilbage til Lubjanka-pladsen fra den gravplads for sovjetmonumenter, hvor den havde stået siden 1991. Forslaget fremkaldte straks protester fra liberale partier og menneskerettighedsgrupper, men tilsyneladende havde borgmesteren befolkningen bag sig. En opinionsundersøgelse viste nemlig, at hele 56 procent af de adspurgte støttede ideen om at lade Dzerzjinskij vende tilbage til sin gamle placering, mens kun 14 procent var imod.
Man kan kun gisne om baggrunden for Luzjkovs forslag. Måske var det et ønske om at stå sig godt med landets præsident, der er tidligere KGB-agent og en kort overgang var chef for det nye Ruslands efterretningstjeneste, FSB. Denne reformerede tjeneste har stadig delvist til huse i den bygning, der rummede KGB, og på FSB’s officielle hjemmeside (www.fsb.ru) fører organisationen sin historie tilbage til Tjekaens grundlæggelse.
På en oversigt over organisationens ledere figurerer Putin således i selskab med såvel Dzerzjinskij som Stalins håndlanger Lavrentij Berija. I sidste ende havde Luzjkov ikke held med sit forehavende. En kommission nedsat af Moskvas bystyre gik i januar 2003 imod forslaget, så det eneste monument på Lubjanka-pladsen i dag er den sten fra Solovki, der i 1990 meget passende blev rejst som mindesmærke for GULAG’s ofre.
En anden statue af Feliks Dzerzjinskij er dog for nyligt blevet rejst foran indenrigsministeriet et andet sted i Moskva. Op gennem sovjettiden havde de skiftende efterretningstjenester et tæt samarbejde med eller var ligefrem en del af netop indenrigsministeriet. Den nye placering har derfor ikke mindre symbolsk værdi. Jern forgår åbenbart ikke så let.