Her kommer så vores afsked med Trine Søndergaard. Hvad passer sig bedre end at invitere en litterat til et skriftligt interview? - Det kommer der kun noget spændende ud af. Her fortæller Trine uddannelsen, om karrieren som oversætter og lidt om litteraturen. Hvad fik lige netop Trine til at vælge det russiske sprog, er Akunin politisk og hvad laver en dansker på Radio Moskva?

Så har vi jo desværre måttet sige farvel til dig på SUA og vi må sige, at vi har været glade for at have dig her. Men det, at du smutter forhindrer os jo ikke i stadig at interessere os for, hvad du har brugt din uddannelse i det russiske til. Russisk er jo ikke ligefrem et af de store modefag for tiden, så vi er mange, der er glade for, at der er andre end os, der har interesse for det store land mod øst. Men hvad fik dig i sin tid til at vælge russisk som studium?

- Jeg har sørme også været glad for at have jer som studerende, og jeg kommer til at savne jer og undervisningen og kaffekøkkenet på gangen. Med hensyn til mit studievalg, så er der to forklaringer: Den pinlige forklaring er, at jeg som 19-årig så et tvprogram om Rusland, som var tilrettelagt af en amerikansk skuespiller. Programmet var en svælgen i alle klicheerne om Rusland: vidden og bredden i både landet og menneskene, den gådefulde russiske sjæl, de store følelsers og armbevægelsers land tilsat lidt trojka, løgkupler, Katerina den Store osv. Den gangbare forklaring er, at da jeg startede på russiskstudiet i 1987, var det et modefag. Især sprogfag er afhængige af konjunktur og mode, det kan vi jo se blandt andet på SUA i Århus. Der kommer sikkert en tid igen, hvor slaviske sprog er in, og så må vi jo bare håbe, at studierne ikke er blevet sparet væk til den tid. Jeg har aldrig fortrudt mit studievalg, selvom jeg dog mener, at min oprindelige interesse er blevet både udfordret og kvalificeret siden dengang.

Hvor kom du så i gang med at læse, da du havde valgt det russiske?

- ved Københavns Universitets Østeuropainstitut mellem 1987-1999 og ved Pusjkin-instituttet i Moskva i 1990. De fleste af jer russister kender jo Peter Ulf. Især husker jeg ham for et seminar om Majakovskijs tidlige digtning, som gjorde stort indtryk på mig. Og så fik han mig til at tage med på et nordisk seminar om kvinder og køn i russisk litteratur, mens jeg stadig var specialestuderende. En anden meget inspirerende lærer, jeg havde, var Jørgen Harrit – det var ham, der lavede Gyldendals røde russisk-danske ordbog – han var en utroligt dygtig underviser i oversættelse mellem russisk og dansk, begge veje. Jeg kan stadig huske mange af hans kæpheste og små perler, fx. hans betegnelse for de russiske abstrakte substantiver på –ost’. Dem kaldte han for oste-ord.

Hvad endte specialet så med at blive om?

- Mit speciale handlede om den russiske litterære kritiks modtagelse af yngre kvindelige forfattere, som debuterede i slutningen af firserne, altså glasnost-perioden. Specialet handlede kort fortalt om, hvordan forskellige grupperinger inden for den litterære kritik forholdt sig til dette nye, og dengang ret kontroversielle, litterære fænomen – kvinder, som skrev om sex, vold, druk, sygdom og familieforhold på en respektløs og meget lidt glansbilledagtig måde. Om hvordan kvindelige forfattere kunne tillade sig mindre, både sprogligt og tematisk, end deres mandlige kolleger, men også om, hvordan de kvindelige forfattere, trods den provokatoriske stil, ofte reproducerede kønstereotyper. Og jo, jeg bruger stadig den indsigt, jeg fik dengang.

Hvordan?

- Lige nu er jeg fx ved at sætte fornyet gang i nettidsskriftet russisklitteratur.dk sammen med Mette Bærbach fra SUA og de andre folk bag projektet. Min sektion på hjemmesiden er den moderne litteratur, og det er det, jeg synes er mest spændende. Men jeg bliver nu også tit skuffet, når jeg læser ny russisk litteratur, fordi der efter min smag er for meget kynisme, materialisme og ironi. Der er også en anden, helt konkret afløber af mit arbejde med moderne litteratur, nemlig mine opgaver med at læse russisk skønlitteratur for forskellige forlag for at give en vurdering af bogens litterære kvaliteter, og om jeg mener, den vil egne sig til udgivelse i Danmark. Mit arbejde med specialet, som indebar, at jeg pløjede mig igennem mange moderne forfattere, både mænd og kvinder, har givet mig en god fornemmelse for, hvad der rører sig i moderne russisk litteratur, så jeg kan relativt nemt placere en ny bog i konteksten. Desværre, kan man fristes til at sige, for russisk litteratur og dens læsere kunne godt bruge et par overraskelser.

Og nu til noget helt andet, vi ved, at du engang var på studieophold i Moskva. Det var vel ikke noget man sådan bare lige gjorde? - Vi ved alle, at registrering ikke er let, hverken dengang eller nu, og dengang havde man jo også KGB i hælene det meste af tiden.

- Tjah, dem så jeg nu ikke så meget til – men du har ret, det var stadig tiden, hvor vi udenlandske studerende diskuterede, halvt i spøg, halvt i alvor, hvem blandt os eller på etagen, der var KGB-stikkeren. Om der var hold i paranoiaen, det ved jeg ikke, men lidt paranoia var der da. Og hvordan jeg havnede der? Lang historie: Jeg som frivillig i biblioteket i Dansk-Sovjetisk Venskabsforening i København. Til gengæld for indsatsen fik jeg et stipendium på 10 måneder ved Pusjkin-instituttet i Moskva. Måske var jeg blandt den sidste sending studerende, der var på studieophold på denne måde. Heldig var jeg i hvert fald, det var et spændende tid at være i Rusland. Mens jeg var der, rejste jeg meget rundt med tog, selvom man som studerende egentlig ikke måtte forlade Moskva uden at få udstedt nyt visum til de pågældende rejsemål. Skønne togrejser til Ukraine, Baltikum og Hviderusland. Desværre fik jeg mig ikke taget sammen til at rejse til Kaukasus og de asiatiske republikker, men hvem kunne også vide, at det ville være slut i 1991?

Hvordan havnede du så ved Radio Moskva? For det er vel heller ikke lige det, der ligger lige først for, når man er færdig?

- Altså, nu var jeg jo sådan set ikke færdig på russiskstudiet, da jeg var ved Radio Moskva… Øhm, det var i 1993, og dengang var tiderne jo lidt anderledes, og der var SU til lidt flere udskejelser, bl.a. til at arbejde et halvt års tid i Rusland, for lønnen på Radio Moskva var nærmest symbolsk. Jeg havnede der, fordi jeg en dag, da jeg kom ud på Østeuropainstituttet på Amager, så en herre, der sad og snakkede med nogle af mine medstudiner i sofahjørnet. Han tilhørte en lille flok danskere, som havde boet i Moskva i mange år og arbejdet på Radio Moskvas danske redaktion eller ved Forlaget Progress som oversættere til dansk og han var igang med at hverve ny arbejdskraft til sin gamle arbejdsplads – Radio Moskva. Jeg kan absolut ikke huske, hvordan formaliteterne kom i orden, sådan nogle ting glemmer man heldigvis, men jeg husker, at jeg fik tildelt en skøn 1-værelses tjenestelejlighed med krystallysekrone og en bidsk portnerske på ulitsa Vavilova.

Og, så er jeg personligt nysgerrig: hvad kan de bruge en dansker til på Radio Moskva?

Jamen, det kunne de nærmest heller ikke mere i 1993. Det jeg foretog mig, var at oversætte journalisternes nyheder til dansk og læse dem op i radioen. Og det var jo i begyndelsen af halvfemserne, da det tidligere propaganda-apparat var under afvikling. Igen var jeg vel heldig at være blandt de sidste, som kom med på den vogn – hvis man altså synes, at det er heldigt. Jeg tror bestemt ikke, at Radio Moskva sender på dansk længere. Men dengang i 1993 gjorde de, og engang i firserne sendte de faktisk på over 50 sprog, heriblandt alle de skandinaviske. Men jeg har altså aldrig kendt nogen, som lyttede til Radio Moskva på dansk, lige bortset fra mine forældre og mine bedsteforældre i den tid, jeg var der. Mine forældre deltog endda i en quiz og vandt – måske var de de eneste, der deltog? – De modtog en fin lille lakbakke som præmie. Nu nævner jeg nogle lidt komiske aspekter, men jeg var faktisk utrolig glad for, at jeg fik muligheden for at være i Rusland på den her måde. Jeg fik indblik i, hvordan en kæmpestor statsvirksomhed fungerede, eller rettere ikke fungerede, jeg så med egne øjne, hvordan de bedste eller smarteste medarbejdere forlod Radio Moskva for bedre betalte jobs i det private, og hvordan flere medarbejdere havde 2 eller 3 jobs, som de passede på halv kraft osv. At der fandtes russere, unge og gamle, som var knalddygtige til dansk, svensk og norsk! At enhver udlænding kunne få næsten et hvilket som helst job i Moskva uden at have andre kvaliteter end at være ikke-russer. Alt det foregik lige for næsen af mig, det var en spændende og barsk opbrudstid. Og så havde jeg Lykke som kollega, som tog mig med på sine ugentlige besøg i russisk banja, badstue, som er et fantastisk mikrokosmos, hvor vi nogen gange tilbragte timer med madpakke, te, massage og tørre tæsk med riskosten… Og med at iagttage, lytte og suge alt det russiske badstue-kvindesnak til os…

Hvad har du haft gang i som oversætter? Nævn eventuelt et par titler. Mange af os ved jo allerede, at du blandt andet har beskæftiget dig med Boris Akunin. Eller fortæl om, hvordan du lige endte med at få de bestillinger. Så let er det jo heller ikke at komme til, på så lille et marked, som det danske.

- Jeg har oversat tre skønlitterære værker til dansk, Akunin og to romaner af Ulitskaja. Jeg kom igang med at oversætte, fordi Jan Hansen, som bl.a. har oversat Dostojevskij, og som jeg havde haft som underviser på Østeuropainstituttet, ringede til mig for at høre, om jeg kunne tænke mig at oversætte Ulitskaja for Gyldendal. Han orkede ikke rigtigt mere selv, efter at han havde oversat Medea og hendes børn, Ulitskajas første roman i Danmark. Og det ville jeg jo gerne. På min anden oversættelse – Akunins Azazel – eller Vinterdronningen, som romanen kom til at hedde på dansk (titlen er iøvrigt nærmest det eneste man ikke skal regne med at have indflydelse på som oversætter) – havde jeg oversætteren Niels Brunse som mentor. Det var en ordning som Dansk Litteraturcenter havde, som gik ud på, at man som ung oversætter kunne søge om at få betalt et mentorforløb hos en erfaren oversætter – man skulle have mindst en udgivet oversættelse bag sig. Måske findes ordningen stadig, det ved jeg ikke, men det kan anbefales, jeg lærte i hvert fald meget. Jeg ville gerne have oversat meget mere skønlitteratur end de tre romaner, men har endnu ikke haft held til at få antaget nogen af de bøger, som jeg selv har anbefalet forskellige forlag. Jeg har også sagt nej til at oversætte et par bøger, som jeg ikke brød mig om, for jeg vil gerne kunne stå inde for kvaliteten af det, jeg oversætter.

Får man betaling pr. bog/side man oversætter, eller blive man ved med at tjene noget også på andet oplag, hvis man er så heldig? Det er jo sådan en ting, de studerende, der overvejer den professionelle løbebane gerne vil vide.

- Jeg kan i hvert fald sige, at man ikke skal give sig i kast med skønlitterære oversættelser for pengenes skyld. Man skal kun gøre det, hvis man synes det er sjovt. Ellers er det dødens pølse, for der er tale om mange timers pillearbejde foran computeren og mange timers faktuel research. Man skal være lidt nørdet og synes det er helt vildt fedt, når man endelig finder betydningen af et ord, man har brugt en time på at lokalisere. Man skal synes om processen.

Jeg kan faktisk ikke huske lige nu, hvor meget man får for skønlitterære oversættelser. Så vidt jeg husker, fik jeg 26.000 før skat for Akunins Vinterdronningen, så det er vist ikke værd at prøve at regne timelønnen ud. MEN, man får også – i hvert fald på Gyldendal – et mindre honorar for 2. oplag, for lydbøger og endelig får man jo også bibliotekspenge, hvis man kommer over Brian Arthurs bagatelgrænse.

Hvis man vil leve af at oversætte, skal man nok ikke kun satse på skønlitteratur. Et godt sted at starte er med mundtlig tolkning, og der kan man jo prøve at spørge Dansk Flygtningehjælp, kommunerne og politiet, om de har brug for tolkning. På Justitsministeriets hjemmeside – på forsiden – er der et link, der hedder honorering af tolke. Der kan man få en ide om, hvilken pris, man bør tage for både oversættelse og mundtlig tolkning, når man har fået noget erfaring.

Tak for rådet, det vil vi tage med videre.

Hvad angår Akunin: Har du så på fornemmelsen, at russerne selv ser denne samfundskritik, der er placeret i fortiden, eller er det noget, man ikke tænker over, når man læser bogen som russer? For det er vel ikke alle russere, der stadig har styr på deres revolutioner fra det 19. århundrede og derfor har hørt om Bakunin?

- Jeg ser ikke Akunin som en samfundskritisk forfatter, men tværtimod som en forfatter, der har været god til at udnytte de patriotiske strømninger i Rusland, og som blandt andet derfor er så populær. Jeg spiste frokost med ham i København for nogle år siden, og da vrissede han, at han var dødtræt af, at alle udenlandske journalister spurgte ham om, hvad han mente om den politiske situation i Rusland, ”som om russiske forfattere per definition skulle mene noget om politik – det ville svare til, at man spurgte Stephen King, hvad han mener om politik”, sagde manden, som rigtigt hedder Grigorij Tjkhartisjvili, ikke et navn, der ville være meget salg i i Vesten. At han kalder sig B. Akunin er vist ment som et ordspil på forskellige strenge, bl.a. skulle det betyde noget på japansk. Mon ikke forfatteren bare har haft lyst til at lave lidt sjov?

Så faldt den da til jorden. Så lige til sidst: Hvilken, der er din favoritroman? Og kan den anbefales at putte i pensummet til litteratur?

- Øhm… Jeg har ikke nogen favoritroman – jeg læser jo hele tiden nye bøger. Jeg synes, at en god bog forandrer den, der læser bogen – til den bedre side, forstås, eller at det er en bog, man bliver klogere af. Det kan være sproget, der gør indtryk, det kan være en overraskende slutning, eller det kan være noget så gammeldags som budskabet. Ideelt set det hele på en gang. Petrusjevskajas fortællinger, Platonovs Kotlovan og Tolstojs Ivan Iljitjs død er højt oppe på min personlige top-20. Det er stor litteratur, som kan forandre et menneske, man er ikke den samme, når man har læst de bøger. Jeg var i hvert fald ikke… Den russiske litteraturs rygte er lidt vel alvorstungt, og det er da også nogle lidt tunge drenge og piger, jeg har nævnt som nogle af mine favoritter. Men jeg er altså også lystlæser og sluger glad og tilfreds Stieg Larssons krimitrilogi i et hug, så værre er det heller ikke.

Til sidst: Mange tak til Trine for den spændende fortælling, som jeg ikke nænnede at afkorte! Vi ønsker dig alt godt i fremtiden, og håber da at du vil bevare kontakten med SUA.